Annonce
Danmark

Vi finder os ikke i sexchikane

Annonce

Debat: To dage i træk er nogenlunde det samme blevet fremført her i avisen fra hver sin side af den politiske midte. Tirsdag i sidste uge var det i et interview med Jane Frimand Pedersen, Frank Jensens kone, hvor der står: ”Med metoo synes der med tilbagevirkende kraft at være kommet endnu et sæt spilleregler oven i.” Og hun bemærker: ”Med den viden, vi har i dag om metoo, tror jeg da ikke, han ville være gået med [til sådan noget som julefrokoster] i dag.”

Onsdag kom Inger Støjberg så på banen i et tilsvarende stort interview: ”Hun [Inger Støjberg] mener, at #metoo-bølgen har en alvorlig tendens til, at mænd sanktioneres enormt hårdt for fortidige handlinger med udgangspunkt i nutidig moral.”

Nu ved jeg ikke, hvilken fortid de to kvinder refererer til. Men den må i hvert fald ligge før 1992, for der udkom den vel nok mest kendte tekst om sexchikane i Danmark, nemlig Shu-bi-duas sang. Og når man kigger på teksten i dag, så er der faktisk intet nyt under solen. Sangens chef siger til sin medarbejder, at ”du ska’ slikke”, og det er jo nøjagtig det samme, som da Sofie Linde blev bedt om at sutte pik.

Lisbeth Torfing. Arkivfoto: Morten Pape

Men hvor går grænsen? Støjberg mener, at ”man skal tænke enormt grundigt over, om det er så alvorligt med et klap i rumpetten”, og vi så med både Morten Østergaard og Frank Jensen mange udsagn om, at det jo bare handlede om en hånd på låret. Men også her er der hjælp at hente i vores fælles referenceværk, som netop nævner ”klap i numsen og hænder på låret”. Og shubberne siger det ligeud: ”Enhver ku’ se, at det var sexchikane”.

Selv undskyldningerne er de samme i dag, som dem Shu-bi-dua gjorde grin med i 1992: ”i retten sagde hun, det var venligt ment”. Frank Jensen har ikke været i retten, men til medierne sagde han: ”Jeg er et glad menneske. Jeg møder andre mennesker med glæde. Nogle kan opfatte - hvis man har fået lidt alkohol - at den glæde kan blive for overvældende”.


Selv undskyldningerne er de samme i dag, som dem Shu-bi-dua gjorde grin med i 1992: ”i retten sagde hun, det var venligt ment”. Frank Jensen har ikke været i retten, men til medierne sagde han: ”Jeg er et glad menneske. Jeg møder andre mennesker med glæde. Nogle kan opfatte - hvis man har fået lidt alkohol - at den glæde kan blive for overvældende”.


Nu var jeg selv 5 år i 1992, så jeg er vokset op med sangens grundlæggende viden om, at det ikke er i orden at tage på folk uden deres samtykke – særligt hvis man er deres chef eller noget der ligner. Inger Støjberg og Frank Jensen er lidt ældre. Men selvom sangen om sexchikane ikke er barnelærdom for dem, var de med deres hhv. 19 og 31 år trods alt i en alder, hvor man normalt antager, at folk stadig kan lære nyt.

Aktuelt bliver der igen og igen sagt, at kvinderne skal sige fra, når en krænkelse sker. Det samme må så gælde Frank Jensen, for som borgmester er man faktisk så godt beskyttet, at det næsten er umuligt at blive afsat. Men som vi kan se, måtte også Frank Jensen sande, at man kan blive presset til ting mod sin vilje, og at det ikke altid er så let at sige fra. Forhåbentlig giver det stof til eftertanke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce