Annonce
Læserbrev

Vi skal have styr på løbehjulene

Læserbrev: Vi er glade for innovation og nytænkning, og kan man gøre tingene på nye, bedre og grønne måder, er vi helt klart med på vognen. I Odense er vi gode til at være med på beatet, bl.a. er vi i gang med et letbaneprojekt, som kommer til at give Odense et kæmpe løft af infrastrukturen. Men tingene skal gøres ordentligt, og der skal sammen med de nye måder at gøre tingene på også følge ordnede forhold og regler, der tilpasser sig de nye tider.

Fagbladet 3F skrev 9. november, at Aarhus har taget et skridt længere end andre kommuner med løbehjul og stillet krav for at undgå underbetaling af dem, der skal samle løbehjulene op, når de er blevet stillet rundt omkring i byen.

Det sker desværre tit, at innovation og nytænkning ikke går hånd i hånd med overenskomst og ordnede forhold. Det kan vi se ved store dele af robotvirksomhederne i Odense, som ikke har ordnede forhold, og nu også ved løbehjulsfirmaerne, der groft underbetaler de ansatte.

Odense skal følge trop med Aarhus og stille krav til løbehjulsfirmaerne - alt andet ville være uforsvarligt.

Flere medier skrev for nylig, at sikkerheden ikke er i top, når man kører på løbehjulene om vinteren, især ikke hvis der er frost. Her fremgik det, at hjulene er lavet af gummi, som bliver meget hårde i frostvejr, hvilket gør vejgrebet endnu dårligere, end det er i forvejen. Yderligere kunne man høre den nordiske chef for løbehjulsfirmaet Voi udtale, at der ikke kommer vinterdæk i år, fordi man ikke har fundet en løsning på problemet.

Selvom Voi kan slukke for løbehjulene lokalt, hvis det vurderes at være farligt at køre på dem, mener vi, at Odense Kommune skal stille en klausul om, hvoraf det fremgår, at løbehjulene skal slukkes, så snart der er frostgrader, så de ikke må køre på vejene. Det kommer til at koste penge for selskaberne, men så må de finde en løsning, som gør, at man kan leje løbehjulene med vinterdæk.

Vi er virkelig glade for, at Odense ligger i overhalingsbanen og har fart på, når det kommer til udvikling og nye projekter. Men vi mener, at Odense Kommune bør sikre arbejdsvilkår og sikkerhed, når det kommer til løbehjulene.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce