Ærøskøbing: Hun har haft et langt liv, og når hendes hjerte en dag stopper, skal hendes liv også stoppe. Mette Nyborg er 96 år gammel og har stadig “et smukt liv”, men det skal ikke fortsætte, når hendes krop siger stop.
- Vi har det meste af vores liv fuld råderet over, hvad vi vil og gør med vores krop, men når det kommer til døden, så er det, som om hele samfundet halser efter udødelighed - uden at tænke på at vi jo alle skal dø en dag, siger hun.
Mette Nyborg har gjort det synligt for alle, at hun ikke ønsker at blive genoplivet, når hendes hjerte stopper med at pumpe. Hun har fået fremstillet hvide badges med teksten “Genoplivning, nej tak!”. Hendes ønske er, at hverken sundhedspersonale, hendes familie eller folk på gaden er i tvivl om, at hun ikke vil have sit liv kunstigt forlænget:
- Jeg vil have lov til at dø, når jeg dør. Jeg ønsker at få lov at forlade mit eget liv uden at skulle bankes tilbage, så den badge sidder på alle mine overfrakker og kan ikke overses.
Fire ud fem med hjertestop får førstehjælp
- I 2020 fik cirka 4700 personer i Danmark - i gennemsnit 13 om dagen - hjertestop uden for hospital.
- Tre ud af fire fik hjertestop i et privat hjem, mens det for den sidste fjerdedel skete i det offentlige rum.
- Ved fire ud af fem hjertestop trådte vidner og førstehjælpere til og gav hjertelungeredning, inden en ambulance nåede frem.
- 14 procent af hjertestoppatienterne overlevede mindst 30 dage efter hjertestoppet. Der er ingen nævneværdig forskel på overlevelsen efter hjertestop mellem by og land.
Register skal være for alle
I den politiske aftale om “Det gode ældreliv” fra 2020 lægges der op til, at svækkede ældre, der er fyldt 60 år, kan lade sig registrere med et ønske om ikke at blive genoplivet - men retten til at dø bør gælde alle, der dør en naturlig død, mener Mette Nyborg.
- Det er da mægtigt med sådan et register. Det skal bare ikke være så besværligt, at det er umuligt at bruge for ældre mennesker. Det drejer sig ikke om at tage sit eget liv, men når man når et punkt, hvor kroppen siger fra, og man dør en naturlig død, hvorfor skal man så pumpes frem igen?
- Det kan også være unge mennesker, hvis de får det dårligt og gerne vil dø - hvis det er et ønske, de har, at de ikke gider at leve mere. Men familien skal selvfølgelig være med i den snak, siger Mette Nyborg, som sagtens kan forestille sig, at der ikke vil være støtte fra familien.
- Derfor vil jeg gerne have en folkelig debat om det her emne.
Mette NyborgI gamle dage havde folk et naturligt forhold til det, men i dag er døden noget, som mange mennesker er bange for at tale om. Så bliver det omformuleret til “han er gået bort”. Okay, hvor er han gået hen?
Hun har talt om sin modstand mod at blive genoplivet med blandt andre sin 71-årige datter, Rikke Doller, som udmærket forstår, hvorfor emnet ligger hendes mor så meget på sinde.
- Det er absolut vigtigt, at min mor har taget fat på det her. Der er et problem, for når folk falder om på gaden, kan man ikke nå at tjekke i deres papirer, om de har modsat sig at blive genoplivet, siger Rikke Doller.
- Jeg er 71, så jeg har haft min mor hele mit liv. Det bliver selvfølgelig en mundfuld (når hun dør, red.), men sådan er det jo. Jeg vil bare ønske for hende og for mig, at det er uden lang tids sygdom.
Keramiker på Bornholm og Ærø
Mette Nyborg er født i København i 1925. Hendes far var arkitekt, hendes mor var billedhugger, og hendes bror, Anders Therkelsen Nyborg, der døde som 86-årig i 2020, var blandt andet maler og skulptør.
Hun er uddannet ved Kunsthåndværkerskolen i København.
I 1947 blev hun gift med kunstneren Jens Doller, og fra 1949 til 1964 havde de fælles værksted i Grisby og i Svaneke på Bornholm, kun afbrudt af et par års ophold i Sverige, hvor Mette Doller (som hun hed dengang) arbejdede som keramiker i Höganäs. I 1965 flyttede parret til Ærø, hvor Mette Nyborg fortsatte sit arbejde som keramiker. Jens Doller døde i 2000, og i 2004 tog hun sit pigenavn igen.
Døden bliver omskrevet
Mette Nyborg mistede for knap to år siden sin bror, og senere døde hendes svigerinde:
- Men det skete på hospitalet, og der blev hun genoplivet. Nu er hun hjemme i sit hus igen og har den skønneste udsigt, der findes på Bornholm. Men hun ville gerne have fulgt min bror. Og hun har ikke spor imod at forsvinde - hun er ikke bange for at dø igen.
Mette Nyborg frygter heller ikke døden.
- I gamle dage havde folk et naturligt forhold til det, men i dag er døden noget, som mange mennesker er bange for at tale om. Så bliver det omformuleret til “han er gået bort”. Okay, hvor er han gået hen?
- Jeg har haft gode dage og selvfølgelig også mødt modstand, men jeg har haft et smaddergodt liv.
Uundgåeligt betyder hendes høje alder, at det tynder ud i bekendtskaberne.
- Alle mine gamle venner er døde, så de venner, jeg har nu, er yngre end mig. Det er også lidt kedeligt at blive for gammel, for de jævnaldrende forsvinder alle fra ens liv.
Det slutter ikke med døden
Men mæt af dage er hun ikke.
- Nej, jeg tager det i den orden, det kommer. Jeg er også blevet repareret med to hofter, og jeg har pacemaker. Men mit gode humør gør muligvis det bedste af det hele, siger hun, der af og til, når hun bliver spurgt, hvordan hun har det, glemmer, at hun er tæt på at være blind.
- Det skyldes almindelig slitage i øjnene, og jeg har vænnet mig til det i løbet af 15 år. Man kan vænne sig til alt i livet, siger Mette Nyborg, som ikke tror, det er slut, når hendes hjerte en dag står stille.
- Jeg tror på reinkarnation. Det kan være, det bliver på en anden planet. Men det gør også, at livet er dejligere at være i. Og når det så er slut, kan jeg sige farvel og tak.
Behandlingstestamente
Alle, der er fyldt 18 år, kan oprette et behandlingstestamente på Sundhed.dk. Det er et juridisk bindende dokument, der skal respekteres af læger og pårørende. Behandlingstestamentet træder dog først i kraft, hvis man ikke længere selv er i stand til at tage stilling til sin behandling – f.eks. hvis man er blevet dement.
Det er altid lægens vurdering, hvornår man er i en tilstand, hvor behandlingstestamentet skal træde i kraft.
I testamentet kan man angive, om man ønsker livsforlængende behandling i tre specifikke situationer:
- Hvis læger vurderer, at døden er nært forestående.
- Hvis man bliver så invalideret, at man ikke kan klare sig selv fysisk og mentalt.
- Hvis man ender i en tilstand, hvor sygdom eller behandling er forbundet med meget alvorlige og stærke smerter.
