Hvad vi ikke har råd til, er at nøle. Verden omkring os ændrer sig hurtigt, og truslerne mod Danmark er konkrete og reelle. At bruge 5 % af vores BNP på Forsvaret er ikke bare muligt - det er nødvendigt. Vi skylder danskerne sikkerhed, tryghed og en fremtid, hvor vores land kan stå stærkt, uafhængigt og fri for ydre pres.

Store Bededag blev taget fra danskerne som af en tyv om natten. Uden folkelig forankring. Uden respekt. Uden forståelse for, hvad dagen egentlig betød for danskerne.Det var ikke blot en fridag. Det var et pusterum. En pause i et samfund, hvor tempoet konstant skrues op. En dag, hvor familien kunne samles. Hvor man kunne sænke skuldrene, være sammen og mærke, at livet er mere end arbejdsuger og excelark.

Pensionsalderen må ikke overstige 70 år, selvom levealderen stiger. For Dansk Folkeparti handler det om respekt for dem, der har bygget landet, og om et arbejdsmarked, der ikke tvinger danskerne til at arbejde, til kroppen siger stop. Frihed, værdighed og tid til familien skal stå først - arbejde skal være en mulighed, ikke en byrde, efter et langt arbejdsliv.

Rigsfællesskabet skal ikke være en budrunde. Det er ikke et abonnement, man forlænger ved at skrue op for overførslerne. Danmark yder allerede et meget betydeligt økonomisk bidrag til Grønland, særligt til velfærden. Det er midler, som vidner om et dybt og forpligtende fællesskab. Hvis Grønland en dag vælger selvstændighed, følger også det fulde ansvar. Man kan ikke både løsrive sig politisk og samtidig forvente uændret økonomisk rygdækning. Den samtale skylder vi hinanden at være ærlige omkring. Samtidig må vi erkende, at Arktis er blevet et geopolitisk brændpunkt. Derfor skal Danmark styrke sin militære tilstedeværelse og suverænitetshåndhævelse i området. Det handler ikke om symboler, men om sikkerhed og realiteter. Og så skal vi begynde med os selv. Alt for få danskere kender rigsfællesskabets historie og betydning. Hvis fællesskabet skal have en fremtid, kræver det viden, forståelse og respekt – ikke kun penge.

Danmark har brug for en stabil og pålidelig energikilde, og derfor skal atomkraft undersøges og etableres. Det kræver, at den gamle aftale fra 1985, som forbyder atomkraft i dansk energiplanlægning, ophæves. Samtidig skal barrierer for forskning i atomkraftteknologier fjernes, så vi kan udvikle og anvende teknologier, der giver sikker, stabil og bæredygtig energi – til gavn for danskerne og fremtidens energiforsyning.

Der er ikke brug for et nyt storpolitisk magtprojekt hen over midten. Danmark har brug for en borgerlig regering med en klar retning og modet til at føre en politik, der sætter danskerne først.

Asylsystemet, som det fungerer i dag, tilskynder menneskesmugling, livsfarlige rejser over Middelhavet og et pres på vores velfærd og sammenhængskraft. Det er hverken humant eller ansvarligt. Hvis man søger asyl i Danmark, skal behandlingen ske uden for Europa. Dermed fjerner vi incitamentet til at betale kriminelle bagmænd for at krydse grænser illegalt, og vi sender et klart signal om, at asyl ikke er en genvej til permanent ophold i Danmark. Hjælp skal gives i nærområderne, hvor den rækker længst og hjælper flest. Vores forpligtelse er at beskytte Danmark og danskerne – og føre en udlændingepolitik, der er fast, fair og konsekvent.

Klimaansvar er vigtigt. Men det må ikke blive dyrere at være dansker, end det allerede er. Den grønne omstilling må ikke forvandle sig til en ekstraregning til børnefamilier, landdistrikter og virksomheder, som i forvejen kæmper med høje afgifter og skatter. Ambition skal følges af proportionalitet og sund fornuft. Vi skal reducere udledningerne – ja – men uden at sætte dansk konkurrenceevne, arbejdspladser og almindelige menneskers økonomi over styr for et symbolpolitisk foregangsnummer i et globalt regnestykke, vi reelt kun fylder en brøkdel i.

Børn og unges brug af sociale medier bør tages langt mere alvorligt. Platformene spiller en enorm rolle i deres hverdag og påvirker både trivsel, selvbillede og fællesskaber. Derfor skal der stilles tydeligere krav til tech-virksomhederne, samtidig med at forældre og skoler får bedre redskaber til at sætte sunde rammer. Løsningen er dog ikke rene forbud eller symbolpolitik. Det handler om ansvar, oplysning og klare grænser, så vi beskytter børnene uden at gøre staten til digital barnepige.

Danmark er et lille, tæt befolket land med intensivt landbrug og mange lokalsamfund tæt på naturen. Vi er ikke indrettet til store rovdyr som ulve, der skaber utryghed og presser husdyrholdet. De skal derfor udryddes i Danmark.

Det står klart, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i den offentlige sektor. Men løsningen er ikke at hente den udefra. Dansk Folkeparti vil ikke importere arbejdskraft med lukkede øjne fra den anden side af kloden. I stedet skal vi finde løsninger inden for egne rækker og grænser. Danmark har en stærk ældrestyrke af seniorer, som vil og kan bidrage, hvis de får muligheden. Mange borgere med handicap ønsker også at komme ud på arbejdsmarkedet - men alt for længe har fordomme, bureaukrati og vanetænkning stået i vejen for, at de kan bidrage med deres kræfter til fællesskabet.

Jeg mener, at baseaftalen med USA giver amerikanerne for vidtgående beføjelse. Det udfordrer vores suverænitet. Når det samtidig kombineres med amerikanske udmeldinger og pres rettet mod Danmark, må vi tage konsekvensen. Et samarbejde forudsætter gensidig respekt. Hvis den mangler, bør vi opsige aftalen.

Alt for længe har psykiatrien ikke fået den nødvendige økonomiske bevågenhed. Mens den somatiske behandling naturligt prioriteres, har mennesker med psykiske lidelser måttet acceptere ventelister, for få sengepladser og alt for tidlige udskrivelser. Det er ikke rimeligt. En psykisk sygdom er lige så alvorlig som en fysisk, og behandlingen skal afspejle det.   Derfor vil Dansk Folkeparti prioritere et reelt løft af psykiatrien med flere sengepladser, bedre normeringer og bedre muligheder for at rekruttere og fastholde kvalificeret personale.   Der er også behov for en mere sammenhængende indsats for de mest alvorligt syge. I dag oplever mange et fragmenteret system, hvor ansvaret skifter mellem sektorer. Vi skal sikre bedre koordinering mellem region, kommuner og socialpsykiatri, så behandlingen hænger sammen og tilpasses den enkeltes behov.

Lad os være ærlige. Det offentlige sundhedsvæsen kan ikke reddes med lønchecks alene. Jeg anerkender, at mange medarbejdere fortjener bedre løn - det gør de uden tvivl – men løn er kun én del af løsningen. Mange forlader faget, fordi vagterne slider kroppen ned, arbejdspresset tærer på overskuddet, tiden til patienterne smuldrer, og anerkendelsen udebliver. Selv den stærkeste faglige stolthed holder ikke, hvis man løber panden mod muren dag efter dag – på et tidspunkt siger man stop. Hvis vi vil fastholde og rekruttere personale, skal vi gøre arbejdet meningsfuldt, håndterbart og værdigt. Et sundhedsvæsen uden respekt for medarbejderne er et sundhedsvæsen i krise - og det kan ingen lønstigning alene rette op på.

Overvægt er et voksende problem i Danmark, og i Region Sjælland er andelen blandt de højeste i landet. Spørger man en diætist, ligger jeg formentlig selv i kategorien. Det ændrer dog ikke på, at vi først og fremmest har et personligt ansvar for vores livsstil. Der må være en grænse for, hvad velfærdssamfundet skal finansiere. Staten kan ikke og skal ikke overtage ansvaret for alle de valg, vi træffer som borgere. Men vi må også være realistiske. Overvægt medfører betydelige sundhedsmæssige og socioøkonomiske konsekvenser. Det presser sundhedsvæsenet, øger risikoen for følgesygdomme og påvirker både livskvalitet og arbejdsmarkedstilknytning. Derfor bør vi nøgternt overveje en statslig tilskudsordning til dokumenteret effektiv slankemedicin målrettet dem med svær overvægt. Ikke som en erstatning for ansvar, men som et redskab. Hvis behandlingen kan forebygge kronisk sygdom og reducere langsigtede udgifter, kan det være en investering snarere end en omkostning. Velfærd skal ikke være

Jeg fordømmer ikke den enkelte kvinde, der i en svær situation har valgt en abort. Men jeg mener, vi som samfund er kommet til at behandle retten til abort som noget næsten urørligt og hævet over enhver etisk diskussion. Det bør den ikke være. Et foster er ikke blot en del af kvindens krop, men et spirende menneskeliv. Når hjertet, og udviklingen allerede er i fuld gang, forpligter det os til at tage livets begyndelse alvorligt. En grænse på 12 uger er ikke et opgør med kvinders værdighed, men en markering af, at også det ufødte liv har en værdi. Et samfund viser sin menneskelighed i den måde, det beskytter de mest sårbare på. Det gælder også dem, der endnu ikke har en stemme.

Eutanasi er et af de spørgsmål, der kræver stilhed frem for slagord. De fleste vil en dag stå ved et menneske, der svæver mellem liv og død, hvor smerten fylder alt. I de øjeblikke forstår man ønsket om aktiv dødshjælp. Jeg har selv ment, at det burde tillades. I dag er jeg mere tilbageholdende. Ikke fordi lidelsen ikke er virkelig, men fordi grænsen mellem at lindre og at afslutte liv er afgørende. Når et samfund først træder over den, er det svært at gå tilbage. Der er forskel på den uafvendeligt døende i et reelt smertehelvede og det menneske, der midt i livets storme mister modet. Vores første svar må være omsorg, lindring og nærvær. Det, jeg synes, vi skal diskutere, er, om det er rimeligt, at vi i praksis lægger det sidste ansvar i hænderne på en sygeplejerske, der af barmhjertighed afslutter et liv i smerte. Det ansvar bør vi som samfund ikke skubbe fra os - det må kunne håndteres mere værdigt og retfærdigt.

Skatten skal ned. Danskerne skal beholde flere af deres egne penge, og det gør vi blandt andet med lavere afgifter og målrettede lettelser. Samtidig har vi brug for et enkelt og overskueligt skattesystem – det nuværende er alt for kompliceret og forvirrende for almindelige familier og virksomheder.

Ingen ønsker et samfund med store og fastlåste skel. Men skat skal først og fremmest være retfærdig og effektiv - ikke et instrument til symbolpolitik. Danmark har allerede et af verdens højeste skattetryk, særligt for dem, der tjener mest. Jeg kan ikke støtte en linje, hvor løsningen konsekvent er at beskatte dem, der har mere, alene fordi de har mere. Det skaber ikke nødvendigvis større retfærdighed - men det kan svække incitamentet til at skabe, investere og tage ansvar. Hvis målet er et stærkere og mere sammenhængende samfund, bør fokus være på muligheder frem for straf. På uddannelse, arbejde, iværksætteri og på at sikre, at det kan betale sig at yde en ekstra indsats. Lighed i muligheder er vigtigere end tvungen ensartethed i resultater. Vi skal lappe hullerne i spanden, før vi taler om at hælde mere i den. Problemet i Danmark er sjældent, at staten mangler penge. Udfordringen er, hvordan de bruges, og hvordan vi indretter et system, der både belønner ansvar og sikrer tryghed

Fødevarerne skal være til at betale for almindelige familier. Løsningen er ikke symbolpolitik og midlertidige fødevarechecks, som kun lapper på problemet. I stedet bør vi sænke momsen på mad og fjerne fordyrende klimaafgifter, der presser priserne unødigt op. Det skal kunne være muligt at fylde indkøbskurven uden at få ondt i budgettet. I Dansk Folkeparti vil vi derfor sænke momsen på fødevarer med 50%.

Vi har brug for en statslig nedstryger, der rydder op blandt de mange akademikere, der fylder kontorerne uden at levere reelt velfærd – både hos kommuner og staten. Antallet af offentligt ansatte skal reduceres - men ikke ved at skære ned på dem, der laver arbejdet, som borgerne virkelig mærker. Vi har brug for flere SOSU’er, PAU’er og pædagoger - færre konsulenter og akademikere, der skaber pseudoarbejde og fylder kontorerne uden at flytte noget i praksis. I dag oplever mange, at budgettet sluges af konsulenttitler og administrative stillinger, mens hjemmehjælperne mangler tid, og børn og borgere ikke får den pædagogiske støtte, de har brug for. Jeg venter stadig på at se, hvordan en bæredygtighedskonsulent med kandidatgrad i geografi konkret hjælper sosu’en eller sygeplejersken. Velfærdens formål er stort - men den skal handle om mennesker, ikke om at fodre akademikere med titler og kontorstole.

Danmark samarbejder allerede i dag tæt med de øvrige europæiske lande. Vi handler på tværs af grænser, koordinerer indsatsen mod kriminalitet og arbejder sammen om miljø og fælles standarder. Det samarbejde fungerer, fordi det bygger på frivillighed og gensidig respekt mellem selvstændige nationer. Problemet opstår, når samarbejdet bliver til centralisering. EU skal være et praktisk værktøj, ikke en politisk overbygning, der langsomt udhuler den nationale selvbestemmelse. Beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Når flere og flere områder flyttes til Bruxelles, mister danskerne indflydelse på deres egen hverdag. Vi skal samarbejde, hvor det er nødvendigt og giver konkret værdi, eksempelvis om handel og grænseoverskridende udfordringer. Men vi skal ikke bevæge os i retning af Europas Forenede Stater. Danmark er bedst tjent med et Europa af selvstændige nationer, der samarbejder frit, ikke et EU, der konstant udvider sin magt.

Danmark har været en af de lande, der har ydet mest støtte til Ukraine pr. indbygger, og det skal vi være stolte af. Men Dansk Folkeparti mener, at det nu er tid til at rette blikket hjemad. Vi skal sikre, at vores eget forsvar er stærkt, så vi kan beskytte Danmark og vores borgere. Vores soldater, vores grænser og vores suverænitet skal have førsteprioritet. Vi kan ikke blive ved med at sende milliarder ud af landet, mens vi selv står sårbare. Det handler om ansvar – for Danmark, for vores folk og for fremtidige generationer.

Ikke, hvis det bliver i form af en tvungen skolemadsordning. Det lugter af barnepigestat og kedelige smørrebrødskonstruktioner. Skal der være en ordning, skal den være frivillig og brugerbetalt. Offentlige myndigheder skal ikke bestemme, hvad børn spiser – det klarer forældrene fint. Vil man hjælpe familierne, er det bedre at støtte privatbudgettet direkte og sænke afgifter på fødevarer, så danskerne selv kan vælge sund og varieret mad til deres børn.

Tanken om maksimalt 14 elever i de små klasser er poleret og pæn på papir, men hører først og fremmest hjemme i kampagnemateriale frem for i kommunernes hverdag, hvor lærere ikke kan trylles frem, lokaler ikke vokser af sig selv, og budgetter ikke retter ind efter partiprogrammer. Det er følelsespolitik forklædt som ansvar. Derudover er det ikke vejen frem, at Socialdemokratiet tror, man kan detailstyre sig til bedre resultater. Hvis ambitionen er bedre undervisning og stærkere fællesskaber i skolen, kræver det realistiske løsninger og prioriteringer - ikke symbolpolitiske loftsfastsættelser.

En lavere selskabsskat kan styrke virksomhedernes konkurrenceevne, tiltrække investeringer og fremme vækst i erhvervslivet. Samtidig skal det dog afvejes mod statens behov for indtægter til velfærd og offentlige ydelser. Især når vi ser ind i en tid med stigende investeringer til blandt andet forsvaret, er det vigtigt at finde en balance, så skattelettelser ikke går ud over finansieringen af vigtige nationale opgaver.

Det skal kunne betale sig at stå op om morgenen, tage ansvar og bidrage. Den indsats, man lægger i sit arbejde, skal kunne mærkes på bundlinjen derhjemme. Hvis forskellen mellem løn og offentlig forsørgelse bliver for lille, udviskes incitamentet, og det undergraver selve fundamentet under vores arbejdsmarked. Arbejde er ikke kun en indtægt. Det er fællesskab og ansvar. Derfor skal vi indrette vores system, så det tydeligt belønner dem, der yder en indsats. Samtidig må vi aldrig glemme, at livet kan slå en kolbøtte. Uforskyldt ledighed, sygdom eller varigt nedsat arbejdsevne kan ramme enhver. Her skal velfærdssamfundet træde til. Ikke som hængekøje, men som sikkerhedsnet. Formålet med vores velfærdssamfund er netop at hjælpe dem, der har brug for det. Men hjælpen skal gå hånd i hånd med ansvar og med en klar prioritering af, at det altid skal være mest attraktivt at kunne forsørge sig selv.

Seniorer skal have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet. I dag oplever alt for mange, at de bliver skubbet ud på grund af alder, selvom de gerne vil fortsætte med at arbejde. Det er både absurd og spild af ressourcer – især i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft. Jeg mener, at vi skal gøre det både muligt og attraktivt for seniorer at blive længere i job. Det kan vi blandt andet ved at hæve seniorpræmien, fjerne unødvendige barrierer for fleksible stillinger og sikre, at virksomheder først ansætter udenlandsk arbejdskraft, når det tydeligt ikke er muligt at finde en dansk senior til jobbet. Samtidig skal vi give seniorer mulighed for faglig udvikling og sporskifte, så de kan fortsætte på arbejdsmarkedet, også hvis deres nuværende job bliver for tungt. Det handler ikke om at holde folk i job for enhver pris, men om at give dem reelle muligheder og anerkende deres erfaring og kompetencer.

I Dansk Folkeparti går vi ind for grøn omstilling, men ikke på bekostning af naturen eller danskernes hverdag. Solceller bør placeres i byerne - på tage, hvor de ikke generer mennesker eller natur – mens vindmøller hører til til søs og ikke på land. Vi skal tænke langsigtet og ansvarligt: Danmark kan blive grønt uden, at vi ofrer vores landskab, lokalbefolkningens livskvalitet eller de områder, der gør vores land unikt. Samtidig skal vi begynde at se på atomkraft som en del af Danmarks energifremtid. Det er den eneste stabile, pålidelige og klimavenlige energikilde, der kan sikre, at vi ikke er afhængige af vejret eller af ustabile energileverancer udefra. Derfor bør forbuddet fra 1985 ophæves, og barrierer for forskning i atomkraftteknologi fjernes, så Danmark kan tage ansvar for sin egen energiforsyning.

Vi taler om massive anlæg, der ændrer landskaber, påvirker naturen og i nogle tilfælde forringer livskvaliteten for de mennesker, der bor tæt på. Det er ikke små tekniske justeringer, men indgreb i folks hverdag og ejendomsværdi. Derfor skal naboernes stemme ikke reduceres til en formalitet, man kan bladre forbi. Tværtimod. Hvis vi mener noget med lokaldemokrati, må vi også acceptere, at borgernes indsigelser kan få reel betydning. Men det kræver også noget af de lokale politikere. Alt for ofte oplever man kommunale høringer, hvor politikerne udmærket ved, hvad de vil beslutte på forhånd. Høringen bliver så et ritual, en mulighed for at sige, at man “har hørt folket”. Men at høre er ikke det samme som at lytte.

Naturnationalparker kan spille en vigtig rolle i at støtte truede arter og styrke naturens mangfoldighed. Men naturen må ikke blive et eksperimentarium, hvor dyrene betaler prisen for vores forsøg på biodiversitet. Vi skal udvikle og beskytte naturen, samtidig med at dyrenes velfærd respekteres, og vi som mennesker tager ansvar for de dyr, vi holder. Naturnationalparker må ikke blive en undskyldning for at påføre dyr unødige lidelser.

Vi skal ikke længere affinde os med den utryghed, som islamismen systematisk spreder. Vi kan ikke stille os passive, mens det land, som generationer før os har bygget med ansvar og mådehold, undergraves i islams navn. Danskernes velvære skal sættes først - før hensynet til forældede konventioner, før frygten for, hvad den globale landsby måtte mene, og før hvad parnasset måtte tænke. Hvis en konvention står i vejen for danskernes tryghed, må vi træde ud af den. Det handler om danskerne, om deres bekymringer, deres smerte og deres ret til tryghed - noget vi ikke længere kan negligere.

Absolut ikke - den stramme udlændingepolitik har sammen med Dansk Folkeparti været garant for, at Danmark ikke ender med svenske tilstande. Hvis noget, bør den skærpes endnu mere. Asylansøgere skal afvises ved grænsen, familiesammenføring begrænses kraftigt, og dansk statsborgerskab skal kun gives til dem, der oprigtigt anerkender danske værdier. Vi skal ikke nøjes med overfladisk integration: Hvis nogen mener, at kvinder er mindre værd end mænd, at homoseksuelle skal straffes, eller at sharia skal styre Danmark, hører de ikke hjemme her. Det er selvfølgelig tung tale for dem, som ikke vil se verden, som den er, men som håber, den tager sig ud på en anden måde. Faktum er blot, at antallet af ikke-vestlige indvandrere betyder noget. Og sprogskoler, integrationstiltag og mentorordninger er bare ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal vende den udvikling, som alt for mange partier på tværs af partifarver har set bort fra. Hvad der til gengæld er brug for, er en konsekvent udlændingepolitik.

Statsborgerskab er ikke en formalitet, men et tillidsbevis. Derfor foreslår Dansk Folkeparti et årligt loft på 250 nye statsborgerskaber, så hver ansøgning kan behandles grundigt. Ansøgere skal til personlig samtale med Folketingets indfødsretsudvalg, og den automatiske tildeling til såkaldte bipersoner, typisk børn, der ellers blot “følger med” en forælder, skal afskaffes, så alle vurderes individuelt. Statsborgerskab skal ikke arves, men værdsættes. Vi ønsker et system med dybde over bredde. Ét samlet lovforslag med tusindvis af navne uden individuel behandling er i strid med grundlovens ånd. Hver ansøgning bør kunne stå på egne ben. Statsborgerskab skal kunne fratages, hvis det er opnået på falske præmisser eller misbruges gennem alvorlig kriminalitet. Det bør være muligt at trække indfødsretten tilbage, hvis man bryder den tillid, man har fået. Rettigheder og pligter følges ad.

Ældre skal ikke acceptere, at robotter eller pårørende erstatter den hjælp, de har krav på. Robotter kan være et supplement, men de kan aldrig erstatte menneskelig kontakt og omsorg. Det er plejepersonalet, der skal udføre arbejdet - ikke maskiner og ikke familien. Pårørende skal være familie – ikke presset til at varetage opgaver, som kommunen burde løse. Det er kommunens ansvar at sikre, at der er nok medarbejdere i ældreplejen, skabe ordentlige arbejdsforhold og give tid til nærvær. Vi skal fastholde de dygtige medarbejdere, så de bliver i jobbet, og vi skal sikre, at ældre får den hjælp og omsorg, de har krav på. Robotter og teknologi kan være hjælpemidler, men de må aldrig blive en undskyldning for at skære ned eller spare på det mest grundlæggende - menneskelig pleje og respekt for de ældre. Velfærd skal ikke skubbes over på pårørende eller erstattes af maskiner. Ældre fortjener bedre – og det skal vi som samfund stå fast på.

Det var Dansk Folkeparti, der fik indført ældrechecken, og vi har siden kæmpet for at udbygge den. Vi foreslår, at alle med fuldt pensionstillæg får 1.000 kr. skattefrit om måneden – 12.000 kr. om året - så man har lidt ekstra til sig selv eller kan forkæle børnebørnene uden bekymringer. Ældre har bygget samfundet – nu skal samfundet give noget tilbage.

Unge skal kunne tage deres ungdomsuddannelse tæt på hjemmet. Det styrker både lokalsamfundet og motivationen for uddannelse – når man ikke skal skifte transport flere gange eller bruge timer på transport om dagen, bliver det både lettere og mere attraktivt at gennemføre. Jeg tror også på, at det styrker de unges tilknytning til lokalområdet. Det nytter ikke noget, at det ser flot ud på papiret, men ikke kan fungere i virkeligheden. Hvis det kan lade sig gøre, og det giver mening lokalt, skal vi bestemt arbejde for det.

Vi har i alt for høj grad haft et akademiseringspres på de unge i Danmark. Ikke alle drømmer om en lang universitetsuddannelse – og det skal vi anerkende. Flere unge bør vælge en professionsuddannelse eller en erhvervsuddannelse, fordi det både matcher arbejdsmarkedets behov og giver mulighed for et godt og meningsfuldt arbejdsliv. Samtidig skal vi gøre det langt mere attraktivt at vælge denne vej. Det kan være gennem bedre praktikforløb, højere anerkendelse af faglighed og økonomiske incitamenter, så det bliver et naturligt og eftertragtet valg – ikke et “næstevalget, hvis man ikke kan komme ind på universitetet”.

Helt grundlæggende mener jeg, at Danmark er bedst tjent med en langt mere ligelig fordeling af kulturkroner på tværs af landet. Kultur er ikke noget, der kun trives i postnumre med brosten og ministerkontorer. Man behøver ikke tage turen til København for at opleve kvalitet. Den findes allerede i provinsen, i landkommunerne, i egnsteatrene, museerne og forsamlingshusene, hvor engagementet bæres af både ildsjæle og publikum. At København som hovedstad modtager en betydelig andel, er i min optik rimeligt. Hovedstaden rummer nationale institutioner med et landsdækkende ansvar og en international forpligtelse. Det forpligter, og det koster. Det ændrer bare ikke ved, at Danmark er større end hovedstaden, og at kulturlivet i resten af landet også fortjener anerkendelse og midler, der matcher ambitionerne.

Jeg respekterer fuldt ud ejendomsretten - den er ukrænkelig. Samtidig er det vigtigt, at folk kommer ud og oplever naturen; frisk luft, bevægelse og oplevelser i det fri er en investering i både helbred og trivsel. Derfor bør vi satse på mere skovrejsning og naturprojekter, der giver danskerne bedre adgang til grønne oplevelser - uden at nogen føler sig trådt på.