Greve har ikke brug for en højere kommuneskat – vi bruger allerede flere penge pr. borger end landsgennemsnittet, men mange oplever alligevel et lavere serviceniveau. Det viser, at problemet ikke er for få penge, men dårlig prioritering. Hver ekstra krone i skat er en krone mindre i borgernes egen husholdning, og det gør Greve mindre attraktiv for familier at bosætte sig i. Vi skal i stedet bruge ressourcerne smartere: slanke administrationen, nedlægge overflødige udvalg og sikre, at medarbejderne bruger tiden på kerneopgaver frem for bureaukrati. På den måde kan vi hæve serviceniveauet – uden at hæve skatten.

Jeg er enig i målet, men vi skal være realistiske. På den lange bane skal kommuneskatten ned, så borgerne får flere penge mellem hænderne, og Greve bliver mere attraktiv at bo i. Men det kræver, at vi først får ryddet op i mange års dårlig administration. Vi bruger allerede mere end landsgennemsnittet pr. borger, men kvaliteten i skoler og dagtilbud halter stadig. Det viser, at problemet ikke er for få penge, men dårlig prioritering. Vi kan finde besparelser ved at nedlægge unødvendige udvalg, slanke administrationen og mindske bureaukratiet. Når pengene bruges smartere, kan vi både levere bedre velfærd og sænke skatten – uden at skære i kerneydelserne.

At stille op til byrådet bør handle om lysten til at gøre en forskel for sit lokalsamfund – ikke om økonomiske incitamenter. Der er allerede vederlag og godtgørelser for det arbejde, man udfører, og det er rimeligt, men jeg ønsker ikke at gøre det mere økonomisk attraktivt at være politiker. Tværtimod bør vi fokusere på at gøre det politiske arbejde mere meningsfuldt ved at nedlægge overflødige udvalg og reducere antallet af møder, der i dag ofte er præget af administrationens dagsordener frem for reelle politiske diskussioner. Det vil frigive tid, gøre arbejdet mere interessant og samtidig spare borgerne for unødvendige udgifter.

Jeg er uenig i præmissen. Selvfølgelig skal vi hjælpe særligt udfordrede børn – det er en af kommunens vigtigste opgaver. Men det må ikke ske på en måde, hvor hjælpen går direkte ud over de øvrige elever. Når læreren hele tiden skal fokusere på få børn med store udfordringer, mister resten af klassen både ro og læring. Vi skal derfor prioritere fleksible løsninger: to-lærer-ordninger, specialpædagogisk støtte og tæt samarbejde med forældrene. Samtidig skal skolebestyrelserne have større frihed til at tilpasse indsatsen lokalt. På den måde kan vi sikre, at de mest udfordrede børn får den hjælp, de har brug for – uden at resten af eleverne betaler prisen. Vi skal også tage et opgør med den forfejlede politik om inklusion. Specialtilbud med små klasser til særligt udfordrede kan sagtens vise sig at gøre mere gavn end en ensidig fokus på alle børn skal inkluderes for enhver pris.

Der er i dag for få ansatte i forhold til antallet af børn i Greves daginstitutioner, og det går ud over både børnenes trivsel og medarbejdernes arbejdsmiljø. Det er ikke let at løse fordi det skyldes jo netop at det er svært at tiltrække arbejdskraft til området. Vi kan dog ikke være en attraktiv kommune for børnefamilier, hvis kvaliteten i dagtilbuddene halter. Problemet er dog ikke alene kun penge, men også prioritering: Greve har valgt at bruge relativt flere midler på ældreområdet, mens dagtilbud og skoler er blevet underprioriteret. Jeg ønsker en bedre balance, hvor vi overholder de aftalte normeringer, så børnene får den nærværende voksenkontakt, de har brug for, og hvor pædagogerne får tid til at løse deres kerneopgave. Det er en investering i både nutidens og fremtidens Greve.

Jeg er enig i, at nogle steder skal klassestørrelserne i Greve ned, men jeg deler ikke præmissen om, at det nødvendigvis skal ske ved at spare andre steder. Problemet er, at vi i dag bruger ca. 5.000 kr. mindre pr. elev end nabokommunerne, og det skaber større klasser med mere uro. Nogle steder vil løsningen være færre elever i klassen, andre steder kan det være to-lærer-ordninger eller mere støtte. Derfor skal det ikke detailstyres fra rådhuset, men besluttes lokalt af skolebestyrelserne, som kender eleverne og behovene bedst. Vi skal prioritere skolerne højere, så vi kan skabe ro og bedre undervisning – uden at det bliver en spareøvelse på andre velfærdsområder.

Jeg er enig i, at vi skal prioritere flere varme hænder i ældreplejen, men jeg mener ikke, det skal være et enten-eller. Teknologi kan være et godt supplement, hvis det frigør tid til omsorg og nærvær – men det må aldrig erstatte den menneskelige kontakt. Problemet i dag er, at teknologien alt for ofte bliver indført for at effektivisere på papiret, i stedet for at skabe værdi for de ældre. Vi skal sikre, at ressourcerne går til medarbejdere, der kan være til stede hos borgerne, og bruge teknologien klogt, så den understøtter kerneopgaven. Ældreplejen handler om mennesker først – og teknologien skal altid være et værktøj, ikke en erstatning.

Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil styrke serviceniveauet og skabe flere valgmuligheder for de ældre. I dag er mange borgere låst fast i et kommunalt system, hvor tilbuddene er ens, og hvor der mangler incitament til at gøre det bedre. Hvis vi åbner mere for private leverandører, kan vi få nye idéer, større fleksibilitet og bedre kvalitet – samtidig med at borgerne får friheden til selv at vælge. Kommunens rolle bør være at sikre klare kvalitetskrav og effektiv kontrol, så vi kan holde alle aktører op på samme standard. På den måde kan vi skabe en ældrepleje, hvor konkurrence betyder bedre service – ikke ringere vilkår.

Vores ældre skal ikke reduceres til et nummer i systemet, hvor en robotstøvsuger erstatter den menneskelige kontakt. Hjemmeplejen handler ikke kun om praktiske gøremål, men også om nærvær og tryghed. Derfor må en robot aldrig være en tvangsløsning, men kun et tilbud – hvis det er den ældres eget ønske. Teknologi kan være en hjælp i hverdagen, men det skal være et supplement, ikke en erstatning. Vi skal altid respektere borgernes behov og ønsker først. Det er netop forskellen på en ældrepleje med fokus på mennesker – eller på systemets effektivitet.

Genoptræning er helt afgørende for, at borgere kan komme hurtigt og godt tilbage efter sygdom eller skader – og det bør prioriteres højere i Greve. Men jeg mener ikke, det skal ske ved at skære ned på andre vigtige sundhedstilbud som forebyggelse, der netop kan mindske behovet for genoptræning på længere sigt. Vi skal derfor tænke smartere i organiseringen: mindske bureaukrati og unødvendige lag i administrationen og i stedet sikre, at pengene når helt ud til borgerne. På den måde kan vi styrke genoptræningen, uden at det bliver på bekostning af de forebyggende indsatser, som også er en del af en bæredygtig sundhedspolitik.

Jeg deler ønsket om mere trygge og fredelige bymidter, men et generelt forbud mod gennemkørende trafik og parkering langs gaderne er ikke løsningen. Det vil skade butikkerne og gøre det mindre attraktivt at handle lokalt, hvis kunderne ikke kan komme til. I stedet skal vi sammen med erhvervslivet arbejde med kloge trafikløsninger: hastighedszoner, bedre kryds, sikre skoleveje og mere cykelvenlige områder, der skaber ro uden at lukke bymidten ned. Parkering kan i højere grad samles i de bagvedliggende arealer, så vi får plads til både liv, handel og tryghed i bymidten. Balance er nøglen – ikke forbud. Bymidterne skal have boliger så der derved opstår mere tryghed. Den model virker godt i Solrød og den bør Greve tage ved lære af.

Vi skal i højere grad fortætte byerne i stedet for hele tiden at udlægge nye områder til boliger og erhverv. Det giver liv i bymidterne, bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og mulighed for at skabe attraktive byrum tæt på stationer og indkøb. Men fortætning skal ske klogt: vi må ikke bygge så tæt, at vi mister grønne lommer, lys og luft. Konkret ser jeg et stort potentiale i at udvikle Greve Midtby, Mosede Havn Håndværkerbyen med blandede funktioner, hvor butikker, boliger og arbejdspladser skaber aktivitet hele døgnet. Det er den vej, vi skal gå, frem for at brede os ud over de få af kommunens grønne områder der resterer i det åbne land.

Jeg støtter grøn energi, men løsningen er ikke at udlægge endnu mere plads til store solcelleparker og vindmøller tæt på beboelse. Det skaber støj, skæmmer naturen og giver konflikter med naboer. Vi bør i stedet satse på decentrale løsninger som solceller på tage og udnyttelse af erhvervsarealer. Samtidig skal vi som samfund turde tage næste skridt og gå i gang med atomkraft, som både er CO₂-fri og stabil energiproduktion. Kommunens rolle bør være at skabe gode rammer for private investeringer i grøn energi – men uden at ofre borgernes livskvalitet.

Jeg er delvist enig. Selvfølgelig skal vi tænke CO₂-aftryk ind i kommunale byggerier – men vi skal gøre det med omtanke. Det giver ingen mening at bygge dyrt, bare for at sætte flueben ved en grøn dagsorden, hvis det betyder færre penge til skoler og kernevelfærd. Jeg mener, vi skal prioritere løsninger, der både er klimavenlige og økonomisk ansvarlige, fx klimarenovering af eksisterende bygninger, hvor besparelser på energi og vand kan betale investeringen hjem. Vi bør også vælge materialer og teknologier med lavt CO₂-aftryk, når det kan ske uden at sprænge budgettet. Grøn omstilling ja – men altid kombineret med sund fornuft og respekt for borgernes skattekroner.

Vækst er vigtigt for Greves fremtid, men vækst kan aldrig stå alene. Hvis vi tiltrækker flere borgere og virksomheder uden samtidig at sikre kapacitet i skoler, daginstitutioner og infrastruktur, skaber vi flere problemer end løsninger. Konkret har vi brug for en daginstitution i det nye boligområde Tværhøjgård, så nye områder kan udvikles i takt med børnefamiliernes behov. Det er nemlig afgørende, at vi tiltrækker flere børnefamilier, for ellers risikerer vi om 4–5 år at stå i en situation, hvor vi må overveje at lukke en skole pga. faldende børnetal. Derfor skal vækst kobles til investeringer i kernevelfærd og smartere planlægning, så vi både styrker udvikling og sikrer liv i lokalsamfundene.

Beskyttelsen af grønne områder er ikke prioriteret for højt – tværtimod er de grønne områder en af Greves største styrker og noget af det, der gør kommunen attraktiv for både børnefamilier og seniorer. Hvis vi presser naturen for hårdt for at bygge nyt, risikerer vi at miste den kvalitet, der gør folk glade for at bo her. Jeg mener, at vi i stedet skal fortætte vores eksisterende bymidter, udvikle Håndværkerbyen og skabe mere blandede funktioner i områder som Waves og Greve Midtby. På den måde kan vi sikre plads til både boliger, erhverv og kultur – uden at gå på kompromis med de grønne værdier, som er afgørende for livskvaliteten i kommunen.

Mange borgere i Greve oplever, at deres indsigelser i høringsprocesser sjældent gør en reel forskel. Der bliver lyttet høfligt, men beslutningerne er ofte taget på forhånd, og borgernes input ender som bilag uden konsekvens. Det gælder både i lokalplaner og i den overordnede kommuneplan. Som formand for en grundejerforening har jeg selv oplevet, hvordan indvendinger om mangelfuld planlægning bliver overhørt. Desuden er det stærkt forargeligt når kommunen først pålægger meget detaljerede krav til borgerne i en lokalplan, men når der så skal bygges kommunalt under samme lokalplan så påtage de sig dispensation. Jeg ønsker at vi tager borgernes indsigelser langt mere alvorligt og sikrer reelle ændringer, når der peges på udfordringer. Det vil styrke tilliden til demokratiet og give bedre løsninger for hele kommunen.

Kommunen skal ikke være aktivistisk eller drive udenrigspolitik. Opgaven er at levere god velfærd, sikre ordentlig infrastruktur og skabe trygge rammer for borgerne – ikke at boykotte varer fra bestemte lande. Hvis Danmark som stat ønsker at føre en udenrigspolitik med sanktioner eller boykot, er det Folketinget, der skal beslutte det, ikke kommunerne. Når kommuner blander sig i international politik, skaber det kun symbolpolitik og risikerer at splitte borgerne unødigt. Greve skal fokusere på at løse de lokale udfordringer, vi faktisk har indflydelse på.

Kunst og kultur er vigtige for et levende lokalsamfund, men det betyder ikke, at kommunen skal understøtte det økonomisk i samme omfang, som vi ser i dag. Greve bruger allerede flere penge pr. borger på idræt og kultur end landsgennemsnittet, og det er svært at forsvare, når skoler og dagtilbud halter. Jeg mener, at kunst- og kulturlivet i langt højere grad skal drives af frivillige, foreninger og private aktører – kommunen kan understøtte med rammer og samarbejde, men ikke med store økonomiske tilskud. Jeg er særligt kritisk over for den massive støtte til Portalen, hvor Greves borgere reelt finansierer billigere koncerter for folk fra andre kommuner. Kultur ja – men ikke på bekostning af kernevelfærden.

Der er gode eksempler på at flygtninge (herunder de Ukrainske)og indvandrere, som bidrager positivt til lokalsamfundet og udgør en ressource – dem skal vi støtte og give plads til. Men billedet i Greve er desværre også, at udgifterne til integration og overførsler for ikke-vestlige indvandrere, specielt fra MENAP landene, fylder meget i kommunens økonomi, samtidig med at vi kæmper med parallelsamfund og lav beskæftigelse. Derfor kan vi ikke blot kalde indvandring en ressource uden at se på udfordringerne. Vi skal stille klare krav om selvforsørgelse, sprog og deltagelse i arbejdsmarkedet – så dem, der kan og vil, bliver en gevinst, mens vi undgår at skabe nye sociale problemer.