Annonce
Odense

To beboere i Højstrupparken: Derfor er det et godt sted at bo

Det er følelsen af at være tryg, der for Esther Sørensen er den primære grund til, at hun holder så meget af Højstrupparken. Foto: Christian Nordholt
Selvom Højstrupparken på papiret er et socialt udsat område, er det ikke noget, der påvirker glæden ved at bo der, hvis man spørger Esther Sørensen og Azra Jakupovic. De to kvinder har boet i området i henholdsvis 30 og 20 år, og ingen af dem har ambitioner om at flytte.

Brødtekst

Annonce
Det er i Højstrupparken, at Azra Jakupovic har skabt sin familie med sin mand. Når hun kigger ud på legepladsen kan hun se for sig, hvordan hendes egne to døtre legede, da de var små. Foto: Christian Nordholt

Esther Sørensen

I en stuelejlighed på Bystævnevej bor 84-årige Esther Sørensen. Det har hun gjort i de sidste to år. Inden da boede hun i knap 30 år i en kvistlejlighed på 3. sal på Højstrupvej, men de mange trin blev efterhånden for hårde for bentøjet.

Første gang, Esther Sørensen stiftede bekendtskab med Højstrupparken, var i 1960’erne, da hun boede der med sin mand og det første af fire børn. Familien købte i 1967 hus i Paarup, men da hendes mand døde i 1985, havde Esther Sørensen ikke længere lyst til at bo i huset, hvor deres fire børn var vokset op.

- Min mand havde altid sagt, at når han gik på efterløn, skulle vi tilbage til Højstrup. For vi var meget glade for at bo der.

Alene flyttede Esther Sørensen tilbage.

- Jeg fik flere lejligheder tilbudt, men der var ingen tvivl om, at det skulle være her, siger hun.

Hvad der gør Højstrupparken til sådan et godt sted at bo, er mest af alt en følelse for Esther Sørensen. Følelsen af at være tryg og ikke mindst at være hjemme.

- Man hører mange skrøner om Bolbroområdet, men det kan jeg overhovedet ikke genkende. Jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt, uanset hvad tid på døgnet det har været.

Esther Sørensen synes, at hun lige er flyttet, og skal snart til det igen, når hun skal genhuses på grund af den forestående, omfattende renovering, Højstrupparken står over for.

- Men jeg skal tilbage. Det er der ingen tvivl om, lyder det.

Azra Jakupovic

Azra Jakupovic flygtede i 1992 fra Bosnien på grund af krigen. Hun kom i første omgang til Frankrig, mens hendes dengang kæreste og nu mand, Edvin Jakupovic, kom til Danmark. Her blev de gift og siden familiesammenført.

De begyndte deres fælles liv i Danmark i en toværelseslejlighed på Uffesvej. Her kom to døtre til, og efter fire års ventetid rykkede familien til en fireværelseslejlighed på Højstrupvej, hvor de har boet de sidste 16 år. Og familien har aldrig overvejet at flytte til hverken en anden by eller et andet område.

- Vi har det godt her. Jeg er vant til alle forretningerne, jeg har opbygget en vennekreds igennem mange år, og det ligger tæt på centrum. Jeg har det simpelthen så godt her, siger hun og tilføjer:

- Jeg er ikke så glad for store forandringer, medmindre det er absolut nødvendigt.

Azra Jakupovic ser frem til renoveringen. Selvom lejlighederne bliver dyrere, bliver de også bedre, siger hun. Især glæder hun sig til, at lejlighedens altan, der vender mod en lille park, bliver udvidet.

- Det er så dejligt at sidde derude med en kop kaffe om sommeren og se på børnene, der leger. Men i dag er den smal, og hvis man sidder to, sidder man meget klemt, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce