Lyt dog til Malou

VITTIGHEDERNE om professorer er talrige, og vist vidner de til en vis grad om alle vi ustuderede røveres misundelse, men også om, at der i professorernes rækker har kunnet findes både nørder og snøvl. Og måske ikke så meget i vore dage som i fortiden, men alligevel er der grund til at lytte til de tanker, partiet Venstres videnskabsordfører Malou Aamund gør sig om professorers fremtidige ansættelsesforhold. Malou har lissom mange andre ærgret sig over, at unge forskere med stor viden og endnu større potentiale tager job i udlandet, især i USA, fremfor at gøre deres viden frugtbar i fædrelandet, som har betalt for deres uddannelse. Og hun har naturligvis ret i, at denne i mangfoldige år eksisterende kalamitet skyldes manglen på avancementsmuligheder i det danske videnskabelige system. Det bygger fra Arilds tid på den praksis, at en professorstilling er livsvarig, hvilket forhindrer unge, ambitiøse forskere i at nå den danske akademiske verdens højeste stillinger. Er der for nylig udnævnt en yngre person til professor indefor et speciale, kan der i henhold til den gældende ordning gå en hel generation, før der atter bliver en videnskabelig topstilling ledig, og det er naturligvis meget lidt befordrende for udviklingen af dansk forskning.