Annonce
Podcast

Vinbondepar gik fra kirsebærvin i kollektivet til biodynamisk rosé på egen vingård: - Heldigvis vidste vi ikke, hvad vi gik ind til

Carsten Andersen og Bente Rasmussen dyrker vin på Skaarupøre Vingård uden for Svendborg på biodynamiske vinstokkke og plantede de første få år efter Danmark blev godkendt som vinproducerende land for snart 20 år siden. Foto: Nils Svalebøg
I første afsnit af podcastserien Den Danske Vindrøm møder vi det pensionerede ægtepar, Carsten Andersen og Bente Rasmussen, der som nogle af landets firstmovers indenfor vindyrkning har måttet finde deres egen vej.
Listen to "Afsnit 1: Fra kirsebærvin i kollektivet til biodynamisk rosé på egen vingård" on Spreaker.

SVENDBORG: Da Bente Rasmussen mødte Carsten Andersen i begyndelsen af 1980’erne var der ingen af dem, der sådan rigtigt havde forstand på vin.

Men de fik hurtigt styr på det mest basale, da de flyttede i kollektiv sammen i Svendborg, hvor kirsebær og mirabella blev blandet med sukker og bagegær i store glasballoner til vinfremstilling.

- Kvaliteten var, hvor højt alkoholprocenten kunne komme op, fortæller Carsten Andersen med et grin.

Et standpunkt, der stemte meget godt overens med de gængse forventninger til vin i en tid, hvor den almindelige danskers kendskab til drikken som oftest havde udgangspunkt i de forholdsvis billige flasker spansk bordvin, der efter charterturismens gennembrud i 1950’erne fandt vej til de danske supermarkeder.

Annonce

Skårupøre

Carsten Andersen og Bente Rasmussen har boet i Skaarupøre siden 1983 og har dyrket vin i de sidste 16 år.

Mens Carsten Andersen oprindeligt er fra København, er Bente Rasmussen fra Odense.

Inden parret blev fuldtids vinbønder, arbejdede de i godt 20 år inden for socialpsykiatrien. Derudover har Carsten Andersen også en baggrund som tækker.

Kilde: skaaruporevin.dk

Selvom enkelte særligt ivrige haveejere tidligt øjnede muligheden for at dyrke vin på dansk jord i starten af 1980’erne, var det for den i dag 67-årige Carsten Andersen og 66-årige Bente Rasmussen først efter flere rejser til Italien, at drømmen om egen vingård for alvor slog rødder.

I begyndelsen af årtusindeskiftet gik parret derfor på jagt efter et sted, hvor de kunne lade fantasien om det enkle liv på en vingård udfolde sig.

- Egentlig var vores plan at købe en vingård nede i Italien, men vi kunne slet ikke betale det. Det var alt for dyrt, fortæller Carsten Andersen og fortsætter:

- Og så var det jo, at vi vendte snuden hjemad og tænkte, at der måtte kunne laves noget her i landet. For vi havde hørt, at der var nogen, der var begyndt at dyrke vin i Danmark.

Den danske vindrøm

I podcastserien Den Danske Vindrøm lærer du gennem seks afsnit mere om Danmark som vinland og møder nogle af de danskere, der har kastet sig over vindyrkning på professionelt niveau.

Et godt liv

Få år efter Danmark i 2000 fik tilladelse fra EU til at dyrke druer til kommerciel vinfremstilling, plantede Carsten Andersen og Bente Rasmussen derfor 100 vinstokke i deres baghave på gården i Skårupøre. Og da vinstokkene var klar, tog parret fat på nye eksperimenter udi vinfremstilling sideløbende med deres lønarbejde.

Et arbejde, der viste sig at være en del anderledes og mere krævende, end de først havde forestillet sig.

- Jeg vil sige det på den måde, at heldigvis vidste vi ikke, hvad vi gik ind til. Fordi hvis vi havde vidst det, er jeg ikke sikker på, at vi var her i dag, siger Carsten Andersen med et grin.

Anstrengelserne til trods, har parret dog ingen ambitioner om at lægge arbejdet på vinhylden lige foreløbig.

- Vi gør det jo, fordi vi får livskvalitet ud af det. Det er et godt liv, slår Bente Rasmussen fast.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce