Danskernes sikkerhed er for mig den vigtigste prioritet. Derfor har vi i denne regering med Venstre i spidsen løftet forsvarsbudgettet markant – fra 1,36 pct. af BNP i 2022 til historiske 3,5 pct. i 2026. Det er en nødvendig oprustning i en tid, hvor Europas sikkerhed er under pres. Samtidig bakker jeg op om det nye NATO-mål om også at investere 1,5 pct. af BNP i bred samfundssikkerhed og beredskab. Skal vi værne om vores suverænitet og frihed, kræver det et stærkt forsvar med reelle militære kapaciteter, der kan beskytte Danmark. Derfor skal vi genopbygge vores forsvar og investere langsigtet. Og derfor skal vi styrke totalberedskabet, så hele samfundet står robust – både militært og civilt – i mødet med nye trusler.

Afskaffelsen af store bededag var for mig ikke et mål i sig selv, men et nødvendigt middel i en ekstraordinær situation. Vi stod med et akut behov for at finde varig finansiering til at styrke vores fælles sikkerhed og løfte forsvarsindsatsen. Samtidig gav beslutningen flere arbejdstimer – både i velfærdssamfundet og i de private virksomheder, der finansierer vores fællesskab. Jeg er ikke ultimativ. Men jeg mener, man skal være ærlig om alternativerne. Hvis man ønsker at rulle beslutningen tilbage, må man også pege på, hvor pengene og arbejdskraften så skal komme fra. Ansvarlig politik handler om at træffe svære beslutninger – og stå ved dem.

Jeg bakker op om princippet om, at pensionsalderen følger levealderen. Det er en grundlæggende forudsætning for, at vi også i fremtiden kan finansiere et stærkt og bæredygtigt velfærdssamfund. Når vi lever længere, skal arbejdsmarkedet afspejle det – ellers hænger regnestykket ikke sammen. Eventuelle justeringer af stigningstakten skal ske økonomisk ansvarligt og med blik for samfundsøkonomien. Samtidig må vi aldrig glemme dem, der er nedslidte og ikke har helbredet til at blive længere på arbejdsmarkedet. Her er seniorpensionen et helt afgørende redskab. Den sikrer, at der er en værdig og målrettet løsning for dem, der reelt ikke kan arbejde mere.

Grønland har allerede et vidtgående selvstyre, og jeg mener grundlæggende, at Grønlands fremtid skal afgøres af grønlænderne selv. Det er et princip om respekt og ligeværd. Samtidig ser jeg det som afgørende, at vi fastholder og udvikler et stærkt rigsfællesskab, hvor Danmark, Grønland og Færøerne står sammen om fælles udfordringer. I en tid med stigende geopolitisk spænding og øget stormagtsinteresse i Arktis kræver det, at vi tager ansvar. Derfor har vi i den seneste regeringsperiode prioriteret markante investeringer i sikkerhed, forsvar og en styrket tilstedeværelse i Nordatlanten. Det handler om tryghed, suverænitet og om at sikre, at vi også fremover kan værne om vores fælles interesser i Arktis.

Atomkraft er en grøn energikilde, som allerede spiller en betydelig rolle i det europæiske energisystem. Skal vi nå de globale klimamål og samtidig sikre en stabil og omkostningseffektiv energiforsyning, bør vi ikke på forhånd udelukke teknologier, der kan bidrage. Jeg mener, at tiden er inde til at fjerne det danske forbud mod atomkraft og ophæve barrierer for forskning og udvikling herhjemme. Moderne reaktorteknologier udvikler sig hastigt, og vi bør have et fagligt og åbent grundlag for at vurdere, om atomkraft på længere sigt kan spille en rolle i Danmark. Det skal være saglige, teknologiske og sikkerhedsmæssige vurderinger – ikke et historisk betinget forbud – der afgør energimixet i fremtidens Danmark.

Mit mål er at få gennemført mest mulig af Venstres politik. Efter et valg håber jeg, at det kan ske i en borgerlig regering. Men for mig handler politik først og fremmest om indflydelse og resultater – ikke om blokfarver. Kan der ikke dannes en blå regering, vil jeg arbejde for indflydelse ad andre veje og søge brede løsninger, der trækker Danmark i en borgerlig retning. Erfaringen fra SVM-regeringen viser, at vi kan levere borgerlig politik og konkrete resultater, selv i et Folketing med rødt flertal. Det afgørende er viljen til ansvar og evnen til at skabe resultater.

Jeg mener, at asylsystemet skal være mere retfærdigt og mere kontrolleret. I dag er det alt for ofte dem med flest ressourcer, der kan betale menneskesmuglere og tage den lange og farlige rejse til Europa, som får adgang. Det er hverken rimeligt eller holdbart. Jeg tror på, at vi kan gøre en større forskel ved at styrke indsatsen i nærområderne, hvor behovet er størst, og hvor hjælpen rækker længere. Med modtagecentre uden for Europa kan vi sikre en mere ordnet og fair behandling af asylansøgere, samtidig med at vi får bedre styr på spontan asyl og bryder menneskesmuglernes forretningsmodel. Derfor vil jeg insistere på, at Danmark skal gå forrest – i tæt samarbejde med andre EU-lande – for at få etableret sådanne centre og skabe et mere bæredygtigt asylsystem.

Vi har allerede indfriet 2025-klimamålet, og vi er godt på vej mod det ambitiøse 2030-mål. Det viser, at Danmark kan være et grønt foregangsland – ikke bare i ord, men i handling. For mig er det afgørende, at vi når vores klimamål på en måde, hvor vi samtidig passer på danske arbejdspladser, vækst og velstand. Jeg mener, at 2045-målet er både ambitiøst og ansvarligt. Klimapolitik skal være realistisk og gennemførlig. Vi skal reducere CO₂-udledningen markant, men gøre det klogt, så virksomhederne kan udvikle sig, og arbejdspladserne bliver i Danmark. Kun sådan kan vi gå forrest og være et troværdigt eksempel for resten af verden.

Sociale medier kan påvirke børn og unges trivsel negativt – gennem afhængighed, mistrivsel og urealistiske idealer. Det kalder på handling. Jeg mener, vi politisk skal sikre de rigtige rammer. Derfor skal alle skoler lokalt træffe beslutninger, der understøtter en mobilfri skoledag, så undervisningen og fællesskabet styrkes. Samtidig skal vi stille tydeligere krav til platformene. De skal tage et langt større ansvar for børns sikkerhed online og sikre bedre beskyttelse mod skadeligt indhold og afhængighedsskabende mekanismer. Men politik kan ikke stå alene. Forældrene spiller en afgørende rolle i deres børns digitale liv. Efter min opfattelse er kombinationen af klare rammer i skolen, ansvarlige platforme og aktive forældre en mere effektiv og balanceret vej end et fuldstændigt forbud.

Ulve må ikke skabe utryghed i danske lokalsamfund. For mig vejer danskernes tryghed altid tungere end hensynet til ulven. Med den grønne trepart omlægger vi store arealer og rejser mere skov. Det giver mere plads til natur – og dermed også til vilde dyr. Men mere natur må ikke betyde mindre tryghed for de mennesker, der bor og arbejder tæt på den. Derfor har jeg været med til at sikre, at problemulve kan reguleres, og at myndighederne kan handle hurtigere, når ulve udgør en fare eller står bag gentagne angreb på husdyr. Når vi giver naturen bedre vilkår, skal vi samtidig føre en aktiv og ansvarlig forvaltning af ulvebestanden. Og hvis det bliver nødvendigt, er jeg klar til at give myndighederne flere muligheder for regulering. Tryghed skal altid komme først.

Jeg anerkender behovet for kvalificeret international arbejdskraft. Det er afgørende både for vores velfærdssamfund og for de virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser i hele landet. International arbejdskraft bidrager markant positivt til dansk økonomi og er med til at sikre, at vi kan opretholde vores velstand. I den forgangne valgperiode er der indgået en politisk aftale, der gør det lettere at tiltrække international arbejdskraft under ordnede og ansvarlige vilkår. Efter min vurdering er der aktuelt ikke behov for yderligere lempelser. Fokus skal være på at få den eksisterende aftale til at fungere effektivt i praksis.

USA er Danmarks vigtigste allierede i NATO, og jeg ser aftalen om amerikanske baser på dansk jord som et vigtigt bidrag til vores fælles sikkerhed og afskrækkelse i en mere usikker verden. Den styrker det transatlantiske bånd og sender et klart signal om sammenhold. Samtidig mener jeg, at Europa skal tage et større ansvar for sin egen forsvarsevne. Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod. Et stærkere europæisk bidrag gør alliancen mere robust. Det afgørende for mig er, at Danmark står skulder ved skulder med vores allierede og tager ansvar for vores egen sikkerhed.

Der er blevet gennemført en historisk 10-årsplan for psykiatrien, hvor området tilføres godt 4,6 mia. kr. årligt. Det er et markant og langsigtet løft, som skal sikre bedre og tidligere hjælp – ikke mindst til børn og unge, hvor behovet er stort. For mig handler det om kvalitet og sammenhæng. Psykiatrien skal hænge bedre sammen på tværs af indsatser, og der skal være hurtigere adgang til den rette behandling. Alt for mange har oplevet at vente for længe eller falde mellem to stole. Med 10-årsplanen styrker vi psykiatrien markant i de kommende år, så flere mødes tidligere, mere helhedsorienteret og med den faglige kvalitet, de har krav på.

Jeg står vagt om den danske model. Løn- og arbejdsvilkår skal aftales mellem arbejdsmarkedets parter – ikke fastlægges af politikere på Christiansborg. Det er den vej, personalet også fremover skal have mere i løn. Medarbejderne i sundhedsvæsnet yder hver dag en stor og afgørende indsats. Derfor er der i denne valgperiode gennemført et ekstraordinært og målrettet lønløft til blandt andre SOSU’er, jordemødre og sygeplejersker. Det var et nødvendigt og enkeltstående tiltag i en særlig situation. Men grundlæggende er det parterne, der forhandler lønnen. Den danske model er en styrke, og den skal vi holde fast i.

Over halvdelen af de voksne danskere er overvægtige. Det er en folkesundhedsudfordring med store menneskelige og økonomiske omkostninger. Derfor bør staten kunne give tilskud til vægttabsmedicin som Wegovy og Ozempic – men kun når det samfundsmæssigt giver mening. Behandlingen skal målrettes borgere med svær overvægt eller følgesygdomme, og først når dokumenterede forsøg på kost- og livsstilsændringer er afprøvet. Medicin må være et supplement – ikke en genvej. Viljen til forandring skal være til stede. Hvis behandlingen forebygger diabetes, hjertekarsygdom og førtidig udstødelse fra arbejdsmarkedet, kan det være en investering, der både gavner den enkelte og samfundsøkonomien.

Spørgsmålet om abortgrænsen er et svært etisk dilemma, hvor der skal være respekt for både kvindens selvbestemmelse og hensynet til det ufødte liv. Jeg mener, at udgangspunktet fortsat bør være fri abort tidligt i graviditeten. Men frem til 18. uge kan der opstå særlige og alvorlige omstændigheder – sociale, helbredsmæssige eller personlige – som gør, at en kvinde har behov for en senere abort. I de tilfælde bør der være mulighed for det. Samtidig må det ikke blive en glidebane. Sen abort skal ikke være et standardvalg, men forbeholdes situationer, hvor der er tungtvejende grunde. Derfor skal der være grundig rådgivning, støtte og betænkningstid, så beslutningen træffes på et oplyst og trygt grundlag. For mig handler det om balance: At sikre kvindens ret til at træffe beslutning i en svær situation – men også at anerkende, at jo længere graviditeten er, desto større etisk ansvar følger med.

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er et af de mest etisk vanskelige, vi kan drøfte. Jeg har stor respekt for de mennesker, der i svær sygdom og lidelse rejser ønsket. Samtidig skal vi være meget varsomme med at ændre et grundlæggende princip om, at sundhedsvæsenets opgave er at helbrede, lindre og trøste, ikke at afslutte liv. Vi har allerede i dag muligheder i Danmark. Patienter kan fravælge livsforlængende behandling, udarbejde livstestamente og modtage effektiv palliativ behandling, herunder smertelindring – også selv om den i visse tilfælde kan forkorte livet som en utilsigtet bivirkning. Derfor bør vores første prioritet være at styrke den palliative indsats og sikre værdig omsorg i livets afslutning. Inden vi overvejer aktiv dødshjælp, skal vi være helt sikre på, at ingen vælger døden af frygt for smerte, ensomhed eller mangelfuld pleje. Diskussionen kræver grundighed, retssikkerhed og respekt for både den enkeltes selvbestemmelse og samfundets ansvar for at beskytte de mest sårbare

Jeg mener, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor arbejder jeg for at gøre det billigere at være dansker. I denne regeringsperiode har vi gennemført den største personskattereform i over 10 år. Over tre millioner danskere i arbejde har fået skattelettelser, og vi har lettet eller fjernet en række afgifter. Samtidig har vi modbevist venstrefløjens påstand om, at skattelettelser og velfærd er hinandens modsætninger. Vi har vist, at det er muligt både at styrke velfærden og give danskerne mere frihed i deres egen økonomi. For mig er det centralt, at der er råd til markante investeringer i forsvar og sikkerhed, og at vi fortsat udvikler vores velfærdssamfund. Men grundlæggende mener jeg, at pengene som udgangspunkt gør mest gavn i danskernes egne lommer.

Jeg ønsker, at Danmark bliver rigere, og at velstanden kommer alle til gode. Det gør den bedst, når flere er i arbejde og får mulighed for at forsørge sig selv. For mig er ulighed ikke et mål i sig selv – det afgørende er, at flere løftes, og at alle får reelle muligheder for at skabe et bedre liv. Derfor skal vi fokusere på vækst, investeringer og beskæftigelse. Et stærkt erhvervsliv og højere arbejdsudbud er fundamentet for både velfærd og social mobilitet. Jeg tror ikke på, at højere skatter alene skaber et mere retfærdigt samfund. Det gør flere job, bedre muligheder og en økonomi i fremdrift.

Jeg mener, at vi seriøst bør overveje at sænke momsen – særligt på fødevarer. Det er blevet markant dyrere at handle ind de senere år, og selv om inflationen er aftaget, mærker mange familier stadig presset i hverdagen. I et grænsenært område som Sønderjylland er momsen også en reel konkurrencefaktor. Når forskellen i afgifter og priser gør det mere attraktivt at handle syd for grænsen, svækker det vores lokale detailhandel og arbejdspladser. En lavere moms kan være med til at styrke butikkerne herhjemme og holde omsætningen i Danmark. Det er rigtigt, at en momsnedsættelse koster penge, og at effekten afhænger af, om den slår igennem på priserne. Derfor skal modellen skrues rigtigt sammen og følges tæt. Men grundlæggende handler det om at gøre det billigere at være dansker og skabe mere fair konkurrencevilkår – især i de egne af landet, hvor grænsehandlen er en konkret udfordring.

Jeg vil have mindre bureaukrati og mere kernevelfærd. I denne valgperiode er der aftalt besparelser på administration med både regioner og kommuner, og frem mod 2030 er der planlagt at reducere administrationen i staten med 5,5 mia. kr. Det handler om at frigøre ressourcer, så pengene bruges dér, hvor borgerne mærker dem. De offentligt ansatte skal sættes ind, hvor der er et reelt behov – ikke i flere lag af administration. Samtidig er jeg helt klar over, at vi på nogle områder skal være flere. Vi får brug for flere ansatte i Forsvaret, flere politibetjente og flere medarbejdere tæt på borgerne – sygeplejersker, SOSU-assistenter, lærere og pædagoger. Prioriteringen skal være klar: Færre skriveborde, flere varme hænder og uniformer.

Ruslands brutale overfald på Ukraine og den mere konfrontatoriske handelspolitik fra USA har tydeligt vist, hvor sårbare vi er alene – og hvor stærke vi er sammen. I den situation har EU vist sit værd. Europa har formået at stå samlet om sanktioner mod Rusland, massiv støtte til Ukraine og en styrket fælles energipolitik, der har reduceret afhængigheden af russisk gas. Det er ikke småting. Danmark er en lille, åben økonomi. Vi lever af eksport, samhandel og stabile rammevilkår. Vores virksomheder er dybt integreret i det europæiske indre marked, og vores sikkerhed er tæt forbundet med vores allierede. Derfor er stærke alliancer ikke et valg – det er en nødvendighed. Når verden bliver mere usikker, skal vi ikke trække os tilbage. Vi skal investere mere i det europæiske samarbejde, styrke den fælles forsvarsevne og stå fast på frihandel og fælles spilleregler. Et samlet Europa giver os større tyngde over for stormagter og bedre mulighed for at beskytte danske interesser.

Ukraines frihedskamp er også vores frihedskamp. Derfor er støtten til Ukraine helt afgørende. Jeg er stolt af, at Danmark er blandt de lande, der bidrager mest – både økonomisk og militært. Det handler ikke kun om Ukraines frihed, men om Europas sikkerhed og den internationale retsorden. Hvis Rusland får succes med sin aggression, vil det gøre Europa og verden langt mere usikker. Det vil sende et farligt signal om, at grænser kan flyttes med magt. Derfor mener jeg, at Danmark fortsat skal gå forrest og bidrage massivt – med våben, økonomisk støtte og langsigtet opbakning. Vores støtte er et spørgsmål om både solidaritet og egen sikkerhed.

Jeg mener, at skolemad kan være en god idé under de rette lokale forhold. Derfor er der igangsat en forsøgsordning, hvor udvalgte skoler kan afprøve forskellige modeller – både med og uden forældrebetaling. Det giver mulighed for at finde løsninger, der passer til den enkelte skole og lokalområde. Jeg mener dog ikke, at skolemad skal være et nationalt krav for alle skoler. Ressourcerne i folkeskolen er ikke ubegrænsede, og de skal bruges klogt. Først og fremmest skal vi sikre bedre undervisning, flere uddannede lærere og en stærkere faglighed og trivsel i hverdagen. Det er her, den største forskel for børnene skabes.

Jeg vil styrke den danske folkeskole, så vi kan håndtere både de faglige og trivselsmæssige udfordringer – og jeg er klar til at prioritere midler til det. Folkeskolens vigtigste opgave er at ruste vores børn og unge til resten af livet. Det kræver, at eleverne trives, og at undervisningen løfter alle – både de stærkeste og dem, der har brug for ekstra støtte. De yngste elever har behov for mere tid med voksne. Der er flere veje til at nå det mål, og derfor skal der være lokalt råderum til at vælge de løsninger, der passer til den enkelte skole. Det kan for eksempel være flere voksne i klassen dér, hvor behovet er størst. Kvalitet i folkeskolen skabes tæt på hverdagen – ikke alene fra Christiansborg.

Jeg mener, at selskabsskatten skal sænkes. Danmark konkurrerer om investeringer og arbejdspladser i en global økonomi, og flere af de lande, vi sammenligner os med, sænker deres selskabsskat. Hvis vi lægger for høje skatter på virksomhederne, svækker vi vores konkurrenceevne. En lavere selskabsskat styrker incitamentet til at investere i Danmark, udvikle nye produkter og ansætte flere medarbejdere. Det handler ikke om at begunstige virksomheder for enhver pris, men om at skabe de bedste rammer for vækst og jobskabelse. For mig er det afgørende for både velstand og beskæftigelse – og i sidste ende for finansieringen af vores fælles velfærd.

Jeg mener grundlæggende, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. Derfor er der gennemført de største personskattelettelser i 10 år, og jeg vil fortsat arbejde for at gøre det billigere at være dansker. Vi har i Danmark et højt niveau af sociale ydelser. Det forpligter os til at have fokus på, at flere kommer i job og får mulighed for at forsørge sig selv. Arbejde giver ikke kun en indkomst – det giver fællesskab, ansvar og værdighed. Derfor skal der være en tydelig forskel på at være i arbejde og at modtage offentlige ydelser. Incitamentet skal være klart: Det skal kunne mærkes at yde en indsats. Flere skal have en reel motivation for at bidrage og være en del af det arbejdende fællesskab.

Seniorer spiller en afgørende rolle for dansk økonomi og for vores arbejdsmarked. Erfaring gør en forskel – på den enkelte arbejdsplads og for samfundet som helhed. For mig er det helt grundlæggende, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. Derfor skal det også kunne mærkes økonomisk, hvis man kan og vil blive længere på arbejdsmarkedet – uanset om man er tæt på, omkring eller over pensionsalderen. Jeg har været med til at gøre det mere attraktivt at fortsætte i job, og heldigvis har mange seniorer valgt at tage den mulighed. Man har afskaffet modregning i folkepensionen, forhøjet seniorbeskæftigelsesfradraget i de sidste fem år før pensionsalderen og indført en seniorpræmie til dem, der arbejder videre efter pensionsalderen. Det er sund fornuft – både for den enkelte og for Danmark.

Den grønne omstilling kræver en markant udbygning af vedvarende energi. Men for mig skal det altid ske med respekt for lokalsamfund og naboer – og med lokale beslutninger som fundament. Derfor har jeg arbejdet for bedre kompensation, klare afstandskrav og større hensyn i planlægningen. Vi skal finde løsninger, hvor vi får mere grøn energi med færre lokale gener. Det kan være solceller på tage og i erhvervsområder frem for på god landbrugsjord. Det kan være havvi

Den grønne omstilling kræver en markant udbygning af vedvarende energi. Men den må aldrig gennemføres hen over hovedet på de mennesker, der bor tættest på projekterne. Derfor skal naboers klager og indsigelser veje tungt. Respekt for lokalsamfundet er en forudsætning for, at den grønne omstilling kan lykkes. Beslutninger skal træffes lokalt, med klare afstandskrav, ordentlig planlægning og reel mulighed for at blive hørt. Derfor har vi arbejdet for bedre kompensation og større hensyn i processen. Løsningen er ikke færre vindmøller – men smartere placering. Mere grøn energi med færre lokale gener, eksempelvis i erhvervsområder eller på havet som med Energiø Bornholm. Den grønne omstilling skal være både ambitiøs og retfærdig.

Jeg bakker op om mere natur og større biodiversitet. Der er vedtaget en række naturnationalparker i Danmark, selv om flere endnu ikke er fuldt implementeret. Det er et vigtigt skridt for at styrke naturen og sikre bedre levesteder for dyr og planter. Men for mig er det afgørende, at etableringen sker med respekt for lokalbefolkningen. Skove og naturområder skal fortsat kunne bruges til friluftsliv, aktiviteter og give fri adgang for borgerne. Naturbeskyttelse må ikke opleves som et projekt hen over hovedet på dem, der bor tæt på den. Skal vi lykkes med at styrke naturen, kræver det lokal opbakning. Natur og mennesker skal kunne sameksistere – og udviklingen skal ske i dialog.

Jeg mener, at kriminelle udlændinge som udgangspunkt skal udvises konsekvent. Når man som gæst i Danmark begår grov kriminalitet, sætter man sig uden for det fællesskab, man er blevet en del af. Det skal have klare og mærkbare konsekvenser. Vi er bundet af internationale konventioner, og Danmark er en retsstat, der lever op til sine forpligtelser. Men konventionerne må ikke udvikle sig til en barriere, der i praksis forhindrer os i at beskytte vores borgere. Hvis fortolkningen af dem betyder, at alvorlige kriminelle ikke kan udvises, må vi have modet til at udfordre rammerne og arbejde for ændringer – nationalt og internationalt. Det handler ikke om at tilsidesætte retsstaten, men om at sikre, at retfærdigheden også gælder for ofrene og for det samfund, der forventer tryghed. Beskyttelsen af danske borgere må veje tungere end hensynet til personer, der groft har brudt vores love.

Jeg mener, at den stramme og ansvarlige udlændingepolitik skal fastholdes. Efter min opfattelse er der snarere behov for at stramme end at lempe. Vi har tidligere set, hvilke konsekvenser ukontrolleret indvandring kan have for sammenhængskraften – både i Danmark og i andre europæiske lande. Derfor skal der fortsat stilles klare og konsekvente krav til dem, der kommer hertil. Begår man grov kriminalitet og sætter sig uden for vores grundlæggende samfundsnormer, skal man ikke have sin fremtid i Danmark. Samtidig skal der være plads til mennesker, der vil Danmark, som bidrager aktivt til fællesskabet og kan forsørge sig selv. En fast linje og fair krav er for mig to sider af samme ansvarlige politik.

Jeg mener ikke, at dansk statsborgerskab er en menneskeret. Det er noget, man gør sig fortjent til. Det skal forbeholdes mennesker, der vil bidrage til vores samfund og som deler og respekterer vores demokratiske værdier. Derfor har vi allerede stramme krav til at opnå statsborgerskab. Samtidig ser jeg det som nødvendigt, at vi undersøger, hvordan vi fremover kan screene ansøgere for antidemokratiske holdninger – naturligvis på en måde, der er fuldt forenelig med Grundloven og Danmarks internationale forpligtelser. Statsborgerskab er ikke blot et pas. Det er et fællesskab, et ansvar og en loyalitet over for det danske demokrati.

Ældrepleje skal først og fremmest være præget af værdighed, respekt og menneskelig kontakt. Derfor må velfærdsteknologi – herunder robotstøvsugere – aldrig blive en erstatning for omsorg eller et påtvunget spareprojekt. Jeg mener, at det skal være frivilligt. Nogle ældre oplever faktisk større selvstændighed og frihed med praktiske hjælpemidler i hjemmet. Andre ønsker – med god grund – hjælp fra et menneske. Den forskel skal vi respektere. Det afgørende er, at teknologien bruges som et supplement, ikke som en erstatning for relationer. De medarbejdere, vi har i ældreplejen, skal bruge deres tid dér, hvor den menneskelige kontakt gør den største forskel: samtalen, plejen og den nære omsorg. Hvis en robot kan tage sig af gulvet, kan medarbejderen måske bruge mere tid på borgeren. Men valget skal være den ældres. Værdighed handler også om selvbestemmelse. Ingen skal føle sig reduceret til en maskine – men ingen skal heller fratages en praktisk løsning, hvis den giver frihed i hverdagen

Ældrechecken er målrettet de økonomisk svageste pensionister. For nogle er den forskellen på en stram og en helt urimelig hverdag. Derfor skal vi tage alvorligt, at der findes ældre, som – trods et langt arbejdsliv – har meget begrænsede midler. Samtidig bygger vores pensionssystem på, at man i videst muligt omfang selv sparer op til sin alderdom. Ældrechecken er allerede hævet de seneste år og udgør i dag et betydeligt beløb. Den skal ikke udvikle sig til en generel forhøjelse uden blik for de samlede offentlige udgifter og incitamenterne i systemet. For mig handler det om balance. Vi skal sikre en værdig tilværelse for de mest økonomisk trængte ældre. Men eventuelle justeringer bør være målrettede og økonomisk ansvarlige – og ses i sammenhæng med boligydelse, pension og øvrige tillæg. Målet er tryghed for de svageste, uden at vi svækker ansvarligheden i pensionssystemet.

Jeg mener, at unge skal have reel mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i deres nærområde. Hvis afstanden bliver for stor, er der en risiko for, at nogle unge helt fravælger uddannelse. Det er et alvorligt samfundsproblem, fordi vi mangler faglærte – og et sundhedsmæssigt problem, fordi uddannelsesniveau og folkesundhed hænger tæt sammen. Lokale uddannelsestilbud gør det lettere for unge at gennemføre og mere attraktivt for familier at bosætte sig uden for de største byer. Det styrker både sammenhængskraft og arbejdsudbud. Samtidig skal kvaliteten være i orden. Det kræver kloge løsninger, samarbejde mellem institutioner og fleksible modeller – ikke symbolsk udflytning. Målet er ikke uddannelse for enhver pris, men tilgængelig uddannelse med høj faglig standard i hele landet.

Det er en reel problemstilling. Vi mangler i dag sygeplejersker, pædagoger, lærere og bygningskonstruktører – og uden dem hænger velfærdssamfundet ganske enkelt ikke sammen. Derfor skal vi tage alvorligt, at for få vælger professionsuddannelserne. Samtidig er Danmark et videnssamfund. Vi har brug for stærke universiteter og mange dygtige akademikere, der kan drive forskning, innovation og udvikling i både private virksomheder og den offentlige sektor. For mig handler det derfor ikke om enten-eller, men om balance og styring. Udbuddet af uddannelser skal i højere grad afspejle samfundets behov. Det betyder, at vi skal turde normere optaget dér, hvor der overuddannes i forhold til arbejdsmarkedet, og samtidig gøre det mere attraktivt at vælge de uddannelser, hvor jobmulighederne er gode. Målet er ikke at nedtone universiteterne, men at sikre, at vi uddanner klogt. Danmark har brug for både stærke akademikere og stærke professionsuddannede – i de rigtige proportioner.

Kultur skal kunne opleves i hele landet. Adgang til kunst og kultur er ikke forbeholdt de største byer, og derfor skal vi arbejde for en mere retfærdig geografisk fordeling af kulturmidlerne, så stærke projekter i provinsen også får en reel chance. Samtidig er det naturligt, at hovedstaden rummer nationale institutioner med særlig betydning og international gennemslagskraft. De gavner også resten af landet – blandt andet gennem turisme og synlighed. Vi kan ikke have alle kulturtilbud alle steder. Men vi kan sikre bedre balance, så kvalitet og talent støttes uanset postnummer. Kulturpolitikken skal både rumme nationale fyrtårne og et levende kulturliv i hele Danmark.

Jeg ønsker mere natur og flere rekreative muligheder for danskerne. Med den grønne trepart sikrer vi, at der udlægges markant mere skov og natur i de kommende år og årtier. Det er en langsigtet omlægning af arealer, som både styrker biodiversiteten, klimaindsatsen og mulighederne for friluftsliv. Samtidig er det vigtigt for mig, at vi fastholder den balance, vi har i Danmark i dag. Vi har heldigvis god adgang til strande, skove og naturområder. Den rimelige balance mellem fællesskabets adgang og respekten for ejendomsretten skal bevares. Naturpolitikken skal bygge på både fri adgang og respekt for dem, der ejer og driver jorden.