Annonce
Sport

VM-spillere må selv skabe stemningen i fredelig kulisse

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kampene ved VM er langtfra noget støjinferno, så spillerne skal gejle hinanden ekstra op under opvarmningen.

Ingen tunge technorytmer under kampen. Ingen musik under opvarmningen. Ingen overgearede stadionspeakere eller aggressive tilråb fra tribunerne.

Det vil være synd at sige, at kampene ved håndbold-VM i Japan er et støjinferno. Stemningen i hallen er langt fra det, spillerne på godt og ondt er vant til i Danmark.

Japanerne klapper en rytme, der bliver angivet i højttalerne. De jubler afmålt ved scoringerne og forsøger ikke at forfordele nogen af holdene.

- Det er noget andet, end vi er vant til. Men der er da noget klappehalløj, og der er mennesker i hallen. Så snart, der er folk på tilskuerpladserne, giver det en form for lyd og atmosfære.

- Og de er søde til at heppe lidt på begge hold, siger den danske stregspiller Kathrine Heindahl.

Danmarks to første VM-kampe i Kumamoto har begge samlet omkring 1400 tilskuere. De fylder pænt i den beskedne hal.

En heksekedel, som man indimellem oplever det i europæiske håndboldarenaer, er der dog slet ikke tale om.

- Der kommer ikke meget svinsk derudefra. Det er meget pænt, så vores fokus har i år også været på, at vi skal skabe en stemning selv.

- Det bliver vi virkelig tvunget til her. Der er ikke rigtig musik til opvarmningen, og vi er vant til, at den får fuld hammer på musikanlægget. Det stiller lidt større krav til, hvad vi selv bringer ind, siger Heindahl.

Også Line Haugsted har bemærket, at der er mere ro før og under kampene.

- Generelt er de meget høflige hernede. Der var nogle af de andre, der undrede sig over, at der ikke var musik, da vi varmede op, men jeg tænker faktisk ikke så meget over det.

- På holdet er vi gode til at gejle hinanden op hele tiden, siger Line Haugsted.

Danmark spiller for tredje gang i Kumamoto Prefectural Gymnasium tirsdag klokken 12.30, hvor modstanderen er Tyskland.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce