Annonce
Mad og drikke

Vinsmagning er en kontakt-sport

Philippe Guigal og frue Eve står selv for udskænkningen, og vinmageren havde et par ekstra flasker under bordet med syrah fra skråningerne over Ampuis.
En dag på rød nålefilt under basketkurve i det nordlige Rhône mindede vinredaktøren om de basale kneb i kunsten at smage vin: Stå tidligt op og læg en plan, spørg, hvad vinmageren har af flasker under bordet. Og det allervigtigste: Spyt ud.

Hørmen af omklædningsrum hænger under neonlamperne. Luften er varm. Fugtigvarm, som hvis man lukkede et par hundrede bloggere og vinskribenter ind i en sportshal og fyldte efter med halvanden hundrede vinproducenter og deres habengut af sækkevogne, flasker og spyttespande. Og lod dem snakke og smage vin over otte timer på et underlag af rød nålefilt.

Omkring middagstid har atmosfæren i sportshallen i flækken Ampuis i det nordlige Rhône fået den helt særlige parfumerede aroma, som minder om svedigt sportstøj. Synet af basketkurvene under loftet minder om, at også vinsmagning er en kontakt-sport, hvor den grundlæggende teknik er afgørende for en sejr uden skader.

Annonce

Her finder du vinen

Vine fra Domaine Ogier og André Perret er i Danmark at finde hos Jersild Vine, mens Bichel og Philipson Wine begge har vine fra Guigal. Vine fra Chapoutier er at finde hos Kjær & Sommerfeldt.

Stor tørst

Søndag aften er jeg landet i Lyon, mandag klokken ni åbner dørene til sportshallen i Ampuis, en lille by i toppen af Rhône-dalen med kirke, torv og en vinbar. Den lokale sportshal er fyldt med små vinbønder som André Perret og Christine Vernay foruden de helt store producenter og negocianter - opkøbere - som Philippe Guigal og formanden for vinbønderne Michel Chapoutier, hvis muntre motto er grand soif - stor tørst.

Vinproducenterne i Rhône flyver hvert andet år den internationale karavane af vinskribenter ind til vinmessen "Découvertes en Vallée du Rhône" for at køre dem i busser fra Lyon og ned gennem dalen til pavebyen Avignon. Her er stop hos lokale producenter af først de kølige vine fra Condrieu og Cote-Rôtie til hjertet i Rhône omkring St. Joseph til sydens varmblodige vine, som i det hede landskab har fået sul på kroppen i form af frugt og alkohol. Det handler for Chapoutier og hans medlemmer om at få præsenteret områdets vine og vinbønder for verden, og vinbøndernes organisation har ansat en mandarin-talende medarbejder for at få skubbet flere af de i alt 2,8 millioner hektoliter vin til Kina.

Den skønne Helene

I kontakt-sporten vinsmagning handler det om at lægge en rute og have en plan. Rhône er et enormt område med mange appellationer og producenter, og jeg har slået følge med et par kendere, og med hvert vort glas søger vi først mod producenten Ogier. Stephane Ogier bor selv i Ampuis og har sammen med sin far Michel 14 hektar vinmarker i Cote-Rôtie med to en halv hektar på to af de bedste parceller i området.

Vi smager striben af vine for at opdage en tendens, som ifølge den ene af mine kompagnoner har bredt sig ved Découvertes: Nogle producenter holder deres bedste vine hjemme, og selv om Ogiers vin La Rosine på syrah - den mest karakteristiske, røde drue i Rhône - er en lækker, saftdreven sag (faktisk en perfekt flaske til en velhængt rib-eye), ja så savner han Ogiers La Belle Hélène, en vin på 100 procent syrah fra de stejle skråninger i Côte-Rotie, som betyder den brændte skråning. Stéphane og Michel Ogier fremstiller blot 160 kasser af den smukke Helene om året, men alligevel. Det er lidt som at besøge en Mercedes-forhandler med topmodellen bag lås og slå ude på lageret. Mærkeligt.

Guigal-imperiet strækker sig fra nord til syd i Rhône, og Philippe Guigal køber gerne små marker op, når de kommer i udbud.

Dumdristige importører

Syrah i udgaven fra det nordlige Rhône er stram og kontrolleret, elegant som barolo fra Piemonte. Men de skal have nogle år i kælderen for at falde til. De hvide vine fra Condrieu er fede, cremede sager på druen viognier med en lav syre, og de skal drikkes inden for en overskuelig årrække. Condrieu er svær at finde i Danmark, for kun dumdristige importører forsøger at sælge hvidvine til omkring 300 kroner flasken. Desuden producerer vinbønderne kun 6000 hektoliter om året, omkring det halve af produktionen på den afsvedne bjergskråning.

Her i Ampuis er det nemt at finde forklaringen på priserne på de lokale vine, hvis man går ud på hovedgaden og kaster et blik op mod de stejle skråninger bag striben af huse. En varebil snegler sig op ad bjerget mellem vinstokke fra producenten Bonnefond & Fils, og det koster i mandetimer at høste druerne ved håndkraft og holde de stejle skråninger i fin form.

Det handler om at finde øjeblikket, hvis man skal ind og smage ved en populær producent. Og dernæst skal man sørge for at have en spyttespand inden for rækkevidde.

Den gråhårede kæmpe

Vi er nået gennem Ogiers, Jamet og Chapoutiers rækker af vine alene, fordi vi har været tidligt ude foran kinesiske bloggere med cirkeline-briller og modne amerikanske skribenter med kulørte skjorter og grå hårpiske, men efter tre timer har temperaturen i lokalet og ikke mindst på vinene nået en grænse, hvor fornøjelsen ved at smage er behersket. Det er svært at vurdere en varm hvidvin i en alt for lille mængde, og de røde mister struktur og får alt for megen frugt. Det er svært at nå frem til flaskerne, men det værste er afstanden til spyttespandene: Det er afgørende at spytte ud, hvis man ikke vil miste evnen til at holde hoved og smagsløg friske, men undertiden står man og ventilerer en sjat vin i munden gennem minutter inden det forløsende øjeblik, hvor den lander i det sorte hul som en præcis stråle.

Det er afgørende at spytte ud, og en anden vigtig ting i vinverdenen er netværk: En af mine smagemakkere har besøgt Philippe Guigal flere gange, og siden sidst har manden fået grå stænk i det kraftige, strittende hår - formentligt prisen for år med lange arbejdsdage og mange rejser. Manden er vokset op under en streng arbejdsmoral som en af to knægte under far og arbejdsgiver Marcel Guigal, der også om søndagen mødte tidligt på kontoret. Og når unge Philippe mødte inden kirketid og forklarede, at han jo også havde en familie og to børn at tage vare på, lød beskeden kort at "der jo altid var arbejde at gøre".

En anekdote måske, men man skal være i stand til at udskyde egne behov og have tæft for vin og en god handel for at nå et punkt, hvor man kan have så gode flasker under bordet som Philippe Guigal og fruen Eve.

Otte timer på en barstol er lang tid. Sportshallen i Ampuis er smagelokale for en dag.

Perle under bordet

Philippe Guigal lægger som de øvrige producenter ud med de billigste vine. I dette tilfælde fra imperiets sydlige områder.

- Vin fra Sydrhône lavet af en fyr fra Nordrhône, det er mit motto, konstaterer Philippe Guigal.

I modsætning til mange af de andre producenter har han ikke taget årgang 2018 med i sportshallen.

- Det er ikke min stil at præsentere vin, som ikke er klar, lyder det fyndigt, inden han forklarer om sine seneste opkøb af vinmarker nede i syd.

Vinsmagning er også en disciplin, hvor erfaring og netværk giver resultat. Philippe Guigal gemmer som mange af de gode producenter en stribe flasker under bordet, som undertiden bliver fundet frem efter smagningen af den officielle række af flasker. For eksempel La Mouline - en vin på syrah med et skvæt viognier til at bløde op - og den fremragende og lige så rasende dyre La Landonne på ren syrah i årgang 2015 - begge vine fra de stejle skråninger over Ampuis.

Fremragende vin. Men den har fortjent bedre forhold end rød nålefilt, små glas og en temperatur i nærheden af de 25 grader.

Chapoutier har taget årgang 2018 med, selv om det nærmest er barnemord for vin fra den svedne skrænt, som Cote-Rôtie betyder direkte oversat.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce