er rimeligt og nødvendigt, at Danmark bruger 5 procent af BNP på forsvar og sikkerhed. Den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig markant, og vi kan ikke længere tage for givet, at USA automatisk vil komme os til undsætning i en krisesituation. Derfor må Danmark og Europa tage et langt større ansvar for egen sikkerhed. Ved at leve op til NATO’s målsætninger styrker vi både alliancen og vores egen evne til at forsvare landet. Selvom oprustning er dyr, er et troværdigt forsvar en forudsætning for fred, stabilitet og velfærd. Uden sikkerhed har vi i sidste ende hverken et sundhedsvæsen, et uddannelsessystem eller et velfærdssamfund at beskytte.

Genindførelsen af Store Bededag handler politisk om folkets ret til en fridag, forankret i danske traditioner og kultur. Fridage er ikke blot et økonomisk spørgsmål, men en del af den sociale kontrakt mellem stat og borgere. Store Bededag har historisk været en fælles, samlende dag, der afspejler respekt for arbejdsliv, familieliv og kirkelige traditioner. Når en helligdag fjernes uden bred folkelig opbakning, opleves det som et indgreb i borgernes rettigheder og i den danske måde at balancere arbejde og fritid på. Politisk bliver genindførelsen derfor et krav om at respektere befolkningens vilje, bevare traditioner og fastholde, at fælles fridage er et anliggende for folket – ikke blot et redskab i kortsigtet økonomisk politik.

Danskernes pensionsalder bør ikke automatisk fortsætte med at stige i takt med levealderen. Pension skal opleves som en ret – ikke som en fjern belønning, der konstant rykkes. Har man som dansk statsborger bidraget til samfundet gennem 40 års fuldtidsarbejde, bør man have mulighed for at trække sig tilbage og gå på pension. Samtidig skal der være frihed til at fortsætte arbejdslivet for dem, der ønsker og evner det, understøttet af gunstige skattevilkår. Pensionssystemet skal bygge på retfærdighed, fleksibilitet og respekt for et langt arbejdsliv – ikke på ensidige aldersgrænser uden hensyn til menneskers faktiske indsats.

Danmark bør investere mere massivt i Grønland, men kun i et tæt og ligeværdigt samarbejde med grønlænderne. Grønland kan allerede meget selv og råder over store, endnu uudnyttede ressourcer. Ved fælles investeringer i uddannelse, infrastruktur og erhverv kan både Grønland og Danmark få mere ud af disse muligheder. Det handler ikke om at købe loyalitet, men om at vise, at Rigsfællesskabet kan skabe reel værdi for begge parter. Samtidig skal Grønlands ret til selv at bestemme sin fremtid respekteres fuldt ud. Hvis grønlænderne vælger at blive, bør det være fordi samarbejdet styrker deres samfund og selvstændighed – ikke fordi de gøres økonomisk afhængige. En øget dansk investering giver derfor mening, hvis den bygger på partnerskab, respekt og fælles udvikling.

Danmark bør indføre atomkraft som en del af energiforsyningen. Atomkraft er en grøn og stabil energikilde, der kan erstatte fossil energi og sikre en pålidelig strømproduktion, uanset vejr og vind. Med atomkraft kan Danmark blive mere uafhængig af importeret energi, herunder russisk gas, og dermed styrke både klimaindsatsen og den nationale sikkerhed. Teknologien har udviklet sig markant, og moderne atomkraftværker har et meget højt sikkerhedsniveau, som reducerer risikoen for ulykker til et minimum. Selvom vind- og solenergi fortsat spiller en vigtig rolle, kan de ikke alene sikre en stabil energiforsyning. Atomkraft bør derfor ses som et nødvendigt supplement, der giver energisikkerhed, lav CO₂-udledning og et mere robust grønt energisystem for Danmark.

Jeg mener ikke, at den næste regering bør bestå af partier hen over midten. Forskellige politiske fløje findes af en grund, og uenighed er en naturlig og sund del af demokratiet. Når partier med vidt forskellige ideologier samles i én regering, udviskes de politiske forskelle, og vælgerne får sværere ved at gennemskue, hvad de stemmer på. Den nuværende midterregering har desuden ikke levet op til flere af sine egne politiske løfter, hvilket har svækket tilliden til projektet. Vælgerne bør have mulighed for at træffe klare valg mellem rød og blå politik og kunne holde regeringen ansvarlig. Et tydeligt politisk alternativ er bedre end brede kompromiser, der ofte ender med at tilfredsstille ingen.

giver god mening at oprette modtagecentre for asylansøgere uden for Europa. Asyl bør handle om beskyttelse – ikke om bekvemmelighedsflytninger eller om, hvem der har råd til at betale menneskesmuglere. Asylansøgere bør først få deres sag behandlet, før de eventuelt kommer til Danmark. På den måde kan vi stoppe den farlige menneskesmugling over Middelhavet og sikre et mere retfærdigt og kontrolleret asylsystem. Samtidig bør hjælpen i højere grad ydes nærområderne, så flere kan hjælpes for de samme midler. Denne tilgang flugter med holdningen hos Dansk Folkeparti, som lægger vægt på stram udlændingepolitik, hjælp tæt på konflikterne og respekt for Danmarks kapacitet og sammenhængskraft. Det er vigtigt at overholde internationale forpligtelser, men de skal balanceres med realisme, sikkerhed og ansvarlighed.

Danmark kan ikke alene redde verdens klima, men har et ansvar for at bidrage til den grønne omstilling. Det er vigtigt, at Danmark tager del i indsatsen og viser vilje til at reducere CO₂-udledningen, men klimaambitioner må ikke gennemføres på en måde, der svækker dansk erhvervsliv. Hvis kravene bliver for høje eller for hurtige, risikerer vi, at virksomheder flytter produktion og arbejdspladser til lande med lavere klimaambitioner, hvilket hverken gavner dansk økonomi eller det globale klima. En ansvarlig klimapolitik bør derfor finde en balance, hvor Danmark bidrager konstruktivt, men samtidig beskytter konkurrenceevne, arbejdspladser og velstand.

Jeg er overvejende uenig i, at politikere bør begrænse børn og unges brug af sociale medier gennem regulering og forbud. Sociale medier er en integreret del af unges sociale liv, læring og kommunikation, og politiske indgreb risikerer at være både svære at håndhæve og ude af trit med virkeligheden. I stedet bør fokus være på oplysning, digital dannelse og ansvarlig brug. Ved at styrke undervisning i konsekvenserne af overdreven brug, databeskyttelse og online adfærd kan børn og unge rustes til selv at træffe bevidste valg. Dialog, viden og forældreinvolvering er mere bæredygtige løsninger end politisk detailstyring.

Danmark bør have færre ulve. Ulven er ikke en naturlig del af den moderne danske fauna, men et dyr, der er genindvandret og reelt fungerer som et importeret rovdyr i et tæt befolket land som Danmark. Ulve skaber utryghed for borgere i landområder, giver problemer for husdyrhold og passer dårligt ind i et kulturlandskab, hvor naturen i forvejen er stærkt reguleret. Hvis der er behov for at regulere vildt, findes der andre og mere balancerede måder at gøre det på, som ikke indebærer store rovdyr tæt på mennesker. Naturforvaltning skal tage hensyn til både biodiversitet, landbrug og befolkningens tryghed, og derfor giver en mere konsekvent regulering af ulvebestanden god mening.

Det bør være lettere for udlændinge at komme til Danmark og arbejde, når der er et dokumenteret behov for arbejdskraft, og når de nødvendige kvalifikationer ikke kan dækkes nationalt. En ansvarlig arbejdskraftspolitik skal sikre, at udenlandsk arbejdskraft supplerer – og ikke fortrænger – danske arbejdstagere. Samtidig skal adgang til arbejdsmarkedet følges af klare krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår, respekt for danske regler og vilje til at bidrage til samfundet. Ophold og arbejde i Danmark må ikke automatisk give adgang til dansk statsborgerskab, men skal være klart adskilt fra spørgsmål om permanent ophold og indfødsret.

Danmarks sikkerhedspolitiske samarbejde bør være klart betinget af, at vores allierede fortsat agerer loyalt og pålideligt. Samarbejdet skal hvile på gensidig tillid, fælles værdier og respekt for Danmarks suverænitet. Hvis disse grundlæggende forudsætninger ikke længere er opfyldt, må eksisterende aftaler genovervejes. Internationalt militært samarbejde giver kun mening, når det styrker – og ikke svækker – Danmarks sikkerhed, selvbestemmelse og politiske handlefrihed.

Der skal bruges flere penge på psykiatrien, så alle, der har brug for hjælp, kan få behandling rettidigt og effektivt. Dansk Folkeparti mener, at psykiatrien skal styrkes med flere specialiserede behandlere, bedre faciliteter og øget opsøgende indsats. Indsatsen skal målrettes både børn, unge og voksne, så vi forebygger mistrivsel, styrker rehabilitering og sikrer, at borgere med psykiske lidelser kan leve et værdigt og selvstændigt liv. Offentlige midler skal anvendes effektivt, så pengene går til behandling og støtte, ikke unødvendig administration.

Jeg er lidt uenig i, at problemet primært løses gennem højere løn til personalet i sundhedsvæsenet. Jeg mener, at fokus i stedet bør være på at reducere unødvendigt bureaukrati, sikre bedre arbejdsvilkår og give mere handlefrihed til det personale, der står med patienterne. Løn er vigtigt, men det alene løser ikke de reelle udfordringer som tidspres, manglende ressourcer og administrative byrder. Ved at styrke effektiviteten og prioritere kerneopgaver kan personalet få bedre mulighed for at levere kvalitet og tryghed til borgerne – uden at offentlige midler først og fremmest bruges på generelle lønforhøjelser.

Staten kan i begrænset omfang finansiere slankemedicin til svært overvægtige, men det skal ske under klare rammer og strenge vilkår. Offentlige midler skal anvendes ansvarligt og målrettes borgere, hvor overvægt udgør en alvorlig sundhedsrisiko, og hvor andre indsatser har været utilstrækkelige. Medicin må aldrig blive en nem genvej, men skal indgå som led i et samlet behandlingsforløb med krav om livsstilsændringer, opfølgning og egen indsats. Dansk Folkeparti ønsker en sundhedspolitik, der tager hånd om de mest udsatte, men som samtidig fastholder princippet om personligt ansvar og respekt for fællesskabets ressourcer.

Jeg er helt enig i, at abortgrænsen skal sænkes fra 18 til 12 uger. Jeg mener, at et foster allerede tidligt i graviditeten har ret til beskyttelse, og at abort derfor kun bør kunne ske inden for de første uger, hvor beslutningen kan træffes under fuld overvejelse. Senaborter bør kun tillades i helt særlige tilfælde, hvor moderens liv eller helbred er i fare. En lavere grænse understøtter respekten for livet og sender et klart signal om, at Danmark prioriterer beskyttelsen af ufødte børn, samtidig med at kvinder fortsat har mulighed for at træffe ansvarlige valg tidligt i graviditeten.

Jeg er enig i, at aktiv dødshjælp bør være lovlig i Danmark. Mennesker med uhelbredelig sygdom og uudholdelige lidelser bør have ret til selv at bestemme over livets afslutning, når alle behandlingsmuligheder er udtømte. Aktiv dødshjælp kan give værdighed, tryghed og ro i en ellers håbløs situation. En legalisering bør ske under meget klare og strenge rammer, med grundig lægefaglig vurdering og frivilligt, informeret samtykke. Det handler ikke om at vælge livet fra, men om at respektere individets autonomi og sikre en menneskelig afslutning, når lidelsen ikke længere kan lindres.

Ja, skatten bør sættes ned, så det kan betale sig mere at arbejde, og almindelige danskere får større økonomisk råderum. Samtidig må vi erkende, at velfærdssamfundet ikke er gratis, og at skatter og afgifter er nødvendige for at finansiere kernevelfærden som ældrepleje, sundhed og skole. Jeg mener, at en ansvarlig skattepolitik skal finde balancen mellem at give borgerne mere i egen lomme og sikre, at velfærden fortsat har de nødvendige midler. Effektivitet, prioritering og reduktion af unødvendigt bureaukrati kan skabe rum til skattelettelser uden at svække kernevelfærden.

Den økonomiske lighed i samfundet skal styrkes, men det skal ske gennem arbejde, ansvar og retfærdighed – ikke gennem uansvarlig omfordeling. Dansk Folkeparti mener, at det vigtigste redskab mod ulighed er et stærkt arbejdsmarked, hvor det kan betale sig at arbejde, og hvor lønmodtagere ikke straffes af høje skatter. Samtidig skal velfærdssamfundet målrettes dem, der reelt har behov, herunder pensionister, børnefamilier og udsatte danskere. Økonomisk lighed opnås ikke ved at belønne passivitet, men ved at sikre tryghed, ordentlige vilkår og respekt for dem, der bidrager til fællesskabet.

Momsen på fødevarer skal sættes ned for at lette hverdagen for almindelige danskere og sikre, at mad ikke bliver unødvendigt dyrt. Dansk Folkeparti ønsker en politik, hvor almindelige familier får mere økonomisk råderum, uden at det går ud over velfærdens kerneopgaver. Lavere moms på fødevarer gør det lettere at vælge sund og varieret kost, samtidig med at det gavner lav- og mellemindkomstfamilier mest. Det er en konkret måde at styrke almindelige danskeres købekraft og reducere forskelle i levevilkår, samtidig med at Danmark fastholder et retfærdigt og ansvarligt skattesystem.

Jeg er helt enig i, at antallet af offentlige ansatte skal reduceres. Der er brug for at skære ned på unødvendigt bureaukrati og sikre, at offentlige midler bruges effektivt til kernevelfærd som ældrepleje, sundhed og skole. For mange ansatte i administrationen skaber tungt bureaukrati, forsinkelser og mindre fokus på borgernes behov. Jeg mener, at en målrettet reduktion vil styrke kvaliteten i den offentlige sektor, give mere handlefrihed til frontpersonale og sikre, at ressourcerne prioriteres der, hvor de gør størst forskel for samfundet. Effektivitet og ansvarlighed skal altid veje tungere end unødvendig administration.

Jeg er klart uenig i, at det er en fordel for Danmark at være en del af Den Europæiske Union. Medlemskabet medfører væsentlige ulemper, herunder afgivelse af national suverænitet og begrænset selvbestemmelse på centrale politiske områder. EU-konventioner og fælles retsakter forpligter Danmark til at følge regler, som ikke altid tager højde for nationale forhold eller danske prioriteringer. Det kan indskrænke Folketingets handlefrihed og gøre det vanskeligt at føre en politik, der er tilpasset danske værdier og behov. Samtidig pålægges Danmark betydelige økonomiske bidrag og et omfattende bureaukrati, som ikke nødvendigvis står mål med fordelene. Danmark bør have større frihed til selv at fastlægge lovgivning, internationale aftaler og politiske prioriteringer uden overnational styring.

Danmark skal ikke være blandt de lande, der bidrager mest til støtte til Ukraines kamp mod Rusland. Dansk Folkeparti mener, at vores primære ansvar er over for danske borgere og vores eget forsvar. Støtte til andre lande må ske med omtanke og i et omfang, hvor det ikke belaster dansk økonomi, velfærd og sikkerhed. Danmark skal yde humanitær hjælp, men militær og økonomisk støtte skal prioriteres strengt og afspejle nationale interesser frem for at konkurrere om at være blandt de største bidragydere. Først og fremmest skal vi sikre, at Danmark står stærkt.

Dansk Folkeparti mener, at alle elever skal have adgang til skolemad, så børn får energi og sund kost til at lære bedst muligt. Samtidig skal det være op til den enkelte skole at organisere ordningen, så den passer til lokale behov og ressourcer. Skolemad skal være sund, nærende og tilgængelig for alle elever, uden at det bliver en ensrettet løsning, der belaster skoler økonomisk eller administrativt. Fokus skal være på kvalitet, trivsel og mulighed for alle børn, frem for på detaljerede, centraliserede regler. Skolemad skal understøtte læring og sundhed – ikke bureaukrati.

Jeg er lidt enig i, at der bør være færre elever i folkeskolens yngste klasser, da mindre hold giver bedre mulighed for individuel undervisning og tryghed for børnene. Samtidig mener jeg, at fokus også bør være på at styrke lærernes muligheder, ressourcer og undervisningskvalitet, så alle børn får den støtte, de har brug for. En fast grænse på 14 elever kan være vanskelig at gennemføre overalt, men princippet om små hold i de tidlige år bør prioriteres, så børn får en god start på skolelivet og de bedste betingelser for læring og trivsel.

Jeg mener, at virksomheder skal bidrage rimeligt til fællesskabet, da skatten er med til at finansiere velfærd, infrastruktur og tryghed for borgerne. En lavere selskabsskat kan give nogle virksomheder større økonomisk råderum, men det må ikke ske på bekostning af kernevelfærden eller ved at lægge større byrder på almindelige lønmodtagere. Jeg mener, at selskabsskatten skal være konkurrencedygtig, men samtidig fair, så danske virksomheder bidrager til samfundet på lige fod med borgernes skattebetalinger.

Der bør være en tydelig og stor forskel på at være i arbejde og at modtage offentlige ydelser. Dansk Folkeparti mener, at det skal kunne betale sig at arbejde, så hårdt arbejde belønnes økonomisk og socialt. Offentlige ydelser skal sikre et minimumslevel, men de må aldrig give incitament til passivitet. Et ansvarligt velfærdssystem bygger på princippet om, at de, der bidrager til samfundet gennem arbejde, skal have bedre muligheder og højere råderum end dem, der udelukkende lever af offentlige ydelser. På den måde styrkes både arbejdsmarkedet, økonomien og sammenhængskraften i samfundet.

Seniorer bør have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet. Mange ældre besidder værdifuld erfaring, stabilitet og faglig viden, som samfundet har stor gavn af. Derfor skal det bedre kunne betale sig for seniorer, der ønsker og har helbredet til det, at fortsætte i arbejde. Det kan ske gennem lavere skat, fleksible arbejdstider og færre bureaukratiske benspænd. Samtidig skal det være et frit valg – ikke en pligt. Ingen skal presses til at arbejde længere, end de magter. En ansvarlig seniorpolitik anerkender både retten til pension efter et langt arbejdsliv og værdien af dem, der frivilligt vælger at blive længere på arbejdsmarkedet.

Vi skal ikke opsætte flere solceller på åben land. Dansk Folkeparti mener, at det danske landskab, natur og jordressourcer skal beskyttes, og at store solcelleanlæg ikke må tage plads fra landbrug, natur og fritidsområder. Vedvarende energi skal udvikles, men med fokus på byområder, tage, eksisterende bygninger og allerede påvirkede arealer – ikke ved at sprede industrielle anlæg over åbne marker. Energiomstilling må ske ansvarligt, så klimaindsatsen ikke går ud over vores landbrugsproduktion, landskabspleje eller lokalsamfund. Bevaringshensyn og national produktion skal altid veje tungere end ideologiske energiprojekter på åben mark.

Jeg er helt uenig i, at det skal være lettere at se bort fra naboers protester, når der opsættes vindmøller. Jeg mener, at lokalsamfund og naboer skal have reel indflydelse, da det er deres hverdag, der påvirkes af store anlæg. Tvungen placering uden hensyn til borgernes ønsker skaber mistillid og modstand, og det underminerer frivillighed og respekt for lokalsamfundet. Energiomstilling må ske med dialog, kompromis og lokalt ejerskab, så både klima og borgernes rettigheder respekteres. Vindmøller bør placeres med balance mellem national energiinteresse og respekt for de mennesker, der bor tæt på.

Jeg er uenig i, at Danmark skal have flere nationale naturparker. Jeg mener, at det er vigtigt at beskytte naturen, men samtidig skal hensynet til landbrug, lokalbefolkning og erhverv respekteres. For mange restriktioner og fredninger kan begrænse mulighederne for dansk produktion og lokale aktiviteter. Naturbeskyttelse skal ske på en afbalanceret måde, hvor både miljø, erhverv og lokalsamfund kan trives. Fokus bør være på målrettede tiltag, pleje af eksisterende naturområder og frivillige løsninger fremfor at udvide nationale parker, som pålægger områder og borgere unødige begrænsninger.

Jeg er enig i, at Danmark skal have ret til at udvise kriminelle udlændinge, også selvom det kan stride mod internationale konventioner. Jeg mener, at beskyttelsen af danske borgeres sikkerhed, tryghed og velfærd altid skal veje tungere end internationale forpligtelser, når personer begår alvorlig kriminalitet i Danmark. Udlændinge, der krænker loven, skal holdes ansvarlige og risikere udvisning, så vi kan bevare respekten for retssystemet og sikre, at Danmark er et trygt sted at bo. Internationalt samarbejde er vigtigt, men aldrig på bekostning af dansk suverænitet og borgernes sikkerhed.

Den danske udlændingepolitik skal ikke lempes – den skal tværtimod strammes. Danmark har brug for klare grænser, fast styring og konsekvens i udlændingepolitikken for at beskytte sammenhængskraften, velfærden og den nationale tryghed. Erfaringerne viser, at en lempelig politik fører til øget pres på velfærdssystemet og udfordringer med integration. Derfor skal Danmark fortsat føre en stram og ansvarlig udlændingepolitik, hvor hjælp ydes i nærområderne, og hvor ophold i Danmark ikke er en automatisk rettighed. Det danske samfund bygger på fælles værdier, ansvar og pligter – og disse må aldrig sættes over styr af en uansvarlig udlændingepolitik.

Det skal ikke være nemmere at få dansk statsborgerskab. Tværtimod skal dansk indfødsret forbeholdes dem, der reelt har bevist deres loyalitet, tilknytning og bidrag til Danmark. Statsborgerskab er ikke en administrativ formalitet, men et udtryk for et forpligtende fællesskab bygget på danske værdier, sprog og respekt for vores love. Kravene skal derfor være høje og klare, så statsborgerskabet ikke udvandes. Permanent ophold og indfødsret må aldrig være automatiske rettigheder, men noget man gør sig fortjent til gennem mange års dokumenteret indsats, selvforsørgelse og integration. Danmark skylder sine borgere at værne om statsborgerskabets betydning.

Jeg er lidt uenig i, at flere ældre skal acceptere, at robotter og pårørende overtager plejen. Jeg mener, at teknologien kan og skal være en hjælp i hverdagen og aflaste personalet, men pårørende må ikke lægges under et unødigt ansvar. Pleje af ældre skal primært varetages af faguddannet personale, så kvalitet, værdighed og tryghed sikres. Robotter kan supplere, men må aldrig erstatte menneskelig kontakt eller skabe pres på familien. Jeg mener, at investering i teknologi skal kombineres med styrkede ressourcer til ældreplejen, så både borgere og pårørende mødes med respekt og ordentlig støtte.

Ældrechekken bør forhøjes. Jeg mener, at vores ældre har ydet en livslang indsats, som har gjort det muligt for Danmark at opbygge det velfærdssamfund, vi har i dag. Det er derfor kun retfærdigt, at de ældre får ekstra anerkendelse gennem en højere ældrecheck, så de kan nyde deres pensionisttilværelse med tryghed og værdighed. Forhøjelsen belønner dem, der har arbejdet hårdt og bidraget til samfundet, og sender samtidig et klart signal om respekt for generationer, der har bygget Danmark. Ældrechekken skal styrke økonomien for pensionister uden at belaste andre centrale velfærdsydelser.

Unge skal så vidt muligt have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i nærheden af deres bopæl, da nærhed øger tryghed, fastholdelse og lige adgang til uddannelse. Samtidig må vi anerkende, at Danmark rummer et bredt og specialiseret uddannelsessystem, hvor ikke alle uddannelser kan tilbydes lokalt. Derfor skal det fortsat være en naturlig del af systemet, at unge kan rejse længere for at forfølge deres drømmeuddannelse. Her spiller skolehjem og elevboliger en vigtig rolle i at sikre, at afstand ikke bliver en barriere. Uddannelsespolitikken skal balancere nærhed med valgfrihed og kvalitet – til gavn for både den enkelte og samfundet.

Det bør ikke være et politisk mål at styre unge i retning af bestemte uddannelsestyper frem for andre. Unge skal have friheden til at vælge den uddannelsesvej, de brænder for – uanset om det er en universitetsuddannelse, en professionsbachelor eller en erhvervsuddannelse. Motivation og engagement er afgørende for både gennemførelse og kvalitet. Samtidig må vi ærligt erkende, at Danmark i dag har en markant mangel på faglærte og håndværkere. Det problem løses ikke ved at nedprioritere akademiske uddannelser, men ved at styrke erhvervsuddannelsernes kvalitet, prestige og rammer. Uddannelsespolitikken skal bygge på valgfrihed, respekt og balance – ikke politisk detailstyring af unges drømme.

Jeg er enig i, at staten bruger alt for mange penge på kultur i hovedstadsområdet i forhold til resten af landet. Jeg mener generelt, at offentlige kulturmidler er blevet skævt fordelt, og at det er vigtigt at sikre, at hele Danmark – også provinsen og mindre byer – får adgang til kulturtilbud. Kulturstøtte bør prioriteres, så den gavner flest muligt, fremmer lokal aktivitet og understøtter danske værdier, fremfor at koncentreres i København. Offentlige midler skal anvendes ansvarligt, så både kunst, kultur og borgernes skattemidler kommer til gavn for hele landet, ikke kun hovedstaden.

Jeg er helt uenig i, at borgere skal have større adgang til skov og natur på privat jord. Privat ejendom skal forblive privat ejendom, og ejendomsretten er en grundlæggende rettighed, som skal respekteres. Tvungen offentlig adgang til private områder skaber konflikter, reducerer ejers frihed og kan skade både naturen og lokalsamfundene. Jeg mener, at adgang til natur bedst sikres gennem offentlige skove, naturreservater og rekreative områder, hvor alle kan færdes uden at krænke privatliv og ejendomsret. Ejendomsretten skal altid veje tungere end ideologiske forslag om fri adgang.