Er du enig med Charlotte Frejlev?

Del kandidaten

Charlotte Frejlev

Hjemmegående

Liberal Alliance

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg kæmper for lavere skat og mere frihed – pengene skal ikke samle støv på en kommunal konto, men ud og gøre gavn i borgernes lommer. Jeg vil have en tryggere og renere by, hvor vi tager ansvar for de socialt udsatte uden at acceptere utryghed og forfald i det offentlige rum. Vi skal bygge flere boliger for at imødekomme den høje efterspørgsel uden skøre krav og regler. Mobilitet skal have fokus på at flytte flest mennesker mest effektivt - det gøres bedst med kollektiv trafik og cykler. Garanteret parkering til alle på kommunens regning er slet ikke økonomisk muligt eller bymæssigt ønskværdigt. Jeg går ind for grøn realisme – køb af grøn strøm og væk fra biomasse - og drop symbolpolitiske, formynderiske adfærdskampagner. Det er grønt på den blå måde. Og jeg vil sætte velfærden fri: mere lokal frihed til skoler, daginstitutioner og ældrepleje – mindre detailstyring og flere frie valg for borgerne. Kort sagt: Jeg vil have en kommune, der sætter borgerne før systemet.

Tillidsposter

2024-nu · Medlem af Centerrådet · CEPOS

2022-2025 · Bestyrelsesmedlem · IDA Trafik & Byplan

Erhvervskarriere

2021-nu · Videnskabelig assistent · Sektion for Arkitektur & Design · Aalborg Universitet

2022-nu · Klimaanalytiker · Fremtidens Mobilitet · Foreningen Tænketanken CONCITO

2020-2021 · Praktikant · Urban Creators ApS

Uddannelse

2016-nu · B.Sc. i Geografi og Geoinformatik · Københavns Universitet

2019-nu · Cand. tech. i Urban Design · Urban Architecture · Aalborg Universitet

Københavns Kommune skal prioritere flere grønne områder – også hvis det koster parkeringspladser

Charlotte Frejlev uddyber:

I gamle dage blev pladser som Højbro Plads, Israels Plads og Rådhuspladsen brugt til parkering – og man kunne køre i bil på Strøget. København er blevet en langt bedre by ved at give plads til mennesker, grønne områder, handelsliv og cyklister frem for biler. Det betyder ikke, at alt skal gøres bilfrit. Fx bør tomme el-delebilspladser konverteres tilbage til almindelige pladser. Men i en by, hvor stadig flere ejer bil uden at bruge den dagligt, kan vi ikke love ubegrænset, billig parkering lige til hoveddøren – det er et fatamorgana. Hvis København skal fungere som storby, må vi prioritere mennesker og byliv først – og grønne områder er en vigtig del af den balance.

Diesel- og benzinbiler skal forbydes i flere bydele

Charlotte Frejlev uddyber:

Den foreslåede nulemissionszone på Vesterbro vil ifølge kommunens egne beregninger føre til omkring 10.000 km omvejskørsel dagligt. CO₂- og miljøgevinsterne er langt mindre, end man skulle tro. Elektrificeringen af bilparken er allerede godt i gang, og den udvikling skal understøttes med kloge nationale afgifter – ikke med symbolsk, dyr og ineffektiv kommunal trafikpolitik.

København skal have mere metro – også selvom Københavns Kommune selv skal finansiere en stor del af det

Charlotte Frejlev uddyber:

Folketinget betaler gerne for motorveje i Jylland, men ikke for metroen i København – det er en urimelig skævhed, men desværre en realitet. Vi skal have mere metro, også selvom København selv må tage regningen. Metroen er byens livsnerve og helt afgørende for, at vi kan bygge tæt og bæredygtigt. Heldigvis har vi en stærk finansieringsmodel – Københavnermodellen – hvor salg af byggeretter kan finansiere nye linjer. Det er sund økonomisk fornuft og god byudvikling.

Der skal indføres en betalingsring rundt om København

Charlotte Frejlev uddyber:

Nej, en betalingsring vil skabe kødannelse og gøre systemet mindre fleksibelt. Men afgiftssystemet bør lægges om, så det i højere grad beskatter trængsel frem for ejerskab – det kaldes roadpricing eller kørselsafgifter. Det kræver dog en beslutning fra Christiansborg, ikke kommunen. Bilbeskatningen skal ikke hæves samlet set, men omlægges, så den afspejler, hvor og hvornår man kører. Det vil være mere retfærdigt og give en mere effektiv trafikafvikling.

København skal øge antallet af parkeringspladser til biler - også hvis det koster cykelstier eller byrum

Charlotte Frejlev uddyber:

Der skal være plads til både biler, cykler og mennesker i København. Nogle steder giver det mening med gadeparkering, andre steder med cykelstier eller grønne byrum. Det handler om at se byen som en helhed og skabe en attraktiv, velfungerende storby. Biler fylder meget, så der er naturlige begrænsninger for, hvor mange parkeringspladser vi kan have, hvis vi også vil have kvalitet i bylivet. Det vigtigste er, at parkeringen bruges fleksibelt – til beboere, håndværkere, varelevering og af- og pålæsning – og at handicappladser altid prioriteres. El-delebilspladser, der står tomme, bør omdannes til almindelige pladser, så pladsen udnyttes bedre. Og ved at justere beboerlicensen kan vi sikre, at det primært er dem med reelt behov, der vælger at have bilen stående på gaden.

Kollektiv trafik skal være gratis

Charlotte Frejlev uddyber:

Kollektiv trafik skal koste noget. Billetindtægterne er vigtige for at finansiere drift og udbygning, og det er et fair princip, at man betaler for det, man bruger. Men prisen skal være den rigtige. Her vil jeg læne mig op ad førende trafikforskere fra bl.a. DTU, som anbefaler takstreformer frem for gratis transport. Selvom det kan føles urimeligt at betale relativt mere for en kort tur, fx ét stop med metroen, giver det faktisk mening: det skaber incitament til at tage cyklen på de korte stræk og den kollektive trafik på de mellemlange. Vi skal tænke transportformerne sammen – cykel, bus, tog og metro – så infrastrukturen udnyttes bedst muligt. Gratis kollektiv trafik lyder populært, men det vil hverken gavne økonomien eller mobiliteten i det lange løb.

Københavns Kommune skal afskaffe forældrebetalingen i kommunale daginstitutioner

Charlotte Frejlev uddyber:

Der er allerede fripladsordninger og nedsat betaling for familier med lav indkomst. At afskaffe forældrebetalingen vil primært gavne middelklassen og de mest velstillede – ikke dem, der har behov for hjælp. Vi skal bruge pengene, hvor de virkelig gør en forskel – fx på pladser til handicappede, hjemløse og andre udsatte borgere. Velfærdspolitik skal målrettes dem, der har det sværest, ikke spredes ud som generelle tilskud.

Andelen af almene boliger i nybyggeri skal øges markant

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg er kritisk over for, hvordan de almene boliger fungerer i dag. De burde være målrettet mennesker med et reelt boligsocialt behov – fx lav indkomst eller sociale udfordringer. Hvis det var tilfældet, ville der allerede være rigeligt med almene boliger, og dem, der kan klare sig selv, bør bo på almindelige markedsvilkår. Derfor bør man nationalt se på, hvem der faktisk skal have ret til en almen bolig. Samtidig er der behov for at justere de statslige prislofter for opførelse af almene boliger, da priserne på grunde, materialer og arbejdskraft i København for længst er løbet fra de nuværende rammer. Når de almene boliger målrettes udsatte borgere, bør kravet i nybyggeri være 10 % fremfor 25 %. Et for højt krav skubber blot priserne op på de øvrige ejerformer. De almene boliger, der bygges, skal integreres i det øvrige byggeri, så vi får reelt blandede bydele uden ny ghettodannelse.

Projektet med Lynetteholmen skal skrottes

Charlotte Frejlev uddyber:

Vi har brug for flere boliger, mere metro, klimasikring – og et sted at gøre af den overskydende jord fra byens mange byggeprojekter. Derfor har vi brug for Lynetteholmen. Projektet giver samtidig mulighed for at lede trafikken ud i Østlig Ringvej, aflaste indre by og skabe et nyt, bynært naturområde ved indgangen til Lynetteholmen. Der er legitime kritikpunkter af, hvordan projektet blev hastet igennem – det burde være gjort mere grundigt, selv hvis det havde taget lidt længere tid. Men samlet set er Lynetteholmen det mest realistiske svar på flere komplekse udfordringer i Københavns udvikling. Mit fokus er, at vi sikrer høj bykvalitet, ambitiøse klima- og miljøkrav og en stærk infrastruktur, der binder bydelen sammen og fremmer bæredygtig transport.

Rygning skal forbydes på kommunale pladser og i parker

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg er selv ikke-ryger og bryder mig ikke om passiv rygning, men det går for vidt at forbyde rygning på udendørs arealer. Det offentlige rum skal være til for alle – også dem, der ryger. Det handler om almindelig hensyntagen og god opførsel, ikke forbud.

Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.

Charlotte Frejlev uddyber:

Københavns Kommune opkræver allerede langt mere, end der må bruges på service og anlæg. Problemet er ikke for få penge, men for mange regler og for lav effektivitet. Liberal Alliance har været med til at sænke kommuneskatten fire år i træk – uden at gå på kompromis med velfærden – og skatten kan blive endnu lavere. Pengene skal ikke ophobe sig og samle støv på en kommunal konto, men ned i borgernes lommer, hvor de hører til.

Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.

Charlotte Frejlev uddyber:

I København opkræves der så meget i skat, at kommunen slet ikke må bruge pengene – anlægs- og serviceloft er for længst nået. Pengene hober sig op på kommunens konto i stedet for at ligge i borgernes lommer, hvor de hører til. Det er en hån mod skatteborgerne. Liberal Alliance har været med til at sikre Danmarks laveste kommuneskat – men den kan blive endnu lavere, helt uden at skære i velfærden. Tværtimod bruges der mange dumme penge, mens der mangler pladser på botilbud og herberger. Med klogere prioriteringer kan vi både få bedre service til de mest udsatte og en lavere skat for alle.

Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.

Charlotte Frejlev uddyber:

Der er et kunstigt loft over lønnen til kommunalpolitikere, som ikke tager højde for kommunens størrelse. I København med 680.000 indbyggere er arbejdet langt mere komplekst end i en kommune med 100.000, men honoraret er stort set det samme. I mange kommuner kan byrådsarbejdet klares i fritiden, men i København svarer det til mindst et deltidsjob. Lønnen til borgmestre og udvalgsforpersoner er rimelig, men de menige medlemmer bør have en højere aflønning, så tid, ansvar og løn hænger sammen – især i en by med høje leveomkostninger. Ellers risikerer vi, at kun meget unge eller økonomisk velstillede kan engagere sig politisk. Det skader mangfoldigheden og kvaliteten af vores lokale demokrati. Vi får, hvad vi betaler for.

Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg mener ikke, at det skal være et nulsumsspil mellem særligt udfordrede børn og de øvrige elever. Begge dele kan lade sig gøre inden for den nuværende budgetramme, hvis vi sætter skolerne mere fri og viser tillid til lærerne og ledelsen lokalt. Det handler om at bruge ressourcerne klogere – ikke nødvendigvis flere penge, men færre regler og mere faglig frihed.

Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.

Charlotte Frejlev uddyber:

Normeringer siger ikke alt. Det vigtigste er kvaliteten af den pædagogiske indsats og, at personalet får tid væk fra skrivebordet og ud på gulvet sammen med børnene. I stedet for flere regler bør vi give institutionerne mere frihed til at tilrettelægge arbejdet, så nærvær og relationer prioriteres højere end administration.

Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg ønsker langt mere lokal frihed i folkeskolen. På sigt bør folkeskolerne ligne fri- og privatskolerne mere – med større magt til skolebestyrelser, ledelse og forældre, og mindre politisk detailstyring. Der er ikke entydig evidens for, at mindre klasser i sig selv skaber bedre trivsel eller faglige resultater. Derfor bør det ikke påtvinges centralt. Skolerne skal selv kunne beslutte klassestørrelser og prioritere deres økonomi derefter – frihed og ansvar hænger sammen.

Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.

Charlotte Frejlev uddyber:

Det handler ikke om et enten-eller. God ældrepleje kræver både varme hænder og klog teknologi. Velfærdsteknologi kan frigive tid til det, der virkelig betyder noget – nærvær, tryghed og omsorg. Men teknologien må aldrig erstatte menneskelig kontakt, kun understøtte den. Målet er mere tid til mennesker. Bedre service for borgeren og bedre arbejdsmiljø for plejeren.

Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.

Charlotte Frejlev uddyber:

Mennesker er forskellige, og det skal velfærden afspejle. God service er ikke det samme for alle. Der skal være mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser på plejehjem, for et tættere samarbejde med frivillige kræfter og for flere friplejehjem. Mangfoldighed og valgfrihed giver bedre livskvalitet – ikke mere ensretning.

Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.

Charlotte Frejlev uddyber:

Ældre skal altid kunne sige nej tak til en robotstøvsuger – men det vigtigste er, at der er frit valg. Det bør være en individuel vurdering mellem den ældre, de pårørende og hjemmeplejen, hvordan hjælpen bedst tilrettelægges inden for den økonomiske ramme. Hvis man ønsker mere personlig hjælp på ét område, må man måske acceptere et lavere serviceniveau på et andet. Fleksibilitet og respekt for den enkeltes ønsker bør veje tungere end rigide regler.

Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.

Charlotte Frejlev uddyber:

Kommunens fokus skal være på reel behandling og genoptræning, hvor indsatsen faktisk gør en målbar forskel. Samtidig bør kommunen trække sig tilbage fra den formynderiske tilgang til “forebyggelse” med kost-, ryge- og motionskampagner – det er den enkeltes ansvar.

Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.

Charlotte Frejlev uddyber:

Vi skal skabe trygge og levende bymidter, men forbud og afskærmning er ikke altid den rigtige løsning. Nogle steder giver det mening at begrænse gennemkørende trafik, mens andre steder kræver adgang for beboere, erhverv og varelevering. Det vigtigste er god byplanlægning med fokus på balance – hvor biler, cyklister og fodgængere kan færdes side om side uden unødige konflikter. Målet er fredelige byrum, ikke tomme byrum.

Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.

Charlotte Frejlev uddyber:

Vi skal både fortætte og udvikle nye områder. Fortætning kan give liv og gøre byen mere bæredygtig, men der skal også være plads til at udvide bygrænsen, hvor det giver mening. Det vigtigste er kvaliteten af byudviklingen.

Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.

Charlotte Frejlev uddyber:

Det er ikke relevant at opstille vindmøller og solceller tæt på boliger i København. Vedvarende energi skal placeres, hvor det giver bedst mening – i åbent land og helst tæt på eksisterende elinfrastruktur. Der er i forvejen mange års efterslæb på udbygning af elnettet, og det er dér, indsatsen bør prioriteres.

Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg mener, at kommunale byggerier gerne må koste lidt mere, hvis det betyder lavere CO₂-aftryk og bedre kvalitet. Men der skal tænkes helhedsorienteret – på CO₂-prisen, materialernes levetid, indeklima, miljø og æstetik. Klimavenligt byggeri er også byggeri, der kan stå her i mange år og bruges på flere forskellige måder.

Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner

Charlotte Frejlev uddyber:

Vækst er en forudsætning for velfærd. Uden vækst får vi færre arbejdspladser, lavere skatteindtægter og ringere mulighed for at investere i skoler, daginstitutioner og grøn omstilling. Mere trafik og pres på kapaciteten er udfordringer, der skal løses – ikke undgås. Vi skal planlægge klogt og bygge med, ikke imod, byens udvikling.

Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg mener, at vi skal passe godt på vores grønne områder – men balancen er skredet. I København har vi brug for flere boliger og erhvervsudvikling, og det kan godt ske med respekt for naturen. Jeg siger ja til Fælledby, hvor by og natur kan eksistere side om side, men samtidig skal vi bevare Kalvebod Fælled som naturnationalpark – et projekt, som Liberal Alliance nationalt har været en drivende kraft bag. Det handler om at beskytte det mest værdifulde og samtidig give plads til, at byen kan udvikle sig.

Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.

Charlotte Frejlev uddyber:

Jeg oplever, at der generelt er en vilje til dialog med borgerne, og at mange politikere gerne vil lytte. Men processen kan blive mere gennemsigtig, og borgerinddragelsen skal tages alvorligt – ikke bare som en formalitet. Samtidig skal vi passe på, at stærke særinteresser og NIMBY-holdninger ikke blokerer for den nødvendige udvikling. Borgerinddragelse skal styrke fællesskabet – ikke bremse det.

Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.

Charlotte Frejlev uddyber:

Kommunen skal ikke føre udenrigspolitik. Boykotter og symbolpolitik splitter mere, end det gavner, og hører ikke hjemme i det kommunale arbejde. Kommunens opgave er at sikre velfærd, byudvikling og god service for borgerne – ikke at tage stilling til internationale konflikter.

Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.

Charlotte Frejlev uddyber:

Kommunen skal ikke være kulturproducent eller smagsdommer. Der bruges allerede alt for mange penge på kunst og kultur, som ofte samler støv i magasiner eller kun når et snævert publikum. Kunst- og kulturlivet skal i højere grad bæres af frivillige kræfter, private initiativer og efterspørgsel fra borgerne. Kommunens rolle bør være at stille rammerne til rådighed – ikke at finansiere projekter, der ikke kan stå på egne ben.

Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.

Charlotte Frejlev uddyber:

Der er stor forskel på permanent indvandring som følge af flygtningestrømme og på udenlandsk arbejdskraft. Udenlandsk arbejdskraft er en klar ressource for samfundet, mens flygtninge ofte kræver en mere omfattende integrationsindsats. Begge grupper skal mødes med respekt, men det er afgørende, at vi stiller tydelige krav og sikrer, at integrationen lykkes – både for den enkelte og for lokalsamfundet.