Ny tv-serie har prins Joachim i spidsen - og en af Danmarks modigste historikere i kulissen
Tv: Asser Amdisens første indskydelse var at sige tak, men nej tak.Kvinden i telefonrøret, tv-instruktør og producer Anna von Lowzow havde ellers lige luftet en idé, mange andre begejstret ville takke ja til.Hun havde læst hans bog ”En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie - fra begyndelsen til for nylig”, og nu ville hun høre, om han kunne være interesseret i et samarbejde med prins Joachim om en ny tv-serie til DR?Asser Amdisen trak på det. For historikeren, der har formidling som hjertebarn, var prinsen helt ærligt ikke umiddelbart det mest oplagte bud på en levende og engagerende tv-vært.- Men så kom jeg til at tænke på den ene gang, jeg havde mødt ham personligt, hvor han var nem at tale med og virkelig professionel i rollen som kongelig. Derfor besluttede jeg mig for at give det en chance alligevel, og så viste det sig jo, at han ikke bare er en ægte nørd, der ved helt utrolig meget om historie. Han har også et ret stort fortællertalent, og så mener han som jeg, at historien først for alvor bliver levende, hvis vi formår at trække det op til i dag, siger han og uddyber sine bevæggrunde for at være med:- Jo flere forskellige måder vi får fortalt danmarkshistorien på, jo bedre. Det handler heller ikke om at forsøge at finde frem til én sandhed. For det kan man slet ikke. Det handler om at holde samtalen om vores historie kørende og gerne med så mange som muligt. Der er prinsen et begavet bud på, hvordan man når et stort publikum.Enige om at være uenigeBag de i alt seks udsendelser, hvoraf den første bliver sendt i aften, onsdag 23. oktober, ligger mange måneders arbejde og adskillige møder i Christian 8.s Palæ på Amalienborg, hvor holdet med prinsen i spidsen har udvalgt historier, fortælleformer og tjekket fakta.Amdisen, der til daglig arbejder som direktør for stiftelsen bag skoleskibet Georg Stage, har ikke haft tid til at være med på tv-optagelserne, men har set de færdige udsendelser, hvor prinsen bevæger sig uformelt rundt i landet og er med i alt fra en skoleklasse og et valglokale til et nonnekloster og en politibil, alt imens han trækker trådene fra et ”dengang” til et ”nu”.Selv om prinsen og historikeren ser ens på mange ting, er der også noget, de er uenige om. Og det er helt, som det skal være, mener Asser Amdisen.- Hvad kan I for eksempel være uenige om?- Jamen, det kan være alt muligt. Hvad Staunings betydning er, eller hvor stor en rolle adlen spiller. Men det er jo også, fordi den faktuelle historievidenskab stopper ved årstal. Vi kan for eksempel alle sammen godt blive enige om, at Christian 4. døde i 1648, men hvis vi begynder at diskutere, hvad hans død kom til betyde, vil du få alle mulige tolkninger.- Men man skal også forstå, at det, at du har én tolkning, og jeg har en anden, betyder ikke, at en af os tager fejl. Det er lidt ligesom i hverdagen og i parforholdet. Hvis vi kommer op at skændes, kan der være to forskellige vinkler på, hvad der gik galt, og ingen af vinklerne behøver at være forkerte. Det er bare to forskellige ståsteder. To forståelser. Det afgørende og interessante er til gengæld, hvad vi bruger vores tolkninger til.For demokratiets skyldForestillingen om, at der er én sand historie om alt det, der er gået forud for den virkelighed, vi lever i i dag, er ifølge Asser Amdisen ikke bare forkert, den er også skadelig, fordi den lukker ned for samtaler, der ellers kunne udvide vores horisont og forståelse for os selv og andre mennesker.- Jeg synes, at det moderne samfund får alt for få varianter af historien. Vi har en tendens til at stemple alt som ”fake news”, hvis det ikke lige passer med vores egen fortolkning. Desværre. For i virkeligheden har vi brug for nogen, der går på tværs og fortæller den skæve historie og den vinkel, som ingen andre har set, for ellers bliver vi udhulet som demokrati.Den stædige insisteren på, at der findes forskellige forståelser af historien, er dog ikke ensbetydende med, at alle historier er lige gode - eller sande for den sags skyld, understreger han.- Et godt eksempel er holocaust. Du kan vælge at fortælle historien om jødernes udryddelse. Det er én sand historie. Du kan også vælge at fortælle historien om, at det handlede om at udrydde alle dem, der var anderledes. Sigøjnere, homoseksuelle, kommunister. Du kan også udelukkende fortælle om de homoseksuelle og udelukke kommunisterne. Intet af det er forkert. Det er bare forskellige vinkler. Men du kan ikke fortælle, at det ikke fandt sted. For det er ganske enkelt ikke rigtigt.Den vigtige formidlingI det tidlige forår blev Asser Amdisen bedt af P3 om at fortælle danmarkshistorien ”på et minut”, og hans bud på dén fortælling gik viralt og blev mødt af kommentarer som ”det har lært mig mere om danmarkshistorien, end jeg lærte i mine 10 år i folkeskolen”.Reaktionerne underbygger Amdisens egen pointe, nemlig, at man kan være nok så klog som historiker, hvis man ikke formår at gøre andre klogere på historien, kan det - næsten - være lige meget.Selv har han brugt godt et årti på at blive klogere på Struensee, men i dag ofrer han gerne detaljerne til fordel for effektiv formidling.- Altså, min grænse går selvfølgelig ved, at jeg ikke fortæller noget, der er forkert. Det er aldrig i orden at digte mod kilderne. Jeg fortæller ikke noget, der er imod historieopfattelsen, men jeg kan sagtens finde på at springe noget over.- Fordi det er vigtigt for dig at gøre historien tilgængelig for flest muligt?- Ja. Og desværre mangler vi dygtige historieformidlere herhjemme. Det er også derfor, jeg skrev min bog. For når jeg nu brokkede mig sådan over manglen på gode fortællinger, kunne jeg jo starte med at gøre noget selv.Lidt ydmyghed, tak”For at forstå os selv, må vi forstå vores historie” er en vending, der ofte bliver brugt som argument for, hvorfor det til stadighed giver mening at beskæftige sig med alt fra reformationen til krigen i 1864. Og de fleste vil nok instinktivt være enige, men hvad betyder det egentligt?For Asser Amdisen betyder det blandt andet, at vores historie er med til at binde os sammen som fællesskab. Men det betyder også, at det kvalificerer aktuelle og vigtige diskussioner, når vi husker historien.- Hvis vi skal nævne holocaust igen, så er det et eksempel på en vigtig historisk begivenhed, der minder os om, hvad mennesker er i stand til, når vi hele tiden rykker grænsen for det acceptable. I diskussionen om Lindholm, hvor man besluttede at lukke mennesker ud på en øde ø, havde man efter min mening helt glemt kz-lejrene. For med den beslutning overskred man en grænse, man ikke ville have overskredet, hvis man havde haft en historiebevidsthed.- Jeg savner også den historiske erkendelse, når folk raser over strejker, for ”nu kan vi ikke få mælk” og ”nu står verden ikke længere”, men hele systemet med strejker og overenskomster og lockout og så videre er faktisk det, der gør, at vi herhjemme ikke har haft kamp i gaderne. Så vi misser meget, når vi ikke holder samtalen om historien levende.- Er det i virkeligheden den primære drivkraft for dig?- Ja, at historien kan være med til at kvalificere vores diskussioner, men også at give vores selvforståelse en smule dybde. Vi har en utrolig kort tidshorisont, men der har altså levet 12-15 milliarder mennesker før os, og selvfølgelig har de noget at sige os. Her forleden hørte jeg for eksempel én mene, at vi godt kunne opgive at få de store firmaer til at betale skat, fordi det er umuligt at ændre i noget så grundlæggende som vores opfattelse af ejendomsretten. Men ved du hvad, engang udtalte man sig skråsikkert om, at det ikke ville være godt med kvinder på arbejdsmarkedet. Dybest set tilfører historien os noget ydmyghed, så vi ikke er så forbandede kategoriske over for andre og over for, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Og den ydmyghed, tror jeg, vi alle kan bruge lidt af.
