Annonce
Debat

Vink til landmanden - i stedet for at være sur

Debat: Når jeg som bilist i disse høstdage møder de kæmpestore landbrugsmaskiner på vejene, bliver jeg tit vred. Ikke på mastodonterne eller deres førere, men på mange, andre bilister, som tuder i hornet, giver finger, knytter næver, og jeg véd ikke hvad. Bare fordi de ikke hurtigt nok kan komme udenom og videre i trafikken.

Inde i mit sure hoved’ nynner jeg med Liva Weel i Dagmarrevyen 1941 PH’s tekst ”Jeg ku bli’ no’et så 1-2-3…” For vred, det bli’r jeg!

Tænk, om vi i stedet giver os til at vinke venligt til de travle landmænd. Ja, tænk en gang, hvis vi viser dem vores taknemmelighed for, at de gider dyrke Danmarks jord og skabe produktion, som kommer os alle til gode, så vi kan få råd til at købe og køre i de flotte biler, vi nu sidder og dytter i, tænk en gang, om vi lader landmændene forstå, at vi føler med dem, fordi de trods mange vanskeligheder – i disse dage kan vi da bare nævne vejret – pukler løs med høsten. Til alles gavn.

Jeg véd godt, at smil og venlige vink ikke vil give bedre høstvejr; men det vil give mere solskin i forholdet mellem os mennesker. Måske vil de dyttende, truende, fingervisende bilister endda få det bedre. Måske.

Ved et møde forleden, hvor emnet for mit foredrag var min for trekvart år siden udkomne bog ’Under kastanjetræet – 1940’ernes farvel til bondesamfundet’, hvori jeg fortæller om udviklingen i landsbyerne, og dermed landbruget, fra 1940’erne til nutiden, sagde jeg noget om dette her. En tilhører gjorde opmærksom på, at jeg da ellers i bogen er kritisk over for nutidens landbrug..

Vist så. I min sammenligning mellem landbrug i min barndom og landbrug nu kritiserer jeg en del af vore dages måde at holde husdyr på. Grise, høns, mink. Og det vil jeg blive ved med, til dyrplageriet stopper – nødvendigvis ved lov!

Jo, jo. ”Den, man elsker, tugter man”. Med en opvækst som bondedreng og en tid som landmand med 9-måneders landbrugsskoleophold bilder jeg mig ind at kende lidt til landbruget. Jeg holder meget af det erhverv, og jeg var såmænd i mine første journalist-år landbrugsmedarbejder ved et jysk dagblad. Det var herligt.

I et kapitel tager jeg også fat på et udtryk, som ofte hørtes i efterkrigsårene og såmænd også høres nu om dage, at: ”Bønder klager altid!” Den myte går jeg imod og skriver i bogen, at landmænd er ”dengang som nu, nogle glade mennesker. Ind imellem! Hvad vi andre skal huske, er, at landmændene, altså bønderne, er så aldeles afhængige af vejret. I sommeren 1947 opgav vi næsten at køre selvbinderen i marken; der var ikke meget korn at hente dér. Eksperter udi de dele har kaldt tørkesommeren 1947 langt værre for landbruget end tørkesommeren 2018. Og 1947 fik få år senere følge af en sommer, da høsten druknede i regn, så man mange steder valgte at pløje det uhøstede korn ned. Det var sjaskvådt, og kærnerne var spiret, så værdien var nul. Så det er ikke så sjældent, at bonden har grund til at klage…”

Vi kender ikke det endelige resultat af høsten 2019. I skrivende stund synes regnvejret konstant; og meget korn og raps står endnu ’på roden’ i markerne. Men uanset hvad, så lad os i trafikken vinke og smile til høstfolket på de store maskiner og med glæde give dem plads på de ofte smalle veje.

Så kan vi vende PH’s sang til ”1-2-3: Hurra!”

Annonce
Aksel Hundslev
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

- Vi ved godt, det er ulovligt: Derfor parkerer varebilerne midt på fortovet

Læserbrev

Åløkkeskoven. Lad kommunen købe de Lindes grund

Synspunkt: For nylig bragte Fyens Stiftstidende et læserbrev om Åløkkekvarterets beboeres bekymring for, at ejendomsudvikleren Olav de Linde vil bygge seks blokke med lejligheder i Åløkke/Snapindskoven. Argumenterne lød blandt andet, at skovområdet er hjemsted for forskellige dyr og har stor rekreativ værdi for beboerne i området. Vi deler betragtningerne 100 procent. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at der skal fældes gammel skov i en by som Odense, der i forvejen er bagud på grønne områder, når man samtidig vil være grøn by. I øvrigt er der siden seneste læserbrev hørt rævehyl i skoven, så ræve er der også. Skoven er et sammenhængende hele med den omgivende natur. Vi er forbundne kar, da biodiversiteten i den kommunale del af skoven vil blive påvirket, hvis der bygges. Dels vil fugtigheden i skoven ændres, så de eksisterende vådområder forsvinder, og dels vil de ændrede vindforhold, vinden fra vest, påvirke de meget høje, smukke træer, som er karakteristiske for denne skov, der ligger midt i byen. For nogle år siden skulle de gamle kirsebærtræer på Ny Kongevej udskiftes. Odense Kommune havde ikke alle midlerne til det, så beboerne på vejen gik i gang med at skaffe de penge, der manglede, et joint venture med Odense Kommune, hvor hver husstand på vejen lagde 2500 kroner i kassen. På det tidspunkt kontaktede vi Olaf de Linde for at høre, om han ville støtte projektet. Olaf de Linde havde dog nok at gøre med at holde Bazaren oven vande på det tidspunkt, hvilket vi fandt helt forståeligt. Som helt almindelige borgere i Odense Kommune har vi altså alle forsøgt at gøre noget for at bevare kvarterets særkender med de blomstrende kirsebærtræer, der fører ned til Åløkke/Snapindskoven. Det er helt forståeligt, at Olav de Linde har et ønske om at bygge boliger i et attraktivt område og udnytte den del af skoven, som han ejer (den øvrige del ejes af kommunen). Det er hans forretningsområde, og han har formentlig ikke den samme kærlighed til området, som vi naboer har. Det kan man dybest set ikke klandre ham for. Der er ingen tvivl om, at kommunen, ejendomsselskabet og beboerne kan have forskellige interesser. Derfor må der findes en løsning, der kan tilgodese alle parter. Løsningen må efter vores opfattelse være, at kommunen køber den grund, som er en del af skoven, og som i dag ejes af Olav de Linde. Det vil koste kommunen en sum penge. Til gengæld kan kommunen sikre, at det eksisterende skovareal i Åløkke/Snapindskoven bevares som skov, hvilket stemmer overens med kommunens egne planer og ambitioner om at være en grøn storby. Samtidig bevares området uforandret til glæde for alle brugere. Herved får Olav de Linde en sum penge, som kan bruges på at købe en anden attraktiv grund, hvor han kan bygge de boliger, han planlægger - og taber dermed ingenting. Alternativt kan kommunen eventuelt tilbyde at bytte til en anden grund, som kommunen ejer. Der er ingen grund til, at sagen skal gå yderligere i hårdknude til ugunst for alle. Derfor vil vi opfordre By- og Kulturudvalget til at se velvilligt på vores forslag, som er en enkel, men effektiv løsning. I virkeligheden kan man sige, at man derved ruller situationen tilbage til før en del af skoven blev solgt til det daværende Roulunds fabrikker, så kommunen igen ejer hele skovområdet - og derefter kan udlægge hele området som fredskov.

Annonce