Annonce
Debat

Vi lider af manglende kærlighed til naturen

Simon Lægsgaard Madsen

Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Sådan lyder den velkendte verselinje fra Grundtvigs digt, "Nu skal det åbenbares", om menneskelivets dannelse. Temaet er kærligheden som menneskets evige drivkraft - dets dybe længsel efter freden, friheden og samhørigheden, der leder os gennem alle denne verdens kriser. Kærligheden til det fælles, som altid overlever trods verdens dumhed og uretfærdighed. Uden forbindelse til den kærlighed mister vi den røde tråd - uforbundet fortaber livets mening sig i ensomhedens ekkokammer.

Vi lever i en tid, hvor størstedelen af befolkningen lever i ligegyldighedsskabende uvidenhed om alt det levende omkring os. Mange har et ganske overfladisk forhold til vores naturlige omgivelser, og det afspejles i vores apatiske indstilling til verdens enorme bæredygtighedsudfordringer. Det er foruroligende, for vi taler her om et fælles livsgrundlag, som burde være et mål for vores kærlighed, og som uden vores omsorg og beskyttelse kan få katastrofale følger for fred og frihed.

Grundtvigs digt handler også om nødvendigheden af at kæmpe for den frihed, der giver plads til kærligheden. Fred og fordragelighed er ikke er noget, der kommer af sig selv." Ej alt i fred-lér forme, men vælge livets storme for gravens stille ro." Det bæredygtige liv, det liv, der levner plads til livets udfoldelse, findes på den anden side af stormene. Det rum, der skal skabes, for at vi kan rumme hinandens frihed, bygges ikke med fred-ler, men ved at hugge sig veje igennem vildnisset af alt det, der binder friheden og udsulter kærligheden. Og "fjenden er i landet", men vores magelighed har fortæret kampgejsten. Vores røve sidder fast mellem puderne i bekvemmelighedens sofa, hvor vi har indlagt os selv til nakkestivhed og tv-tidsfordriv i den fejlagtige tro, at det ikke er vores kamp.

Vi skal simpelthen have røven ud af puderne. Vi skal ud og lede efter kærligheden og undervejs lade os forarge af alt det, der står imellem os og den frihed, vi så desperat mangler. Vi skal bekæmpe dumheden, fremmedgørelsen og dorskheden. Alt det, der står imellem os og den frihed, som kærligheden lokker med. Men hvordan kommer man i gang? Med kærlighed og dannelse er det som med hønen og ægget. Vi skal, som Grundtvig skriver, først og fremmest elske det, vi vil blive kloge på. Omvendt kommer man til at elske det, man lærer at kende. Det er en selvforstærkende dannelsesproces, og den slags kan altid være svære at komme i gang med, for hvilken ende skal man begynde i? I virkeligheden er det fuldstændig ligegyldigt, for det ene afføder det andet. Som med alle vigtige forhold her i livet kræver det kun en eneste ting: et valg. Det er din viljesakt, der sætter det i gang. Vælg! Lær at kende! Elsk! Så kommer resten af sig selv.

Vi skal lære naturen at kende. Ikke i en sukkersød romantiseret udgave med flæser og papillotter, men i al dens vildskab, tilpasningsdygtighed, kraft og sårbarhed, i al dens lavpraktiske besværlighed og dens sanselige og åndelige rigdom. Ikke mindst vores børn skal møde naturen - og det er os, der skal tage ansvaret på os og vælge for vores børn. Men må man overhovedet vælge for sine børn? Vel må man så. Alt andet er uforsvarligt. Hvornår og hvordan man bliver myndig i en dannelsesforstand er, et åbent spørgsmål, men i Danmark har vi sat grænsen ved 18 år, så vi skal skynde os at vælge naturen til for dem inden da. Som vi har indrettet vores samfund, giver vi dem nemlig ikke mange muligheder for at vælge den selv.

Langt de fleste af vores børns aktiviteter foregår indenfor rammerne af en spillebane, som voksne har skabt for dem: Fodboldbanen, computerskærmen, skolegården. Selvfølgelig er der spejdere og spirende byhaver osv., og det er fedt. Og mine højskoleelever vælger køkkenhavefag og naturoplevelser som aldrig før. Det er skønt. Men de fleste er spejlblanke, når det kommer til indsigt i naturens verden, og naturaktiviteterne er ofte en kort flirt i et langt digitaliseret ægteskab. Naturen skal ind med havregrøden. Der er så mange natursyn, at man nemt farer vild, og jeg hører ofte det synspunkt, at vi ikke har rigtig natur i Danmark. For mig at se er det vrøvl. Vi har masser natur. En stor del af den er forsøgt kultiveret, men den slår alligevel igennem overalt, præcis som vores egen natur gør det. Naturen begynder der, hvor vi slipper kontrollen, og det er netop dette kaoselement, der kan gøre mødet med naturen så kreativt og betydningsskabende, hvis man lærer den at kende.

Vores børn er fremtidens beslutningstagere. Det er dem, der skal lede verden igennem kommende kriser, det er dem, der skal vælge fremtidens politikere. Nogle af dem er endda fremtidens politikere, andre er fremtidens erhvervsfolk, der står med fingeren på knappen, og andre igen er de bønder, der beslutter, om det sidste markhjørne skal udnyttes. Uanset hvad de bliver, har de alle været børn engang. Børn, som vi har ansvaret for at give et essentielt forhold til naturen.

Så, hvor strengt det end lyder, så er det os, der skal hjælpe naturen ind under huden på vores skrigende unger, hver gang de ikke gider at forlade skærmen. Vi skal tvangsfodre dem med kærlighed til naturen og derved give dem muligheden for at elske vores fælles livsgrundlag gennem førstehåndskendskab til alt det, der vokser. De skal lege derude, de skal rense en sø for grøde, de skal bygge et højbed, luge en altankasse, anlægge en insektvold, mærke såvel grokraften som naturens umenneskelighed. De skal lære at slå ihjel og lære at lade være, de skal mærke egne handlingers konsekvenser for omgivelserne, og de skal mærke hjertet bløde, når fuglereden ryddes af en sulten krage. De skal kort sagt lære at elske naturen som det umistelige grundlag for vores fælles eksistens - et grundlag, de vil gå i blodige kampe - ikke mindst med sig selv - for at forsvare. Kærligheden til dette fælles er den eneste holdbare drivkraft i en bæredygtig omstilling.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fængselsforbundet: - Vi kan aldrig undgå, at indsatte tager livet af sig selv

Odense

Thomsens 41 år med lokalhistorie

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce