Annonce
forside

VIDEO: Nyt pilotprojekt skal hjælpe handicappede børn ud i foreningsfællesskaber

Byhaveskolen har fået 12.000 i fondsmidler, så deres elever kan få lov til at lave idræt på lige linie med almindelige børn.

Nyt pilotprojekt mellem specialskolen Byhaveskolen og SG-Huset skal hjælpe handicappede børn ud i foreningsfællesskaber. Projektet støttes af Spar Nord Fonden.

Her kan du møde eleverne fra m4-6b lave idræt på skolen. Skoleidrætten skal nu være med til at forberede dem til besøgene i det store gymnastikhus.

Forælder tog initiativ

Christian Steffensen har en 10-årig søn, der går på Byhaveskolen. Han har et stort netværk indenfor byens idræts-verden og sammen med sin kone, tog han initiativ til projekt ’Jeg går også til sport’.

- Vi oplevede, at der manglede et tilbud i Svendborg Kommune, for denne gruppe af børn. Idræt og sport er en vigtig del af unges opdragelse og trivsel, siger Christian Steffensen og parrets initiativ.

- Det betyder meget for vores ide, at det ikke bliver en yderligere belastning for børnene. At de og os som familier i forvejen har lange og udfordrende dage er ingen hemmelighed. Der er ofte udsolgt, når de kommer hjem fra skole. Så det er vigtigt, at tilbuddet flettes ind i skolens hverdag og fritidstilbud, siger Christian Steffensen.

Det har været vigtigt for ham, at det skulle være et tilbud for alle elever, så forældres ressourcer ikke spillede ind på, om de kunne blive del af et foreningsfællesskab.

Besøgene i SG-Huset forløber derfor således, at klasserne kommer en gang om ugen som del af skoleundervingen.

Derudover bliver de del af det klubtilbud skolen tilbyder eleverne efter skoledagen.

- Vores søn har en storebror, som han spejler sig i. Han dyrker meget sport, så derfor har det også være vigtigt for os, at vores søn fik mulighed for at sige, at han også går til sport, siger Christian Steffensen.

Annonce

Udnyt hinandens tilbud

- Traditionelt set tilbyder foreningslivet idræt efter klokken 16. Det rammer nogle grupper i samfundet, siger udviklingschef i SG-Huset Jacob Kramer og uddyber:

- Ved de, det ikke rammer, kræver det en særlig indsats som i det her tilfælde, siger Jacob Kramer og fortæller, at SG-Huset har et samarbejde med en SFO i byen, der kommer forbi og springer.

- Når forældrene henter børn klokken 16.00, ved de, at de er blevet rørt. Det er en ny måde at tænke idræt på. Vi skal blive bedre til at benytte hinandens tilbud. Lære hvordan skoler og foreningsliv fungerer praktisk og økonomisk og binde de to ting sammen, siger Jacob Kramer

Skoleleder er glad

Det glæder skoleleder Lars Hørmann Kolmos, at man frem til sommerferien har mulighed for at prøve projektet af. Han forventer imidlertid, at det bliver et permanent tilbud fra næste skoleår, og at man fra da af selv vil kunne finansiere besøgene.

- Motorisk har vores elever nogle udfordringer sammenlignet med elever på almindelige folkeskoler. Men med fondsmidlerne kan vi tillade os at stille ekstra krav til instruktøren om, at de har et specielt fokus på vores elevers udfordringer, og på hvordan de kan udvikle sig.

Læse mere i dagens avis.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce