Annonce
112

Café Stiftstidende:

Journalisterne Anders Kinch-Jensen og Rikke Hyldgaard har lavet et fællessangskoncept til abonnenterne af Fyens Stiftstidende. Fire gange i løbet af efteråret inviterer de til fællessang med udgangspunkt i mediebilledet.

Hvad er dagens store historie? Hvad er tidens? Og kan en sang få os til at se det hele fra en ny vinkel?

Det vil de to journalister med meget mere, Anders Kinch-Jensen og Rikke Hyldgaard, forsøge at finde svarene på i fire Café Stiften-arrangementer hen over efteråret, begyndende 17. september. Som Anders Kinch-Jensen forklarer:

- Både Rikke og jeg elsker den gode historie og elsker fællessang. Vi er begge journalister, og når vi laver sange, har vi prøvet at lege med tanken at drage nogle paralleller fra aktuelle ting i nyhedsverdenen til gode fællessange fra andre tidsperioder, som minder en om samme problemstillingen. Men vi kan også godt lide at gå den anden vej, altså at tage nogle ældre sange og se på, hvordan man ville forstå dem i dag. Hvordan ville den her sang lyde, hvis den var en nyhed i dag?

Annonce

De syngende nyheder

Anders Kinch-Jensen og Rikke Hyldgaard kan opleves til fire Café Stiften-arrangementer med fællessang. De finder sted den 17. september, 22. oktober, 12. november og 10. december. Arrangementerne varer en time og begynder klokken 16.

Café Stiften er for abonnenter af Fyens Stiftstidende.

Anders Kinch-Jensen er 62 år, uddannet journalist med en fortid i Danmarks Radio, hvor han blandt andet var kanalchef for P1. Fra 2015 og frem til august i år har han været skoleleder i FOF Odense, Fredericia og Middelfart, hvor han blandt andet indførte de populære morgensang-arrangementer. I dag er han journalistisk lektor på SDU.

Rikke Hyldgaard er 46 år, uddannet journalist og tidligere ansat på Fyens Stiftstidende. Hun er i dag ansat halv tid ved journalistuddannelserne på SDU, og bruger noget af den resterende tid på at skrive bøger. Hun har blandt andet skrevet biografier om og med Hans Pilgaard, Johannes Langkilde og grevinde Alexandra. Var sangvært ved Maratonsang 2019 i Den Fynske Opera.

Kendte sange med ukendt baggrund

Men hvad kan en god højskolesang og fællessang sige om en aktuel nyhedsbegivenhed?

For eksempel kan en aktuel sag godt have nogle paralleller, der går tilbage i tiden, forklarer Anders Kinch-Jensen.

- Hvad er det for konflikter, man står overfor i dansk og international politik lige nu? Har vi tidligere været i noget, der lignede, og er det blevet beskrevet i en sang? Ja. Når vi kigger i vores brede sangkatalog, er der utallige sange, som også er en form for lejlighedssange, der er skrevet ind i nogle bestemte historiske begivenheder, som også kunne være relevante i dag, siger han.

Et eksempel

Et eksempel er Benny Andersens ”Hilsen til forårssolen”, hvis første linjer lyder: ”Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter.”

- Det er i virkeligheden en sang, som dagbladet B.T. bestilte i 1981 i forbindelse med Iran-Irak-krigen, fortæller Anders Kinch-Jensen.

- B.T. ville gerne have en sang, der handlede om krisetiden, for det var den anden oliekrise, og det hele strammede lidt til. Men Benny Andersen var jo finurlig og fortalte ikke, hvad han var blevet bedt om og lavede i stedet en sang om et menneske lidt i krise. ”Jeg bliver fem år ældre ved hvert indgreb i min pung, men når forårssolen skinner, bliver jeg ung”, som han skrev. Og i dag er det jo blevet en sang, folk synger i alle mulige andre sammenhænge. Det er både en forårssang og en livssang nu. Og på den måde er den et eksempel på en af de sange, som havde et aktuelt afsæt, men siden er gledet over og blevet et konkret folkeeje.

Verdensmestre i lejlighedssange

Fællessang er ifølge Anders Kinch-Jensen en dansk opfindelser, og som han siger, så "giver det os den fordel, at det i 150 år har været sjovt at skrive sange med lige præcis det formål. Derfor er vi historisk set også den nation, der skriver flest lejlighedssange."

Selv vil han derfor ikke forsømme lejligheden, så til hver af de fire Café Stiftener skriver han en sang, som har afsæt i tidens nyhedsbillede, og den bliver udbygget med flere vers hen over arrangementerne.

Journalister på besøg

Mens Anders Kinch-Jensen selv spiller klaver, synger Rikke Hyldgaard for, og det bliver også hende, der forklarer sammenhænge og interviewer indbudte gæster med udgangspunkt i en aktuel historie.

- Vi synes, det aktuelle mediebillede er interessant, også hvordan journalisterne behandler historierne, og hvilke problemstillinger, de står overfor i formidlingen. Derfor inviterer vi nogle af Stiftstidendes journalister med et ønske om at komme bagom historierne, for at give folk en anden forståelse af medieverdenen, og de valg der bliver truffet undervejs, forklarer han.

Og understreger:

- Det er et forsøg, men det skal nok blive sjovt.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce