Vissenbjerg vokser på eget initiativ: - Her er man, her bidrager man, her bakker man op

Vissenbjerg: Tågen smyger sig om svingene på vej ind i byen, så man må se sig for, mens bilen hejser sig op i det bakkede landskab.

- Når jeg tager på arbejde om morgenen, siger jeg altid, at jeg kører på bjerget, afslører Gitte Kondrup Ebbesen, skoleleder på Vissenbjerg Skole, mens hun og SFO-afdelingsleder Irene Wittenkamp Mortensen sidder på kontoret med en rødglødende lommeregner og lægger budgetter.

- Udsigten i byen er virkelig fantastisk. Det føles lidt som at køre rundt i Harzen, bliver de to kollegaer enige om.

Sammenligningen er ikke helt tosset. Med sine fladtoppede bakker udgør trappelandskabet, og ikke mindst den sydligt placerede Kirkehelle-bakkes 50 højdemeter, en art bjergtinde, der sikrer Vissenbjerg placeringen som Fyns højest beliggende by.

At være højt til vejrs er egentlig en fin metafor for lokalsamfundets sindelag, i hvert fald som Irene Wittenkamp Mortensen beskriver det:

- Her er opbakning til fællesskabet, og tør man bede om hjælp, så får man den, for alle ressourcerne findes i byen. Alle bliver løftet, siger afdelingslederen.

Gitte Kondrup Ebbesen supplerer:

- Da jeg begyndte som skoleleder her, forelskede jeg mig med det samme i byens ånd. Indbyggerne kan virkelig få tingene til at ske. Altid konstruktivt, aldrig med nej-hatten på. Her er man, her bidrager man, her bakker man op. For eksempel da vi skulle have en ny legeplads; da var der ikke langt fra tanke til handling.

- Det afspejler sig også i mangfoldigheden; på skolens parkeringsplads ser vi både Porscher og biler, der kun lige er holdt sammen med gaffatape. Men alle bidrager på lige fod, siger hun.

I Vissenbjerg Bageri, nyligt kåret til Fyns bedste af slagsen, sætter bagermester Michael Jensen brød i den vældige bageovn, dog mest til ære for kameraet på dette tidspunkt af døgnet. Klokken 09.45 er han sædvanligvis ved at gøre sig klar til at tage hjem efter endt arbejdsdag.

Trofaste kunder kommer ofte langvejsfra for at købe kernebagværk og flødekager i butikken på Vestergade. Og bagermesteren mener, at der er sket noget med byen, siden han overtog bageriet for 14 år siden:

- Allerede dengang kunne jeg se, at der var mulighed for vækst her. Byen har mange ildsjæle, og selvom engagement stiger og falder i perioder, kan man mærke, at lige for tiden er der nogen, der gider. Da vi startede i byen, ville ingen for eksempel lave torvedag. Men nu er der virkelig folk, som har lyst til at gøre en indsats gratis. Folk, som tager initiativ, siger Michael Jensen.

Han har i øvrigt et indlysende bud på, hvorfor netop Vissenbjerg tiltrækker så mange nye beboere:

- Bageriet, siger han og smiler.

Længere nede ad gaden, i det midlertidigt lukkede Bentes Tøjhus, spæner indehaver Christina Rasmussen rundt og hænger lysegrønne forårsvarer på bøjler, mens hun samtidig tjekker sit intelligente smart-armbåndsur hvert femte minut, når nye beskeder popper op på skærmen.

- Vi har stadig åbent digitalt. Kunderne bestiller via min Facebookside, og så samler jeg en lykkepose til dem med 10 stykker tøj, som de kan hente med det samme og betale via Mobilepay. Jeg har nærmest mere travlt nu end på en almindelig dag i butikken, fortæller Christina Rasmussen.

Hendes forældre grundlagde Bentes Tøjhus i 1978, og hun havde selv sin første ekspedition i forretningen som 10-årig. Butikken, og Vissenbjerg i forlængelse, er hendes barndomshjem.

- Det er et skønt sted at vokse op, en by med tryghed og sammenhold. Folk ringer til mig og spørger, om jeg har det godt, og kunderne bakker positivt op. Vi tager os af hinanden her, og ingen bliver glemt, siger butiksejeren.

Lige overfor tøjforretningen kommer mor-Hanne til syne i en døråbning, netop som avisens reporter træder op på fortovet foran Bethesda, Vissenbjergs samlingshus. Christina Rasmussen har ringet i forvejen og forhørt sig, om ikke mor-Hanne, der også går under navnet Hanne Limkilde, har lyst til at tale lidt med avisen om Vissenbjerg.

Det har hun. Mens hun fortæller, sorterer hun samtidig i de mange bøger, der står i kasser ved indgangen til samlingshuset. En bogbyttebørs, forklarer mor-Hanne, hvis sprøde stemme og årvågne blik vidner om et aktivt gemyt. Det er også hende, der har forvandlet byens gamle spejderhus, Bethesda, til et samlingssted for fester i venners lag.

- Jeg har altid boet i Vissenbjerg, og jeg har hørt mange gange, at folk synes, vi er lidt indspiste, eller... ja, at det kan være lidt svært at komme med i fællesskabet. Men til dem siger jeg altid, at det eneste, det kræver, er, at man selv vil. Der er så meget, man kan tage del i her i byen. For eksempel er der altid plads til nye kræfter omkring Røverfesten, mener hun.

Den årlige Røverfest er en lokal folkefest, der går helt tilbage til 1964. Navnet stammer fra Vissenbjergs storskov, Røverskoven, som ifølge gamle sagn var hjemsted for Vissenbjergrøverne. En lokalkrønike, nye tilflyttere nok skal lære udenad før eller siden.

Men netop i dag, hvor disen ligger som en tung vinterdyne omkring skovens trætoppe, er det egentlig ikke svært at forestille sig, hvordan banditter med guldtænder og hjemmeslebne knive engang lå på lur mellem bakkedragene her på bjerget.