Annonce
Debat

April 1960: Rugby på Fyn

Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Læserbrev

Besættelsen. Braget fra Odinstårnet var rædselsvækkende

Jeg er født i september 1940 på kong Christian X's 70 års fødselsdag og har derfor ikke været meget mere end fire år, da krigen sluttede. Alligevel er der to ting, jeg kan huske, omend i vage billeder. Det ene var sprængningen af Odinstårnet. Det andet var bombningen af Husmandsskolen. Det var oplevelser, som virkelig gjorde indtryk. Braget fra sprængningen af Odinstårnet i 1944 var fuldstændig rædselsvækkende for mig. Tårnet stod i luftlinie mindre end 500 meter fra min lille børneseng i soveværelset på 1.sal. Min far, der var elektriker, var taget af sted på arbejde og havde umiddelbart inden sprængningen passeret tårnet på cykel på vej til en opgave i Blommenslyst. I dette brag, hvor jeg var sikker på, at vi skulle dø, og efterbulder som syntes at vare en evighed, sad jeg op i sengen på 1. sal og så over på min mor, der ligeledes sad op i sin seng - alt imedens grus, puds og andre ubehageligheder væltede ned fra de pudsede lofter. Alt glas fra alle vinduer lå heldigvis ude i haven, et kæmpe undertryk havde suget alt glas udad. Jeg har fået fortalt, at det var klokken seks om morgenen 14. december. Det var blevet en kold jul for os og de omkringliggende huse, hvis ikke min far havde haft en god ven, der drev glarmesterforretning. På den tid var det efter sigende særdeles svært at få glas. Glasregningen fra "H.C. Hansen, Tesdorptsvej 6" har jeg stadig. Det kostede 95 kroner 25 øre at få isat glas i hele huset. Det er meget lidt, jeg husker fra selve tårnet, blot at bilerne var på størrelse med dem, jeg legede med i grusbunken bag huset, når man fra toppen så ned på dem. Jeg husker, at jeg sammen med min far fra toppen kunne vinke til min mor, når hun stod på vor lille altan, der vendte op mod tårnet. Det havde vi naturligvis aftalt som en spændende lille oplevelse. Sidenhen har jeg følt, at jeg havde en andel i tårnets liv. Det voldsomme indtryk fra braget og den efterfølgende oplevelse at se, at tårnet pludselig lå som en kæmpe ruin, står tydeligt. Jeg tror, at det dramatiske stadig er en kilde til energien og dynamikken i mine grafiske arbejder. Imponerende var det med sine 177 meter, og på toppen af Bolbro Bakke hævede det sig 213 meter over vandoverfladen, opført af overskydende stålrør fra sænkekasserne i forbindelse med bygningen af Lillebæltsbroen. Et utrolig smukt tårn, flot ingeniørkunst og stilfornemmelse. Det må jeg som billedkunstner og ingeniør være imponeret over. Bombningen af Husmandsskolen husker jeg fra et kælderrum, hvor vi efter luftalarmen måtte opholde os, indtil den blev afblæst. Jeg husker at stå og kikke ud af et lille kvadratisk kældervindue. Jeg hørte brølet fra de meget lavtflyvende bombemaskiner, der fik vejtræerne til at veje voldsomt fra lufttrykket. Ud af vinduet virkede de kæmpe maskiner som enorme sorte kors på himlen. Og tragedien udeblev ikke. Det var en underlig tid for en lille Bolbrobisse. Men jeg husker, at vi i en barndom med mange børn havde en sjov og spændende tid.

Læserbrev

Bombekrateret blev et udflugtsmål

Jeg var fire år, da vi blev besat, og husker ikke indrykningen af de tyske styrker. Men jeg erindrer andre situationer: Jeg husker lyden af luftalarm. Og at mange varer ikke var i frit salg, men kun kunne købes ved samtidig aflevering af rationeringsmærker, der blev tildelt i ark, som man klippede kuponer af til de handlende. Og jeg husker mørklægningsgardinerne: Intet lys måtte komme ud, så overflyvende allierede fly kunne have noget at tage landkending efter. I foråret 1942 boede vi i Vejle, da et engelsk bombefly om natten havde fejlnavigeret og troede sig over Slesvig, der skulle have et pulver. Desværre var det Vejles udkant, hvor en bombe smadrede en række villaer – men ikke i vor nærhed - og dræbte en person. Næste morgen blev jeg fulgt til børnehave eller skole af min far, hvor vi vadede i glasskår på fortovene nede i byen: masser af ruder var knust af lufttrykket. Natten efter var den gal igen: Et bombefly var kommet for lavt ned over fjorden og måtte slippe bombelast for at kunne vinde højde. Desværre var de da nået ind over land igen, så bomben ramte ned lige nordøst for byen ved siden af et gammelt hus, som sank sammen. Stedet blev et udflugtsmål: Et kæmpemæssigt krater i jorden lige udenfor huset. Synet af krateret og huset, der var sunket i knæ, kan jeg svagt genkalde mig. Krigstidens mangel på brændsel så vi vidnesbyrd om hjemmefra: ud af soveværelsesvinduet kunne vi tværs over Grejsdalen på østsidens dalskråning i kanten af skoven se tre trækulsmiler, hvor kulsvierne omdannede træstykker til trækul. DSB’s mangel på kul til damplokomotiverne medførte, at godstoget Vejle-Herning måtte have forstærkning ved at køre med to lokomotiver efter hinanden. Det kunne vi også se nede i dalen ud af soveværelset. Jeg kan endvidere svagt genkalde mig synet en nat efterår 1943-forår 1944, da jeg var vågnet og ud af vinduet imod vest så et lys, som langsomt dalede ned et sted inde over Vejle Ådal. Mine forældre fortalte mig det ikke den dag, men det var et allieret fly, der i luftkamp var skudt i brand og styrtede ned. Hvad der har vækket mig, ved jeg ikke, måske lyden af luftkampen. Sommeren 1944 flyttede vi fra Vejle til Næstved og havde fået køretilladelse - og benzin doneret af bekendte. Fra turen mener jeg at huske, at der i betonbelægningen på hovedvej 1 op til Lillebæltsbroen var et antal lemme i et uregelmæssigt mønster, så man skulle køre i slalom for at passere uden at køre på lemmene: De var adgang til hulrum, der kunne mineres, så vejen kunne sprænges i stumper og dermed hindre/hæmme evt. indtrængende allierede styrker. Senere samme sommer tilbragte jeg et par ferieuger hos min mors forældre udenfor Nakskov. Derfra husker jeg en skyfri sommerdag, stående på plænen foran huset, at der hørtes en fjern rumlen og højt oppe imod den blå himmel sås sværme af små lysende pletter bevæge sig imod sydvest: Amerikanske bombefly på dag-raid imod Kiel. Mine forældre fortalte senere, at de både havde set og hørt virkningen af natbombningerne: lysglimt og lys fra flammehavet af den brændende by på nathimmelen og fjerne drøn fra eksploderende bomber. Det har været voldsomt, når det kunne opleves ca. 90 kilometer væk. Jeg tror ikke, jeg selv har oplevet det, for når man dengang var 8 år, var det tidlig sengetid.

Annonce
Læserbrev

Besættelsen. Hitlers sorte fugle

Selv om jeg kun var seks år og 10 dage gammel, står det stadigt skarpt i erindringen at se Hitlers sorte fugle flyve over København 9. april. Jeg stod med mine forældre ved et vindue i vores herlige fjerdesals hjørnelejlighed i Skydebanegade og fattede selvfølgelig ikke, hvad det var, men har kunnet mærke på min forældre, der var noget helt galt - ikke mindst min stakkel mor, der havde min lillebror på vej. Der var meget spændende for os drenge, hvis et tysk kompagni marcherede forbi på Sdr. Boulevard, medens de sang "Den wir fahren, gegen Engeland", men 29. august 1943 fik mig til at forstå det alvorlige, hvor vi var lukket inde et par dage og kunne mærke på mine forældre, der var noget galt. Jeg var med min far på Christianshavn nogle dage efter 27. januar 1943, hvor RAF bombede B&Ws dieselmotorfabrik, fordi de var blevet tvunget til at levere deres verdenberømte motorer til Hitlers u-både. Desværre var der ødelagt nogle ejendomme og også dræbt nogle danskere, da nogle enkelte bomber ramte forkert, men det betød også, at der for alvor blev mange frihedskæmpere. Vi fik ikke flere luftbomber før det frygtelige i marts 1945. Jeg rystede min kære mor under Folkestrejken i sommeren 1944, da jeg kom op til hende og fortalte om noget "heltemodigt", jeg havde begået, Vi var tre labaner, der sneg os ud af porten til gårdspladsen og ned til Istedgade, der aldrig overgav sig, for at lave barrikader - men hurtigt lovede en voksen os øretæver, hvis ikke vi kom hjem i en fart. En tysk kampvogn passerede, mens vi gemte os i en opgang. Som sagt, meget spændende, men 21. marts 1945 forstod vi for alvor, hvad der kunne ske, da vi mistede vores legekammerat Tove, der var elev på Den Franske Skole. Jeg havde også set to børn ligge overdækket på Sdr. Boulevards græs, hvor de havde leget, da der blev kastet tre bomber, hvor de to sprang, efter RAF-flyet var drejet til venstre efter at have ramt et tårn på godsbanen med en vinge og så fortsatte til Den Franske Skole, hvor den styrtede ned. Den 4. maj var det dejligt vejr om aftenen, så jeg var på gaden med min far, hvor vi drenge løb og legede, mens vore fædre og andre voksne talte om, at "nu må det sgu da snart været overstået" - og det var det så! Pludselig knaldede en ældre dame på 3. sal et vindue op med et brag, lænede sig over vinduskarme med armene i vejret og råbte: "De har overgivet sig - de har overgivet sig!" - og så fik far og jeg travlt med at komme på 4. sal og høre det vidunderlige budskab fra London - og så ned igen til meget andet spændende, noget, man aldrig glemmer.

Klumme

Klumme: Hold havnen åben for os alle

Annonce
Læserbrev

Fremryk byggeprojekter på Fyn

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce