Annonce
Rejser

Vilde Voss: Vindtunnel er ekstremsport for bangebukse

Hvem har ikke drømt om at kunne flyve? Med lidt tryllestøv og luft, der cirkulerer med 200 kilometer i timen, kan det faktisk lade sig gøre. Foto: Voss Vind
Hvem har ikke drømt om at flyve? Med lidt tryllestøv fra tre vindturbiner i en 30 meter høj, lodret vindtunnel kan drømmen blive til virkelighed, uden at man risikerer liv og lemmer ved at hoppe ud af et fly i 12.000 fods højde. I ekstremsportsbyen Voss ligger Norges første vindtunnel.

Håndfladerne er varme og fugtige. Chris, der sidder forrest i rækken, tørrer sine af i lårene, mens hun kigger undersøgende og anstrengt på dem. Hun er nu ikke den eneste, der gnider hænderne. Vi sidder fem nervøse kvinder iklædt slidte sneakers, heldragt, beskyttelseshjelm og tætsiddende briller på række. Vi mangler kun faldskærmen på ryggen, så ville vi være klar til at hoppe ud fra et fly.

Så galt skal det dog ikke gå. I stedet skal vi indendørs-skydive, hvor luft fra vindturbiner blæses af sted med så stor kraft, at man kan flyve. Det vil føles som et rigtigt faldskærmsspring fra 12.000 fods højde, men uden al højdeskrækken. Selv om en eller anden form for skræk alligevel kommer snigende på ventepladserne, som jeg rykker nærmere og nærmere døren til vindtunnellen.

Annonce

Voss

Fra både København og Billund kan man flyve til Bergen. Flyturen tager omkring en times tid, og i klart vejr får man et smukt kig ud over det spektakulære norske landskab med fjorde, bjerge og øer fra luften. Fra lufthavnen kører man gennem tunneller i bjergene ind til Bergen og tager toget videre til Voss. Det kører en gang i timen, og turen tager en time og et kvarter.

Man kan også køre med tog op gennem Sverige og Norge. En togtur fra Københavns Hovedbanegård til Oslo tager cirka 8 timer og 30 minutter. Derfra skal man skifte til toget mod Bergen og køre endnu 5 timer og 30 minutter til Voss gennem det storslåede norske landskab.

Fra Hirtshals kan man sejle til Bergen og sove vuggende på vej over havet. Det tager omkring 16 timer og 30 minutter. Og er den dyreste transportløsning. Til gengæld har man sin bil med, så man kan køre på ture gennem bjerg- og fjordlandskaberne i Norge. Det tager halvanden time i bil at køre fra Bergen til Voss.

Første flyvetur

Voss Vind hedder Norges første lodrette vindtunnel, hvor turbiner i bunden sender luft med over 200 km/t op i den 30 meter høje bygning. Vinden cirkulerer og sørger for opdrift i hele det runde glaskammer, der er fire meter i diameter. Det er et sikkert miljø, hvor man kan få oplevelsen af at flyve i kontrollerede omgivelser, forsikrer vores instruktør, Kenny Andre Soldal, os.

Der skal dog nogle dybe vejrtrækninger til, før min krop også føler sig overbevist om sikkerheden i projektet. I døren er vindens susen overvældende. På en skærm ved teknikrummet står vindens hastighed og svinger lidt op over 200 kilometer i timen. Med hænderne i vejret og strakte ben læner jeg kroppen forsigtigt ud i luften. Så forsigtigt, at Kenny Soldal tager fat om min mave og først giver slip, da han kan mærke, at luften bærer.

Fra oven trykker tyngdekraften og forneden vindturbinerne, og midt mellem de store kræfter svæver min krop uden at røre jorden. Og jeg mærker vantro, at jeg smiler. Kæmper for ikke at kigge ned på de 13 meter under mig, som kun er afskåret af et stormasket net. Kæmper for at følge instruktørens guidning: bøj albuerne, stræk benene, smil til kameraet. Og smilene kommer igen helt af sig selv.

I et hurtigt greb er jeg ude igen. Hujende sammen med de andre, varm på huden over hele kroppen og høj af adrenalinsuset.

Ekstremsportsby

Byen Voss, der ligger midt i det norske fjordlandskab, er kendt for adrenalinsus. Den er et mekka for ekstremsport og hjemstedet for verdens største ekstremsportsfestival, Ekstrem Sport Veko, hvor atleter fra hele verden konkurrerer i kajak, rafting, skateboard, faldskærmsudspring, paragliding, klatring, udspring fra klipper og hvilke ekstremt udfordrende sportsgrene, man ellers kan finde på at lave i søen og bjergene omkring byen.

Voss Vind er en del af festivalen. Både fordi det for begyndere er en let tilgængelig og sikker måde at dufte til noget så vildt som faldskærmsudspring. Men også fordi her afholdes det åbne nordiske mesterskab for tomandshold i vindtunnellen under festivalen.

Selv synes jeg, at flyveturene i vindtunnellen er ekstreme nok i sig selv. De to gange halvandet minut svarer da også til fire faldskærmsspring fra 12.000 fods højde.

Anden gang i kammeret begynder jeg at kunne styre fra side til side og op og ned. Kenny Soldal slipper mine hænder, og jeg flyver langt over hovedet på ham, mens det suger i maven, og tankerne i hovedet kredser om de 17 meter tårn, jeg kan forsvinde op i.

Men det føles nærmest som at flyve. Frit, vildt og vanedannende.

Hvem har ikke drømt om at kunne flyve? Med lidt tryllestøv og luft, der cirkulerer med 200 kilometer i timen, kan det faktisk lade sig gøre. Foto: Voss Vind
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce