Annonce
Sport

Vikar-landsholdet i VIP-loungen

Tarup-Paarup-spillerne Anders Fønss, Christian Bannis og Kasper Skræp venter på deres holdkammerater fra vikarlandsholdet fra Trnava uden for søjlegangen ved Ceres Park i Aarhus. Alle 24 spillere fra kampen i Slovakiet var inviteret af DBU. De to sidste TPI-spillere Mads Bertelsen og Victor Vobbe Larsen var med den fælles bus, der kørte til Aarhus. Foto: Leif Rasmussen

Wales kom til Aarhus med en brandvarm sejr på 4-0 over Irland. Hermed fik waliserne en grusom revanche for forårets 1-0-nederlag på hjemmebane til irerne, der dermed kvalificerede sig til VM-playoffkampene mod Danmark i stedet for Wales.

Anders Fønss og Christoffer Haagh og de øvrige spillere fra vikarlandsholdet var inviteret til kampen, men der var ingen hyldest eller markering af deres præstation i Slovakiet, hvor holdet med 2. divisions- og futsal-spillere kun tabte med 3-0 til Slovakiet i en kamp, hvor det normale landshold skulle have forberedt sig til Nations League-kampen i Aarhus.

Vikarlandsholdet sad i loungen før kampen og spiste fint på DBU's regning og havde i det hele taget en fornøjelig aften i Aarhus.

Den første landskamp mellem Danmark og Wales blev spillet den 21. oktober 1964 i Københavns Idrætspark. Danmark vandt 1-0 på et mål af Ole Madsen to minutter efter pausen. Træner var Poul Petersen og han havde sendt følgende spillere på banen : Leif Nielsen (Frem), Leif Hartwig (B1909), Bent Wolmar (AGF), Birger Larsen (Frem), Bent Hansen (B1903), Jens Petersen (Esbjerg), Palle Kähler (B1909), Ole Fritsen (Vejle Boldklub), Ole Madsen (HIK), Ole Sørensen (KB) og Tom Søndergaard (B93).

Mike Stowell, målmandstræner for Leicester, er blevet midlertidig målmandstræner for DBU og A-landsholdet, mens Lars Høgh stadig er sygemeldt på grund af kræft.

Lars Høghs datter Josephine Høgh, der arbejder for DR Sporten i Aarhus, var på stadion, men havde fri og var blot mødt op for at se kampen.

John Hartson, der som aktiv ikke var kendt som en af Guds allerbedste børn, var i Aarhus for walisisk tv. Hartson kom for nogle år siden godt fra testikelkræft, der havde bredt sig til lunger og hjerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce