Annonce
Assens

Barndommens land inspirerede til fantasybog

Synne Kristine Eriksen debuterer som forfatter med fantasytrilogien "De tre tyste". Såvel bevidst som ubevidst har hun hentet inspiration til iscenesættelsen i barndommens højfynske landskab

Tommerup St.: Hun kan tydeligt se det for sig. Løvskov, der møder granskov. Bækken der risler og bakken. Sværere er det at lokalisere stedet i virkeligheden, da LokalAvisen har taget Synne Kristine Eriksen med tilbage til det barndommens land, der har inspireret hende til hendes første bogudgivelse, og som er anledningen til, at vi mødes.

Der er givet også løbet meget vand i bækken og fældet og genplantet mange træer i de 25-30 år, der er gået.

Men for sit indre blik har Synne Kristine Eriksen det helt bestemte sted i Høgsholtskoven, hvor hun kom meget som barn. Både til hest og på gåtur med sin far om søndagen. Og netop den plet i skoven gav hende inspirationen til, at første bind, af fantasytrilogien "De Tre Tyste", der netop er udkommet på forlaget Turbine, skulle foregå i en skov.

- Jeg har altid syntes, at det bestemte sted var så magisk. Jeg vidste simpelthen, at jeg ville skrive en bog, der foregik i en skov, siger Synne Kristine Eriksen.

Derimod var det mindre bevidst, at også det omgivende bakkede landskab i bogen kaldet Bavnelandet også giver associationer til det højfynske landskab.

Bogen har været længe undervejs. I mellemtiden er hun flyttet til England med sin familie, og børneflokken er vokset fra en til tre sønner.

- Jeg har altid skrevet og godt kunnet lide at skrive, men jeg har ikke været så god til at skrive færdig. Jeg har også haft en periode, hvor jeg slet ikke skrev. Det bliver alligevel ikke til noget, tænkte jeg.

Men drømmen pressede sig på, og hun begyndte igen. Og blev færdig. Turbine var kun det tredje forlag, hun præsenterede for bogen.

Andet bind i trilogien er næsten færdigt, og det bliver næppe det sidste fra 39-årige Synne Kristine Eriksens hånd. Flere ideer venter på at blive omsat til papir.

Annonce

Jeg har altid syntes, at det bestemte sted var magisk. Jeg vidste simpelthen, at jeg ville skrive en bog, der foregik i en skov.

Har selv læst meget fantasy

Forrige mandag udkom bogen.

- Det var dejligt at få bogen udgivet, men også angstprovokerende. Du har ikke længere nogen indflydelse, hvis den får dårlige anmeldelser, eller ingen gider læse den, siger Synne Kristine Eriksen, der dog indtil videre kun har fået positive tilbagemeldinger.

At det er blevet fantasyuniverset, hun skriver i, er ikke overraskende.

- Jeg har læst rigtig meget fantasy, da jeg var yngre. Narnia-bøgerne fra biblioteket lå nærmest permanent hjemme hos mig, siden har jeg også læst Ringenes Herre og Game of Thrones, fortæller Synne Kristine Eriksen, der også er inspireret fra den kant.

- Når man kan lide fantasi, tror jeg, det er en flugt ind i en anden verden, et behov for eventyr. Det var måske den følelse jeg fik, når jeg gik i skoven, funderer hun.

Bogen handler på det konkrete plan om Sigurd, der drager ud for at finde sin søster, der er blevet bortført, og på det overordnede plan om at være ung og de udfordringer, det fører med sig.

Bevidst ikke ungt sprog

Men at de er skrevet til unge, er ikke ensbetydende med, at sproget er ungt.

- Jeg har forsøgt at fange en stemme, der er lidt lyrisk, fordi det passer til universet. Jeg har ikke lyst til at skrive til unge i et nutidsorienteret sprog. Jeg tror, de unge kan og har lyst til at læse mange forskellige ting, siger den nyslåede forfatter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce