Annonce
Indland

Vollsmose efterlyser hotline

Hvem ringer man til, når et lille barn løber alene rundt på gaden midt om natten? Det var et af spørgsmålene, som blev rejst på dagens fællesmøde i Vollsmose.

- Jeg har flere gange efterlyst, hvem jeg skal ringe til, når jeg ser et 10-årigt barn løbe rundt midt om natten. Det er ikke nok at ringe til politiet.

Det siger Ra Ranunkel, der er formand for samarbejdsrådet i Vollsmose, efter fredagens stormøde om urolighederne i Vollsmose.

Han efterlyser et nummer til kommunen, hvor det er medarbejdere, som er vant til at arbejde med børn, som tager telefonen.

I den seneste tid har ghettoen ved Odense været præget af uroligheder. Biler er brændt af, folk er blevet overfaldet, og politiet har været hindret adgang.

På et stormøde fredag sad repræsentanter fra området, politi, brandvæsen og kommune sammen for at finde frem til, hvordan man kommer problemerne i bydelen til livs.

- Vi er blevet enige om, at sætte massivt ind over for den kriminelle kerne. Vi vil sætte navne på dem, og de vil mærke, at vi holder øje med dem, siger borgmester Anker Boye (S).

Ra Ranunkel har tidligere efterlyst en bedre forebyggende indsats, fordi mor eller far i mange af familierne lider af posttraumatisk stress-syndrom eller har et stofmisbrug.

- Vi bliver magtesløse, når vi mærker, at vi ingenting kan gøre, siger Ra Ranunkel, som dagligt ser massive sociale problemer fra sit vindue.

Men en forebyggende indsats overfor familierne koster mange penge.

Borgmester Anker Boye ønsker da heller ikke endnu at være konkret om, hvad kommunen vil gøre.

Han kan heller ikke sige, hvem Ra Ranunkel skal ringe til, næste gang han fra sit vindue ser et barn ude alt for sent om aftenen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce