Annonce
Sydfyn

Vinder af handicappris: Prismodtagere håber på mere plads

Årets handicappris i Svendborg Kommune gik til UFL Klub Svendborg. Pressefoto
UFL Klub Svendborg er årets modtagere af Svendborg Kommunes Handicappris, og klubben er så populær, at der er behov for større lokaler.

Svendborg: Handicaprådet i Svendborg Kommune har i år uddelt Handicapprisen til UFL Klub Svendborg. Klubben, der blev oprettet i 2016, er et tilbud for unge med særlige behov, som hver anden mandag mødes i Café Tryg til samvær og aktiviteter. I en af de mange indstillinger til Handicapprisen lyder det: "De frivillige vejledere er utroligt engagerede og lægger rigtig mange timer i planlægning og forberedelse, som især denne gruppe har brug for."

Birthe Ramsgaard er en af de otte frivillige, der driver UFL Klub Svendborg. Og hun er selvsagt glad for anerkendelsen.

- Vi er superglade for alle indstillingerne, og at vores indsats bliver værdsat, siger hun.

Hun mener, at dét, der gør UFL Klub Svendborg særlig, er, at den rummer en broget og forskelligartet gruppe mennesker.

- De er alle unge med særlige behov. Nogle bor på bosteder, andre i lejligheder, hvor der er støtte. De har forskellige typer handicap, nogle er psykisk sårbare, andre har ADHD, nogle sidder i kørestol, og mange af dem føler sig også ensomme. Vi forsøger at skabe samvær og sætte dem sammen på tværs, så de får kendskab til hinanden og forhåbentligt får dannet nogle venskaber, der går ud over klubben, siger Birthe Ramsgaard.

Annonce

Håber på mere plads

Klubben har i alt 40 medlemmer mellem 20 og 48 år, og de er med til at beslutte, hvad der skal foregå i klubben gennem et aktivitetsudvalg. Birthe Ramsgaard og de andre frivillige sammensætter på den baggrund et program og søger midler til de forskellige aktiviteter.

Birthe Ramsgaard fortæller, at man forsøger at variere aktiviteterne, så der både er noget "sjovt" og noget "lærerigt" på programmet. I klubben har man blandt andet haft kurser i selvforsvar og kost og ernæring, ligesom man har afholdt tegne-, male og spilleaftener. Ligeledes arrangerer klubben weekendture.

Trods sin korte levetid er klubben så populær, at der lige nu er 8-10 personer på venteliste. Men for at få plads til dem kræver det enten udskiftning i klubben - eller større lokaler.

- Vi har lejet os ind i Café Tryg og har klubaften hver anden mandag. Og vi er lidt klemt, 40 mennesker er mere, end hvad vi indimellem magter, og nogle af brugerne kan ikke klare al den larm, der kan opstå, siger hun.

- Vi håber, vi kan finde et sted, hvor vi kan være hver mandag, så vi får mulighed for at lave endnu mere klub.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce