Annonce
forside

Organisten, der blev kendt for sin hat

Ud over hjemmet er det eneste sted, Christina Funch Mellgren føler sig skærmet for de elektromagnetiske stråler, i skoven, hvor et tæt tag af løv beskytter hende. Men hun har aldrig været særlig vild med at gå i skoven.

Christina Funch Mellgren fik landets opmærksomhed, da en mediestorm om 30.000 kroner for en sølvpapirshat bredte sig i sidste uge. Nu fortæller hun, hvordan det er at leve med en lidelse, som meget få kender og anerkender

Annonce

Vester Skerninge: I sidste uge blev Christina Funch Mellgren kendt. Ikke for sine evner som den organist, hun lever af at være i Stenstrup-Lunde Sogn. Men for historien om, at menighedsrådet havde brugt 30.000 kroner på at tøj, maling og andre foranstaltninger, der beskytter hende mod elektromagnetisk stråling i arbejdstiden.

En historie, der tog en hæsblæsende rundtur i den danske mediemanege med overskrifter, som stort set alle indeholdt ordet "sølvpapirshat".

- Det er lige som et biluheld, siger den 45-årige kvinde knap en uge efter den første overskrift.

- Jeg har befundet mig i en form for choktilstand. Det er først nu, jeg kan tænke: Hold da op.

Hun har læst samtlige historier, fortæller hun. Og hun har udtalt sig til dem, der efterspurgte hendes kommentar til sagen. Men det, der fylder mest hos hende nu, hvor mediestormen er ved at klinge af, er ærgrelse over den medfart, menighedsrådet har fået på grund af hende.

- Det, jeg tænkte umiddelbart, var "Åh nej, ikke dem". Så lad hellere mig tage skraldet. For de har netop været forstående og set, hvad det i virkeligheden gik ud på. Så der er ingen grund til, at de skal bøde for det, siger hun.

En af de største sorger ved at el-sanere hjemmet var, da organist Christina Funch Mellgren måtte skille sig af med sit højtelskede el-klaver og skifte det ud med et almindeligt klaver.
Annonce

Elektrisk krop

Det hele handler om, at Christina Funch Mellgren mener at lide af el-overfølsomhed. Det såkaldte Elektro Hyper Sensitivitet (EHS). Men lidelsen er ikke anerkendt af Sundhedsstyrelsen som handicap, sådan som den er i eksempelvis Sverige. Ikke desto mindre hævder hun at være overfølsom over for elektromagnetiske stråler som eksempelvis mikrobølger og alle former for trådløst netværk.

Det blev hun klar over, da hun en dag i sommeren 2014 sad i sin sofa og pludselig ikke kunne være i nærheden af sit nyindkøbte Apple-tv.

Forud var gået et forår, hvor hun var gået ned med stress og havde været sygemeldt ad flere omgange fra jobbet som organist i Stenstrup-Lunde, hvor hun har været ansat siden 2007. I fem år havde hun skrantet og var blevet undersøgt på kryds og tværs, blandt andet for sklerose, men intet havde kunnet forklare, hvorfor hun led af hjertebanken, overvældende træthed, hovedpine og følelsesforstyrrelser i kroppen.

- Jeg kunne godt mærke, det var noget med elektricitet, for min krop føltes fuldstændig elektrisk. Jeg følte mig som en ballon, der var strøget op ad en væg, og jeg kunne simpelthen ikke slippe af med det her ..., siger hun, gnider sine hænder og beskriver det som "statisk elektricitet".

Alligevel var det først, da hun faldt over en brochure fra EHS Foreningen, at hun fandt en beskrivelse af symptomer, som passede på det, hun oplevede.

Annonce

Hjemmet er el-saneret

I dag bor hun i et hjem, hvor vægge og lofter er malet med maling, som skærmer for stråling fra omverdenen, og er tilkoblet en ledning, der leder det, de opfanger, ned i en stikkontakt med jordforbindelse. I soveværelset er gardinerne lavet af afskærmende stof, og alt elektronik, hun ejer, er blevet forbundet til en stikkontakt med jordforbindelse, hvor det er muligt. Mobiltelefonen er skiftet ud med en fastnettelefon, og computeren bruger hun kun med internetkabel.

- Jeg elskede min telefon. Den var min trofaste partner, og jeg var grædefærdig og ved at dø ved tanken om at skulle have en fastnettelefon. Og jeg har altid været sådan en, der satte en ære i at bruge teknik, både i mit arbejde og herhjemme. Der har altid været masser af teknik i mit hjem, siger hun.

Teknikken, inklusive hendes elskede el-klaver, er ikke det eneste, el-overfølsomheden har tvunget hende til at tage afsked med. Hele livet, som hun kender det, sluttede for hende for halvandet år siden.

For al færdsel uden for hjemmet i det offentlige rum, hvor omverdenens trådløse kommunikation fyger om ørerne på hende, "koster", forklarer hun.

- Mit liv er et klippekort. Jeg ved sådan cirka, hvad jeg kan tåle. Men jeg bliver nogle gange overrasket. Så må jeg tage det med og tage en halv dag i sengen. Jeg går meget op i min ret til at være menneske. Men hvis jeg skulle tage den fulde konsekvens af mit handicap, kunne jeg ikke være andre steder end her og i skoven, siger hun.

Hun har fundet et par butikker, hun kan tåle at handle kortvarig i, så der handler hun. Stort set al færdsel foregår i bilen, som skærmer hende nogenlunde. Men ikke mere end at hun stadig indimellem kan mærke en slags magnetisk sus, når biler med mobiltelefoner eller bluetooth i kører forbi. Det gør hende nogle gange så træt, at hun må holde ind for at sove lidt, når hun skal køre langt. En sjælden gang imellem tager hun cyklen på arbejde eller går på café, fordi det gør hende glad. Men bagefter må hun restituere i hjemmet, der fungerer som helle.

- Jeg bliver drænet for energi, jeg bliver følelsesløs, mister kontakten til mine nerver og kan ikke mærke min hud i hænderne og ansigtet. Jeg kan få smerter i underlivet, tinnitus og ondt i brystet. Og jeg får udslæt i ansigtet.

Hendes sociale liv er derfor skrumpet helt ind.

- Jeg har udvalgt fem mennesker, som jeg ved, jeg kan besøge, uden jeg skal bruge masser energi på at forklare. Ellers er det enormt anstrengende psykisk hele tiden at skulle bede om alle de hensyn. Jeg er jo mig, og jeg elsker mennesker. Jeg er slet ikke egnet til det her.

Annonce

Lige som rygning

Christina Funch Mellgren er vant til, at hendes lidelse vækker opsigt, debat og skepsis. Men hun vælger at sortere.

- Jeg har mødt alle mulige former for reaktioner. Men i det øjeblik, at jeg stiller mig op, er folk generelt imødekommende. Jeg vælger også at fjerne mig fra selskaber, hvor folk er træls. Jeg gider ikke beskæftige mig med det. Jeg vælger at være der, hvor folk lytter, og jeg vælger mine kampe. Jeg har opgivet at overbevise folk, siger hun.

Hun har selv overvejet, om hun mon led af noget andet. Stress eller overanstrengelse. Og er godt klar over, at andre kan mene, det er vanvittigt. Men hun er ikke længere i tvivl. Nu er hun formand for EHS Foreningen og er blevet klog på lidelsen og sine lidelsesfæller.

- Nogle folk synes, det lyder vanvittigt, at man kan blive påvirket af elektromagnetisk stråling. Jeg synes, at hvis man nu bruger sin logik og tænker på, hvad man sender gennem luften af data overalt, hvor vi er, er det faktisk utroligt, at der ikke er flere, der bliver påvirket.

Foreningen kæmper først og fremmest for, at EHS bliver anerkendt som et handicap, så el-overfølsomme kan få samme rettigheder som handicappede. Og så samfundet bliver indrettet lidt anderledes, sådan som man har gjort i eksempelvis Frankrig, hvor trådløst netværk er blevet forbudt i daginstitutioner.

- Det handler bare om nye rutiner. At man slukker sin mobiltelefon i offentlige forsamlinger. Det tror jeg bliver fremtiden. Det er bare et spørgsmål om, hvor hurtige vi er i Danmark. Om vi vil være 10 år bagefter, som vi plejer, eller om vi vil være foran. Det er lige som rygning. Det tager nogen tid og Danmark var også rigtig længe om at få rygning ud af offentlige steder.

Annonce

Udgifter er sund fornuft

Som mediestormen har lagt sig, har hun haft tid til at betragte menageriet, hun netop har været hovedperson i. Men hun kan ikke få øje på, hvordan det kan være forkert, at menighedsrådet har brugt hvad hun kalder "en god månedsløn" på at male hendes kontor med den særlige maling, købe stof med sølvtråde til tøj og indkøbe en gennemsigtig skærm, som hun kan sidde og spille bag.

- De har jo ikke haft ekstraudgifter. De har jo sparet, hvad det ville koste at fyre mig og betale for en vikar. Nu har de fået en medarbejder tilbage, som ikke har nogen sygedage og som fungerer. Det er sådan set bare arbejdsgiverfornuft.

Og den omtalte sølvpapirshat? Den har aldrig været af sølvpapir. Christina Funch Mellgren bærer en hat fra sine unge dage, som hun har beklædt med et stykke af stoffet med sølvtråde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

En ny kærlighed med svære vilkår: - Det er specielt at fri til en kvinde, når man er gift med en anden

Coronavirus

Live: Sundhedsstyrelsen anbefaler øget brug af mundbind hos lægen

Annonce