Annonce
Debat

Vi skal snakke om, hvorfor vi egentlig holder skole. Målstyring er gået over gevind i skolen

Anette Lind

Med Undervisningsministeriets læringsmålstyringsmodel er skolens og fagenes formål blevet afkoblet fra skolens praktiske undervisning. I stedet har man indsat et utal af kompetence-, færdigheds- og vidensmål, der skal danne udgangspunkt for skolens virke. Samfundet og flere centrale politiske aktører synes heldigvis at have fået ondt i denne overdrevne målstyring, der rider hele uddannelsesverdenen som en mare.

Dermed er bolden blevet givet op til en ny besindelse på, hvorfor vi overhovedet holder skole, og hvad uddannelse og undervisning er til for. Der er tale om fundamentale spørgsmål, der ikke lader sig besvare med forhastede refleksudsagn, der oftest viser sig at være variationer over tre påstande, som ikke inviterer til tænkning og undren: Fordi eleverne skal lære dèt, vi siger, de skal lære. Fordi der skal skabes konkurrencedygtig arbejdskraft, der kan levere varen på det globale arbejdsmarked (på moderne dansk: employability og competitivity). Fordi institutionerne skal effektivisere og billiggøre 'produktionen' af alt fra folkeskoleelever til universitetskandidater (bl.a. efter devisen: besparelser, nedlæggelse af skoler, fusioner og en tvang til at lade sig sammenligne: comparativity).

Ofte betragter vi et formål som det, en institution sigter mod at indfri, som et ideal eller et slutmål. Det gælder også i vores forståelse af skolens formål; alle skolens aktiviteter må virke for at indfri skolens og fagenes politisk besluttede formål. Det er denne forståelse, der har ført til, at formålet for skolen og fagene er atomiseret ud i en endeløs række af statsdefinerede kompetencemål, der beskriver hvilken adfærd, eleverne skal udvise på forskellige klassetrin, og til en overdreven fokusering på, hvilke metoder der 'virker' for indfrielsen af disse mål.

Men et formål er ikke nødvendigvis et ideal eller et slutmål. Det kan også betragtes som et afsæt for handling. På engelsk hedder formål purpose. Det er sammensat af de latinske begreber pro og pausa, som kan oversættes til 'før-pause' eller 'før-position'. Et formål er således en pause, der går forud for dét, der kommer efter. Formålet er et udgangspunkt.

Betragter man skolens og fagenes formål som udgangspunkter, lader det sig ikke gøre at nedbryde dem i centralt definerede kompetencemål, som eleven skal indfri. I en sådan skole kan der ganske enkelt ikke være mål på forhånd, for målene må blive til med afsæt i det udgangspunkt, som læreren og eleverne er sammen om. Således bør undervisningen altid i sit udgangspunkt være mål-løs. Det betyder ikke, at der så ikke skal være mål i skolen. Det betyder blot, at målene ikke kan pålægges udefra i form af krav om bestemte læringsudbytter, men at de må blive til med afsæt i skolens eget formål, i et samspil mellem læreren, eleverne og stoffet. Det er endvidere vigtigt, at målene ikke formuleres som endegyldige slutmål. I stedet må de formuleres som fleksible skitser, der lader sig omforme og tilrette, efterhånden som læreren og eleverne dykker længere ned i stoffet. Målene må på den måde betragtes som midler for dét, der er skolens egentlige formål: at være et udgangspunkt for fordybelse i kulturen samt tilværelsens udfordringer.

Betragtet indefra er der mindst fire grunde til at holde skole. Først og fremmest er skolen en levende organisme og et afskærmet frit sted, der suspenderer det ydre pres. Læreren og eleverne lærer at give sig stoffet i vold for at bringe sagen (digtet, 10-talssystemet, en historisk begivenhed) til sproget og invitere til forståelse, spørgen og selvstændig tolkning. God undervisning har fagligheden i centrum. Den drager omsorg for utallige former for kundskab, sikrer fordybelse og er præget af tålmod. Læreren kan sågar 'risikere' at erfare noget nyt undervejs.

For det andet er skolen et i princippet klasse- og kulturblindt sted for alle og enhver. Hvad enten eleven er professorsøn eller datter af en hjemmehjælper, kristen, muslim eller ateist, er det her, vedkommende stifter bekendtskab med alt det, der ikke kendes til eller høres om hjemmefra.

For det tredje lærer vi at spørge kritisk og åbent til de værdier, rutiner og livsformer, vi ellers tager for givet - det gælder også for demokratiet og friheden til at ytre sig. I undervisningen trædes billedligt talt et skridt til siden, så eleverne i ro og mag kan undersøge og drøfte fx, hvordan næsten alle voksne på blot få generationer blev til lønarbejdere og storforbrugere, samt hvordan internettet og de sociale medier ændrer verdensbilledet og omformer de menneskelige fællesskaber.

For det fjerde karakterdannes vi inden for uddannelsesinstitutionerne, der således samtidig også altid er og bør være dannelsesinstitutioner. Der er her, de kommende (verdens)borgere bliver formet og gør sig erfaringer som demokratisk dannede og engagerede mennesker. Hvem ved? Måske vil 'gamle' elever en dag kreere nye lærdomsinstitutioner og byde på helt andre idéer til samfundets indretning. Skolerne skal derfor skænke alle elever mulighed for at øve sig livslangt i at være aktive medskabere af samfundet og det offentlige liv. Børn skal ikke blot være private og nyttemaksimerende eksistenser - ej heller blot objekter for statslig kontrol og læringsmålstyring.

Undervisning er som en mønt med to sider. På den ene side er stoffet - den faglige viden og alt det, vi mødes om i undervisningen. På den anden side er relationerne mellem læreren og eleverne både individuelt og som gruppe. Disse relationer er ganske komplekse, fordi de altid foregår på flere niveauer, der samtidig vekselvirker med hinanden i det specifikke kulturfællesskab, som undervisningen udgør. Det afgørende er, at eleverne både har tillid til, at læreren kan og vil hjælpe dem. Det kræver dygtige, veluddannede, begejstrede og nærværende lærere, der tilsvarende skal mødes med en høj grad af tillid til deres professionelle dømmekraft. Hvorfor ellers overhovedet uddanne og ansætte dem?

I forhold til folkeskolens formål synes der at være opstået en modsætning mellem, at eleverne på den ene side har stor viden og tillid til demokratiets grundlæggende institutioner, men at de samtidig har lave forventninger til egen involvering og deltagelse i samfundet og politiske aktiviteter. Hvad nytter det, at eleverne kan lære om demokratiet, hvis folkeskolens undervisning ikke medfører, at eleverne oplever at være i en demokratisk kulturinstitution? Den massive centralisering og detailregulering af skolens indhold, som er pågået over de seneste 20-25 år, har på det nærmeste elimineret formålsparagraffens formulering om, at skolens virke skal være præget af demokrati.

Den målstyrede praksis medfører tillige et pres på skolelovens §18, stk.4, så eleverne i stadig mindre grad bliver inddraget i planlægningen af undervisningens indhold og fastlæggelse af mål, men alene skal leve op til eksternt definerede mål. Eleverne opdrages til at få at vide, hvad de skal lære, men ikke hvorfor. Målstyringen viser sig at få konsekvenser, som er i modstrid med folkeskolens formål og lægger hindringer i vejen for elevers virke som politisk handlende væsner.

Markedsgørelsen af skolen må stoppe. Vi må igen vise tillid til skolen, så elever og lærere, med afsæt i skolens grundlæggende formål, kan få mulighed for at bidrage positivt til udviklingen af morgendagens demokratiske samfund.

Annonce
Charlotte Ipsen
Niels Jakob Pasgaard
John Rydahl
Steen Nepper Larsen
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Kerteminde For abonnenter

Nyt forslag: Hvis du flytter til Kerteminde, får du en gratis byggegrund og 100.000 kr. i hånden

Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Annonce