Annonce
Debat

Vi skal ud af bedøvelsen

Vi har fået ny regering. Det ser faktisk ud til, at det kommer til at rykke, når vi taler politiske indgreb til fordel for klimaet. Selvom man ikke i EU kunne blive enige om at gå forrest i målsætningen om reduceringen af drivhusgasser, så var det tæt på denne gang i modsætning til tidligere år, og begge dele er tydelige tegn på, at stemningen omkring klimakrisen er vendt i store dele af Europa. Det er en glædelig milepæl for enhver, der bekymrer sig om bæredygtighed. Men alligevel frygter jeg, at det meste bliver nogenlunde som det plejer, når virkeligheden rammer. Det er ærgerligt at måtte påpege, men så længe vi stadig i det store og hele lader os styre af den dagsorden, der gang på gang har bragt os på kant med et harmonisk forhold til den jord, vi lever af og på, så har vi stadig de største udfordringer foran os. At rejse sig fra den glidebane, vi gennem vores livsstil har placeret os på, og som på én gang sender det enkelte menneske ind i bedøvelsen og naturen ud i den ene krise efter den anden, kræver betydeligt mere end politiske mål for co2-udledning. Det kræver ganske enkelt, at vi tør at drømme om noget, der er langt mere meningsfyldt end blot fortsat økonomisk vækst.

Problematikken handler ikke alene om global opvarmning, hvis konsekvenser ellers er skræmmende nok i sig selv. Den er blot et af mange symptomer på et sygt paradigme. Det handler tillige om den meget lange række af følgevirkninger, der underminerer vores mulighed for en meningsfuld og bæredygtig tilværelse. De følgevirkninger af vores evindelige jagt på det smerteløse, fejlfrie liv, som nogen har besluttet, bør være selve målsætningen for vores livsbane, og som i sit kølvand efterlader en hærget klode med udpræget ulighed og horder af mennesker, hvis værdi i både egne og andres øjne, alene gøres op i deres evne til at producere og forbruge.

I den fortælling, vi indskriver os selv i, er vores lykke bundet op på opfyldelsen af ethvert tænkeligt behov. Ja, selv alle de behov, vi ikke selv kunne tænke os frem til, men venligt bliver påmindet om i de velkonstruerede reklamespots, der med succes kæmper om resterne af vores overforbrugte opmærksomhed.

Måske er det slet ikke primært opfyldelsen af de stadigt nyopfundne behov, der egentligt driver værket. Måske jager vi for jagtens skyld og ikke så meget for byttet. Måske er det selve jagten på væksten, som udfylder tomrummet efter den meningsfulde tilværelse, der optager os, fordi det er vejen til anerkendelse indenfor det overforbrugsparadigme, vi bekender os til. Men uanset drivmidlet er denne form for stræben uforenelig med et bæredygtigt verdensbillede, der bygger på ideen om balance. Og så længe vi konstant og med fuldt overlæg forskyder balancerne imellem hinanden og imellem os og verden, så bliver de politiske lappeløsninger til stadighed overtrumfet af den egentlige dagsorden for vores daglige fremmøde: Drømmen om den uendelige vækst, der skal fjerne os fra livets genvordigheder.

Jeg tror, at de nye klima-politiske vinde kan være med til at puste til den ild, der med tiden kan fortære et overforbrugsfinansieret verdensbillede. Men i sig selv er de kun begyndelsen på en langt mere radikal ændring i vores livs- og verdenssyn. Vi skal turde drømme om et liv, der ikke måles på succes og fiasko. Vi skal turde vælge et liv langt væk fra den overhalingsbane, der konstant leder os i armene på alt fra stress til ensomhed. Vi skal turde leve et liv, der ikke i al sin ensidige stræben gør os afhængige af det overforbrug, der forveksles med selve livets mening.

Vejen til en værdifuld og bæredygtig tilværelse går igennem erkendelsen af, at det meningsfulde livs essens ikke findes i det bedøvende tomrum, vi pendulerer i imellem væksthysteri, overforbrug og underholdningsnarkomani. Mange af os mangler det klarsyn, der skal til for overhovedet at erkende bedøvelsen, men det er så småt på vej. Hvad værre er: Selvom en narkoman erkender sit misbrug, gør det ikke én stoffri. Og det er enormt svært at frigøre sig fra bedøvelsen. Gang på gang forfalder vi, trods gode intentioner, til kendte løsninger, når trætheden, ugideligheden, gæsterne eller højtiderne indfinder sig.

Vi er vævet ind i et univers af betydninger og ritualer, der gør det enormt svært at bryde med vanen om at købe nyt tøj til festen, bruge energien på at bane vejen for vores børns karriere eller køre til Tyskland og fylde traileren før sommerferien. Vi skal ud af bedøvelsen, og det kræver masser af gensidig opmuntring, nye rammer for sociale aktiviteter og fokus på alle de lækre ting i tilværelsen, der får vækstparadigmet til at ligne en kvalmefrembringende, indtørret lort. Det er alt for tidligt at smide arbejdshandskerne.

Annonce
Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fængselsforbundet: - Vi kan aldrig undgå, at indsatte tager livet af sig selv

Odense

Thomsens 41 år med lokalhistorie

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce