Annonce
Kultur

Hanne Richardt Becks "For enden af perronen" er en klog fortælling

Hanne Richardt Beck. Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal

Boganmeldelse: Hanne Richardt Beck: "For enden af perronen"

Bøger: "Man siger, at måden folk tager livet af sig selv på afslører, hvilke følelser de er blevet overmandet af. Piller er tegn på depression. Hvis man drukner sig, er man desperat. Hængning er en dramatisk løsning. Springer man ud foran et tog, er man fuld af vrede.

Peter står på perronen og venter på det næste tog, og han er meget vred."

Det er en effektiv måde, Hanne Richardt Beck indleder sin nye roman "For enden af perronen" på. Hun får læseren på krogen med det samme: Springer han virkelig ud foran det næste tog? Man er spændt, men man får lov til at vente længe på svaret, Peter begynder nemlig en "samtale" med tiden for at finde ud af, hvilke begivenheder i hans liv, der her i 2017 har kulmineret med denne fatale situation. Tilbageblikkene fungerer som handlingsretarderende afsnit, der øger læserens spænding, men samtidigt bliver de til både tidsbilleder og en skildring af fire mennesker, Agnes, Ellen, Gunilla og Peter, hvis skæbner, fra de i 1982 mødes i 9. klasse, senere bindes sammen.

Peter længes tilbage til 1982: "Det er uskylden, han ser. Så overbeviste de alle fire havde været om, at de kunne blive, hvad de ville. Så lidt den kolde krig og atomoprustning egentlig bekymrede dem. Så lidt tro betød".

Her i 2017 har han svigtet kunsten, sine evner som tegner, og er ansat i farens emballagefirma, men han kan ikke leve med at dyrke det, der så at sige blot er overflade, indpakning. Han er gift med Ellen, der vel som den eneste af de fire er blevet, hvad hun ønskede, nemlig sygeplejerske. Ellen med den hvide hud, og hvis navn betyder "den lysende". Ellen, der kommenterer menneskers ideologisk og religiøst begrundede vrede i verden med hvor dumt, det er: "For det er jo sådan, at på båren er vi alle lige".

Alle fire venner får stemmer i bogen, men Ellen er den stemme i bogen, der mest overbevisende karakteriserer de andre: Agnes, som opfatter livet som en leg, Gunilla som en, der leder efter noget, hun ikke ved hvad er, og Peter, hendes svage, svigtende ægtemand, der leder efter en mening med livet.

Peters "samtale" med tiden og romanens fire andre stemmer bliver som nævnt til tidsbilleder, levende tidsbilleder, som på glimrende vis indfanger tidsåndens morsomme, dystre, latterlige, farlige og smukke tendenser. Eksempelvis er der en rammende parodi på børnenes skolelærer, Karen, hvis politiske floskelmageri er let genkendeligt for mange. Bogen er dog aldrig hildet; det sørger de mange synsvinkelskift for.

Uden morale er den imidlertid ikke, og hvem andre end Ellen skulle udtrykke denne: Hun mener, at det ikke gør nogen forskel, om mennesker leder eller ej: "Bare de ikke tror, at de har fundet sandheden, retfærdigheden, sig selv eller Gud. Absolutter er farlige".

Hanne Richardts roman er en klog fortælling om det at tackle det svære liv og sig selv.Roman: Hanne Richardt Beck "For enden af perronen". 460 sider, Gyldendal

Annonce
Hanne Richardt Beck: ?For enden af perronen?. Foto: Gyldendal
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Leder For abonnenter

Sparetid i kommunen: Respekt for aflysning af julefrokost i Ældre- og Handicapforvaltningen

RESPEKT FOR AFLYSNINGEN Julen er som bekendt traditionernes tid, men en arbejdsgiverstøttet firmajulefrokost kan aldrig blive en så fast tradition, at den er ubrydelig. Derfor fortjener beslutningen om at droppe årets julefrokost for de 4500 medarbejdere i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning respekt. Herunder medarbejdernes accept af beslutningen. Forvaltningens direktør Gitte Østergaard og Forvaltningsudvalget traf beslutningen, fordi økonomien er dårlig. Forvaltningen har i år brugt for mange penge, og dette overforbrug skal tjenes ind i 2020. Forvaltningsledelsen agerer altså på samme måde, som en ansvarlig ledelse i en privat virksomhed. I den private sektor er der mere julefryns til medarbejderne i år med store overskud, end i år med røde tal på bundlinjen. Anskuer man Ældre- og Handicapforvaltningen som en helt almindelig arbejdsplads, er beslutningen om at aflyse julefrokosten derfor elementær. Men beslutningen har skabt debat, fordi rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), er så ærgerlig over aflysningen, at han foreslår en centralisering af kommunens penge til personalepleje. Windells begrundelse er, at alle medarbejdere i en kommune bør have samme beløb til fryns. De enkelte afdelinger kan så selv bestemme, om pengene skal bruges til en julefrokost eller en sommerfest eller noget tredje. Rådmandens forslag er velment, og hans argument om, at god personalepleje er med til at fastholde gode medarbejdere, er bestemt validt. Men det modsatte argument, at lokal medbestemmelse også er personalepleje, er lige så vægtigt. Og her skal man huske, at Odense Kommune ikke blot er en stor arbejdsplads med i alt cirka 13.000 ansatte. Det er også en mangeartet arbejdsplads med vidt forskellige kulturer. Beslutningen om, hvordan man bedst fejrer jul med kollegerne, kan man derfor roligt overlade til de enkelte afdelinger. Det er ikke noget, politikerne behøver at blande sig i, hvad borgmester Peter Rahbæk Juel da også fornuftigvis afviser. Politikerne i Ældre- og Handicapudvalget har i solidaritet - må man gå ud fra - med medarbejderne besluttet også at aflyse deres julefrokost. Det er da en sympatisk beslutning. Men det må være tilladt at tilføje: Alt andet havde også set underligt ud og sendt et blakket signal.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce