Annonce
Odense

Lauras sidste sejltur: 15 tons rådden båd hejst op af Odense Havn

I Odense Kommune har man længe haft et ekstra øje på en noget ramponeret sejlbåd i Odense Havn og har givet ejeren af "Laura" flere påbud om at få styr på båden. Onsdag valgte kommunen at fjerne Laura fra havnen.

Vinden suser i masterne, og bådene gynger i den kraftige blæst, da et arbejdshold onsdag går i gang med at fjerne sejlbåden Laura fra Odense Havn.

Kommunen har længe holdt øje med båden, der har taget vand ind i flere måneder. Men trods to påbud fra kommunen har ejeren intet gjort. Før nytår lå den ganske få centimeter over vandoverfladen, og i de seneste 14 dage har Odense Kommune haft pumper til at tømme vand ud af båden i døgndrift, og nu tager man altså konsekvensen og fjerner båden.

Laura skal sejles over på den anden side af havnen, hvor en kranvogn holder klar. Kurt Hansen er gået ombord på båden, har kappet rebbene med en kniv og står nu i forstævnen, mens Laura får sin sidste sejltur, trukket efter en brummende motorbåd ført af havnemester Jens Trier.

Annonce

Sagen kort

Laura er den anden båd inden for kort tid, der bliver fjernet fra Odense Havn.

Den 6. juli sank kutteren Vestkapp i havnen. I første omgang måtte kommunen efterlyse ejeren, og da man endelig fandt ejeren efterlevede denne ikke kommunens påbud om at hæve og fjerne kutteren. Derfor måtte kommunen tage sagen i egen hånd.

Opgaven med at fjerne kutteren strak sig over fem dag, hvor man bjærgede løsdele fra kutteren, og en pram med kran til sidst løftede den op i mindre dele.

Opgaven kostede i alt 350.000 kroner plus moms, en regning der lander hos ejeren.

Det var i forbindelse med Vestkapp at man også blev opmærksom på sejlbåden Laura. I efteråret pumpede kommunen 7,5 kubikmeter vand ud af båden, for at undgå at den sank.

Trods to påbud til ejeren, har kommunen endnu ikke hørt en lyd, og besluttede derfor at hæve båden fra havnen den 15. januar. Regningen lander hos ejeren.

Ejer modtager en regning

- Den flyder stadig, men tager vand ind. Jo mere vi pumper, jo mere vand tager den ind, siger Michael Jensen fra Odense Kommune.

Til dagligt sidder han ved sit skrivebord i forvaltningen på kommunen, men i dag har han trukket i arbejdshandskerne. Han har nemlig tidligere arbejdet på et skibsværft og kan assistere med hævningen.

Laura er den sidste på listen over dårligt holdte både i havnen, siden kommunen i efteråret måtte hæve og bjærge den sunkne kutter Vestkapp.

- Det bliver dejligt at få den væk. Så er der ryddet op i havnen, og så kan vi begynde på det næste. Man må jo starte et sted, konstaterer Michael Jensen.

Kommunen har endnu ikke hørt et ord fra ejeren af Laura, men fordi der er givet to påbud, bliver båden nu fjernet på ejerens egen regning. Den bliver stillet på et depot i tre måneder, og hvis den i den tid ikke bliver hentet af ejer, så bliver den destrueret. Der vil komme en samlet regning til ejeren for strømforbrug til pumperne, hævningen og opmagasineringen af båden.

15 ton

Det viser sig dog snart, at opgaven med at hæve Laura op fra havnen er lidt mere bøvlet end først antaget.

Wirerne til de rådne træmaster bliver kappet med en boltsaks, og de bliver lagt ned. Løftestropperne bliver spændt rundt om bådens skrog og spændt fast til kranen, der langsomt begynder at hæve Laura fra vandet, mens hun knager og brager faretruende.

- Vi ved jo ikke, hvilken stand den er i, så vi kan i princippet risikere, at den knækker, når vi løfter den, siger Michael Jensen og forklarer, at de ikke har været inde i båden, fordi den er sort af skimmelsvamp.

Lige før båden slipper overfladen, begynder kranen at bevæge sig den anden vej og sætter båden tilbage. Den er for tung. 15 ton vejer den, viser kranens måler.

- Vi havde gættet på at den vejede 9-10 ton. Der er nok mindst 500-700 kilo muslinger og bevoksning på bunden, og så står der også en del vand i bunden, siger Michael Jensen.

Der bliver hurtigt ringet efter en større kran, og en halv time senere svinger de tilkaldte muskelkræfter ind på havnen. Kranen bliver rigget til og forsøger igen at løfte Laura. Båden hænger lidt skævt, og alt vandet løber ned i forstævnen og får den til at hænge endnu mere skævt. Men løftestropperne kan ikke flyttes, båden er nemlig begyndt at klappe sammen. Derfor må der rekvireres pumper, til at pumpe vandet ud, før den kan løftes.

Men så er der heller ikke flere benspænd i denne omgang, og efter godt fire timer, kan det vindblæste og våde arbejdshold endelig betragte Laura stående på lastvognen.

Michael Jensen fra Odense Kommune var trukket i hjelm og arbejdshandsker. Foto: Nils Svalebøg
Der sidder sandsynligvis mange hundrede kilo muslinger under bunden på båden. Under kutteren, der sank i havnen sidste sommer skrabede man flere ton muslinger af. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce