Annonce
Kultur

Rasmus Lyberth er et halvt århundredes lyd af det grønlandske folk

Rasmus Lyberth har levet et helt liv i musikken både i Grønland og langt ud over landets grænser. Foto: Simon Trøjgaard Jepsen
Sangeren Rasmus Lyberth kom til verden, da Grønland endnu var en koloni. I årtier har han med nysgerrighed, sang og skuespil som en af de første vakt opmærksomhed på Grønland langt ud over landets egne grænser.
Annonce

Odense: Der findes ikke mange mennesker, hvis stemmer kan betegnes som lyden af en generation - og stadig færre, der kan bære titlen som lyden af et helt folk.

Alligevel er det ikke helt forkert, at sådan en stemme findes. Faktisk har mange allerede hørt den - nogen måske udelukkende med ørerne rettet mod musikken uden mange tanker på den store kultur- og musikhistorie, stemmen rummer. For nogen kan det måske lyde som en overdrivelse, men ikke desto mindre er det sandt.

Denne stemme tilhører den grønlandske sanger Rasmus Lyberth, der igennem årtier har sunget sig ind i menneskers bevidsthed langt ud over sit grønlandske hjemlands grænser.

I årenes løb har han betaget sine lyttere med sange, der kredser om temaer som kærlighed og eksistens, med både dansk, grønlandsk og international anerkendelse til følge.

Alligevel er kultur- og musikhistorie to ofte oversete aspekter, når man taler om Rasmus Lyberths mangeårige musikalske karriere.

Nok er hans sange rørende og smukke; men stemmen, der synger dem, er i sig selv et særskilt indblik i det grønlandske samfund og dets udvikling fra isoleret, næsten identitetsløs koloni til et land med stadig voksende kulturrigdom - med Rasmus Lyberth som ét af Grønlands kulturelle foregangsmænd.

Annonce

Drengen fra Maniitsoq

Rasmus Lyberth blev født i den vestgrønlandske by Maniitsoq i 1951, da Grønland endnu var koloni under den danske krone.

Hverken i dag eller som barn følte han sig bundet til ét fysisk sted. Måske fordi han i løbet af sine første ti leveår nåede at bo i to vidtspredte byer langs den grønlandske vestkyst - Nanortalik og Nuuk.

Som et selverklæret nysgerrigt menneske, er nysgerrigheden det personlighedstræk, der fra barnsben har lært ham om det, hans sange mere end noget andet bærer præg af; om sanserne og om lysten til at opsøge alt det, der vækker følelser, uanset hvor det fører ham hen.


Gennem tiden har mange forsøgt at indfange det vilde Grønland på lærred og lyrik med dybe fjorde og høje fjeldtinder som de oplagte motiver. Rasmus Lyberth gjorde det modsatte. I stedet vendte han blikket indad. Han udforskede og sang om det indre landskab, der former et menneskes liv på godt og ondt.

Uddrag fra artiklen


Men i Rasmus Lyberths fortælling kommer man ikke uden om den kolonistatus, der satte rammerne for det grønlandske samfund, han voksede op i.

Muligheder var der ikke mange af i det dengang beskedne Grønland, og skulle man være nogen eller noget, var gode danskkundskaber og skolegang i Danmark helt simpelt et krav - dengang såvel som i dag.

Alligevel interesserede skolebøgerne overhovedet ikke Rasmus Lyberth. Han var draget af kunsten, og som 12-årig satte han derfor kurs mod musikken, som kunne sætte hans medfødte nysgerrighed i spil.

Selv om de kunstneriske muligheder i Grønland dengang ikke var mange, gør det alligevel ikke hans musikalske historie mindre spændende. Faktisk lige omvendt. Grønlandske sangere, der gjorde sig bemærket for deres musik, hørte nemlig til de absolutte sjældenheder - især hvis de som Rasmus Lyberth insisterede på at synge på grønlandsk, der dengang var et næsten ukendt sprog i musikkens verden.

Annonce

Det grønlandske tabu

Gennem tiden har mange forsøgt at indfange det vilde Grønland på lærred og lyrik med dybe fjorde og høje fjeldtinder som de oplagte motiver. Rasmus Lyberth gjorde det modsatte. I stedet vendte han blikket indad. Han udforskede og sang om det indre landskab, der former et menneskes liv på godt og ondt.

Det kan nok virke som et nobelt emne i et dengang undereksponeret Grønland, men de følelsesbetonede sange vakte voldsom forargelse i et grønlandsk samfund, hvor menneskets historie næsten altid blev manet i skyggen af naturens fortællinger.

Sangeren Rasmus Lyberth

69 år gammel, født i 1951 i den grønlandske by Maniitsoq.

Voksede op i Nanortalik og flyttede med sine forældre og søskende til Nuuk som 8-årig.

Har rejst over store dele af verden som skibsmatros og flymekaniker.

Har udgivet adskillige album på grønlandsk - senest "Inuunerup oqarfigaanga" (Livet skal leves på ny) fra 2019.

Har medvirket i blandt andet "Qaamarngup uummataa" (Lysets hjerte), den første nyere spillefilm på grønlandsk fra 1998.

Har boet de sidste 14 år i Odense sammen med sin familie.

Rasmus Lyberth sang sig ind i et af Grønlands store tabuer - menneskets ømfindtlige følelser - og for mange blev det indre liv pludselig alt for virkeligt. Det blev sunget til live, så det nærmest gik rundt iblandt dem.

Alligevel bremsede modstanden ham ikke. Det er han for nysgerrig til, forklarer han. Selv om folk i harme spyttede efter ham og hans sange på gaden, fortsatte han ufortrødent med at skrive de følelsesladede tekster, der med tiden gjorde ham til et af Grønlands mest anerkendte kulturelle ikoner.

Annonce

Nysgerrighed som styrmand

Selv om han har boet i musikkens verden i mere end fem årtier, er Rasmus Lyberth aldrig stoppet med at synge om de mange facetter, livet rummer.

Livet igennem har han helt bogstaveligt levet efter titlen på et af sine egne album - "Alaatsinaassuseq aquttoralugu" (Nysgerrighed som styrmand) - med en åbensindethed, der har ført ham vidt omkring i verden som blandt andet flymekaniker og skibsmatros.

Kunst, grønlandske figurer og det sorte klaver pryder dagligstuen i Rasmus Lyberths hjem i Odense. Foto: Simon Trøjgaard Jepsen

Og det var selv samme nysgerrighed, der senere førte ham ind på filmverdens hvide lærred - blandt andet da han medvirkede i "Qaamarngup uummataa" (Lysets hjerte) fra 1998, som er den første store filmproduktion i nyere tid indspillet på det grønlandske sprog.

På grund af sin nysgerrighed er det derfor nok intet under, at Rasmus Lyberth allerhelst betegner sig selv som barn af verden. Også selv om det rummer en vis ironi, at hans udsyn og optagethed for den vide verden mere end noget andet har vakt interesse specifikt for Grønland.

Nok er han grønlænder, men for Rasmus Lyberth er den grønlandske identitet modsat mange kunstnere ikke en drivkraft i sig selv. Først om fremmest er han menneske - og det er menneskets universelle vilkår, der mere end noget andet har inspireret ham som sanger og skuespiller, forsikrer han.

Annonce

Menneske over landegrænser

Siden Rasmus Lyberth første gang begyndte at synge sig ud over sit hjemlands grænser, har Grønland oplevet mange musikere skyde op i årenes løb - enkelte navne som Nive Nielsen og Nanook med en tilsvarende international anerkendelse til følge.

Selv om kun de allerfærreste ville nænne at spytte efter ham på de grønlandske gader i dag, er Rasmus Lyberth aldrig vendt endegyldigt tilbage til sit fødeland.

For 14 år siden søgte han igen ud i verden; denne gang til rigets sydligste grænser, da han i 2006 besluttede sig for at slå sig ned i Odense med sin familie.

Rasmus Lyberth udtrykker også sin kreativitet på lærred. Her med motiver inspireret af inuitiske figurer. Foto: Simon Trøjgaard Jepsen

At han har valgt, at Grønland ikke skal være hans faste hjem, er der forskellige grunde til - og man kommer bestemt ikke uden om tidens politiske tendenser i landet, forklarer han - men selv i sine odenseanske omgivelser mærker han ofte anerkendelsen for de kunstneriske bidrag, hans musikalske færd i verden har ført med sig.

En anerkendelse, han mærker fra de grønlændere, der som ham selv er trækfugle i rigsfællesskabet - men også en anerkendelse, som kommer fra de mennesker, der helt uden at forstå grønlandsk lader sig bevæge af de følelsesladede sange, han synger.

Derfor er det ingen overdrivelse at betegne Rasmus Lyberth som nysgerrigt barn af verden med en medfødt forkærlighed for at synge om de følelser, der kendetegner næsten ethvert menneskeliv.

Men lige så nævneværdigt er det, at Rasmus Lyberth gennem et halvt århundrede har været lyden af det grønlandske folk; flere årtier inden grønlænderne selv begyndte at sætte ord på deres egen kultur og identitet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce