Annonce
Debat

Vi skal snakke om, hvorfor vi egentlig holder skole. Målstyring er gået over gevind i skolen

Anette Lind

Med Undervisningsministeriets læringsmålstyringsmodel er skolens og fagenes formål blevet afkoblet fra skolens praktiske undervisning. I stedet har man indsat et utal af kompetence-, færdigheds- og vidensmål, der skal danne udgangspunkt for skolens virke. Samfundet og flere centrale politiske aktører synes heldigvis at have fået ondt i denne overdrevne målstyring, der rider hele uddannelsesverdenen som en mare.

Dermed er bolden blevet givet op til en ny besindelse på, hvorfor vi overhovedet holder skole, og hvad uddannelse og undervisning er til for. Der er tale om fundamentale spørgsmål, der ikke lader sig besvare med forhastede refleksudsagn, der oftest viser sig at være variationer over tre påstande, som ikke inviterer til tænkning og undren: Fordi eleverne skal lære dèt, vi siger, de skal lære. Fordi der skal skabes konkurrencedygtig arbejdskraft, der kan levere varen på det globale arbejdsmarked (på moderne dansk: employability og competitivity). Fordi institutionerne skal effektivisere og billiggøre 'produktionen' af alt fra folkeskoleelever til universitetskandidater (bl.a. efter devisen: besparelser, nedlæggelse af skoler, fusioner og en tvang til at lade sig sammenligne: comparativity).

Ofte betragter vi et formål som det, en institution sigter mod at indfri, som et ideal eller et slutmål. Det gælder også i vores forståelse af skolens formål; alle skolens aktiviteter må virke for at indfri skolens og fagenes politisk besluttede formål. Det er denne forståelse, der har ført til, at formålet for skolen og fagene er atomiseret ud i en endeløs række af statsdefinerede kompetencemål, der beskriver hvilken adfærd, eleverne skal udvise på forskellige klassetrin, og til en overdreven fokusering på, hvilke metoder der 'virker' for indfrielsen af disse mål.

Men et formål er ikke nødvendigvis et ideal eller et slutmål. Det kan også betragtes som et afsæt for handling. På engelsk hedder formål purpose. Det er sammensat af de latinske begreber pro og pausa, som kan oversættes til 'før-pause' eller 'før-position'. Et formål er således en pause, der går forud for dét, der kommer efter. Formålet er et udgangspunkt.

Betragter man skolens og fagenes formål som udgangspunkter, lader det sig ikke gøre at nedbryde dem i centralt definerede kompetencemål, som eleven skal indfri. I en sådan skole kan der ganske enkelt ikke være mål på forhånd, for målene må blive til med afsæt i det udgangspunkt, som læreren og eleverne er sammen om. Således bør undervisningen altid i sit udgangspunkt være mål-løs. Det betyder ikke, at der så ikke skal være mål i skolen. Det betyder blot, at målene ikke kan pålægges udefra i form af krav om bestemte læringsudbytter, men at de må blive til med afsæt i skolens eget formål, i et samspil mellem læreren, eleverne og stoffet. Det er endvidere vigtigt, at målene ikke formuleres som endegyldige slutmål. I stedet må de formuleres som fleksible skitser, der lader sig omforme og tilrette, efterhånden som læreren og eleverne dykker længere ned i stoffet. Målene må på den måde betragtes som midler for dét, der er skolens egentlige formål: at være et udgangspunkt for fordybelse i kulturen samt tilværelsens udfordringer.

Betragtet indefra er der mindst fire grunde til at holde skole. Først og fremmest er skolen en levende organisme og et afskærmet frit sted, der suspenderer det ydre pres. Læreren og eleverne lærer at give sig stoffet i vold for at bringe sagen (digtet, 10-talssystemet, en historisk begivenhed) til sproget og invitere til forståelse, spørgen og selvstændig tolkning. God undervisning har fagligheden i centrum. Den drager omsorg for utallige former for kundskab, sikrer fordybelse og er præget af tålmod. Læreren kan sågar 'risikere' at erfare noget nyt undervejs.

For det andet er skolen et i princippet klasse- og kulturblindt sted for alle og enhver. Hvad enten eleven er professorsøn eller datter af en hjemmehjælper, kristen, muslim eller ateist, er det her, vedkommende stifter bekendtskab med alt det, der ikke kendes til eller høres om hjemmefra.

For det tredje lærer vi at spørge kritisk og åbent til de værdier, rutiner og livsformer, vi ellers tager for givet - det gælder også for demokratiet og friheden til at ytre sig. I undervisningen trædes billedligt talt et skridt til siden, så eleverne i ro og mag kan undersøge og drøfte fx, hvordan næsten alle voksne på blot få generationer blev til lønarbejdere og storforbrugere, samt hvordan internettet og de sociale medier ændrer verdensbilledet og omformer de menneskelige fællesskaber.

For det fjerde karakterdannes vi inden for uddannelsesinstitutionerne, der således samtidig også altid er og bør være dannelsesinstitutioner. Der er her, de kommende (verdens)borgere bliver formet og gør sig erfaringer som demokratisk dannede og engagerede mennesker. Hvem ved? Måske vil 'gamle' elever en dag kreere nye lærdomsinstitutioner og byde på helt andre idéer til samfundets indretning. Skolerne skal derfor skænke alle elever mulighed for at øve sig livslangt i at være aktive medskabere af samfundet og det offentlige liv. Børn skal ikke blot være private og nyttemaksimerende eksistenser - ej heller blot objekter for statslig kontrol og læringsmålstyring.

Undervisning er som en mønt med to sider. På den ene side er stoffet - den faglige viden og alt det, vi mødes om i undervisningen. På den anden side er relationerne mellem læreren og eleverne både individuelt og som gruppe. Disse relationer er ganske komplekse, fordi de altid foregår på flere niveauer, der samtidig vekselvirker med hinanden i det specifikke kulturfællesskab, som undervisningen udgør. Det afgørende er, at eleverne både har tillid til, at læreren kan og vil hjælpe dem. Det kræver dygtige, veluddannede, begejstrede og nærværende lærere, der tilsvarende skal mødes med en høj grad af tillid til deres professionelle dømmekraft. Hvorfor ellers overhovedet uddanne og ansætte dem?

I forhold til folkeskolens formål synes der at være opstået en modsætning mellem, at eleverne på den ene side har stor viden og tillid til demokratiets grundlæggende institutioner, men at de samtidig har lave forventninger til egen involvering og deltagelse i samfundet og politiske aktiviteter. Hvad nytter det, at eleverne kan lære om demokratiet, hvis folkeskolens undervisning ikke medfører, at eleverne oplever at være i en demokratisk kulturinstitution? Den massive centralisering og detailregulering af skolens indhold, som er pågået over de seneste 20-25 år, har på det nærmeste elimineret formålsparagraffens formulering om, at skolens virke skal være præget af demokrati.

Den målstyrede praksis medfører tillige et pres på skolelovens §18, stk.4, så eleverne i stadig mindre grad bliver inddraget i planlægningen af undervisningens indhold og fastlæggelse af mål, men alene skal leve op til eksternt definerede mål. Eleverne opdrages til at få at vide, hvad de skal lære, men ikke hvorfor. Målstyringen viser sig at få konsekvenser, som er i modstrid med folkeskolens formål og lægger hindringer i vejen for elevers virke som politisk handlende væsner.

Markedsgørelsen af skolen må stoppe. Vi må igen vise tillid til skolen, så elever og lærere, med afsæt i skolens grundlæggende formål, kan få mulighed for at bidrage positivt til udviklingen af morgendagens demokratiske samfund.

Annonce
Charlotte Ipsen
Niels Jakob Pasgaard
John Rydahl
Steen Nepper Larsen
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce