Annonce
Debat

Vi hjalp København på fode - nu er det vores tur

10. juni er det 25 år siden et skelsættende vendepunkt fandt sted. Københavns Kommune (som da ikke var medlem af KL) fik en attraktiv aftale med staten. Hovedstadskommunen havde i årevis siden 70’erne og 80’erne befundet sig i en dødsspiral. Befolkningstallet faldt, penge var der ingen af, gamle bygninger var der mange af. Vi havde kort sagt en hovedstad, vi ikke kunne være bekendt. En nation skal have en værdig hovedstad, hvor der er udvikling, fremdrift og et vist niveau af “largeness” og hvor der er rum for visse for nationen enestående bygninger, funktioner og foranstaltninger.

En forarmet hovedstadskommune skulle have vendt sin udvikling, og det blev konkretiseret ved en aftale mellem dav. Nyrupregering og Københavns Kommune. I årene forinden var loven om en ny Øresundsforbindelse vedtaget, ligesom Ørestaden var på tegnebrættet. Aftalen betød bla. også, at Kommunehospitalet skulle nedlægges og 19.000 boliger skulle sælges ud. Oven i alt dette er der ofret milliarder og atter milliarder i boligsanering i vores hovedstad, hvor der i årene forinden boede mennesker i triste lejligheder i tredje og fjerde baggård.

Nu er der gået 25 år, og folk bor ikke længere i baggårdene. De er omdannet til gårdhaver og spændende miljøer, ligesom gaderne er saneret, omdannet og gjort indbydende ligesom folketallet i kommunen har rejst sig fra 465.000 i 1994 til 613.000 i dag. Befolkningens skatteudskrivningsgrundlag pr. indbygger er også markant højere relativt set, end den var den gang. Faktisk er den skattepligtige årsindtægt i KBH Kommune ca. 20.000 kr. højere fra spæd til olding, end den er i mange landkommuner i dag. Man skal blot gange det beløb med kommunens befolkningstal og med den kommunale trækprocent - så ser man, hvor mange penge, det bliver til. Var det ikke tiden at løfte statens blik og kigge lidt rundt i landet nu? Den 25-årige succesvandring for hovedstaden er et stærkt eksempel til efterfølgelse. I de danske landdistrikter bor der væsentlig flere end i Københavns Kommune. De bor bare ved siden af hinanden i stedet for ovenpå hinanden for at sige det ret forsimplet. Med god plads mellem husene.

Læren gennem de 25 år er jo den, at der skal sættes i gang, holdes ved og holdes ved. Regeringen er startet - nu flyttes vores allesammens statslige arbejdspladser ind i provinsen, og uddannelsesinstitutioner og andre satsninger centralt fra udmønter sig nu. Men bør blot være starten. Nogle siger, at de høje huspriser i KBH er det største problem dér. Hvordan det? Min påstand er den, at landdistrikternes lave huspriser er det største problem hér. Lave kvadratmeterpriser kan man ikke belåne og udvikle på. De er til kontantkøb og bolighajer, der køber “sminkede lig” og lejer billigt ud til sociale klienter fra de store byer, hvor boligpriserne er for høje. Det er jo den samme dødsspiral for landdistrikterne som den var for hovedstaden for 30 år tilbage. Den gang, da kommunerne på Lolland betalte udligning til København...

Og måske det er dér kimen også ligger? Landdistrikterne kunne jo med god ret bede om de over 20 mia., som man i sin tid boligsanerede storbyerne med. Det er immervæk noget mere end de sølle 150 mio, som årligt blev delt ud til kommunerne til nedrivningspuljerne indtil for nylig. Til bla. mange af de små, skæve landevejshuse, som ingen vil købe, men som alle kan se, når de kører igennem området. Og så kan man jo ikke få øje på kvaliteterne i landskabet bagved, hvor man måske ellers kunne få sit lån til drømmeboligen i landlige omgivelser.

Vi må hjælpe hinanden, hvis ikke det skal polariseres yderligere. Alle egne har deres kvaliteter - det har vi også i landdistrikterne, hvor Danmarks værdier skabes i de mange eksportproduktionsvirksomheder, der skaber produktionsarbejdspladser på landet og finansierings-, administrations- og uddannelsesarbejdspladser i byen. Vi er mange, der i landdistrikterne ser frem til “vores” 25 år med fremgang. Lad vendepunktet være disse år, og lad os se fremad sammen. Og vores 25 år i fremgang skal ikke betales med en hovedstad der igen forarmes - for sådan en skal være præsentabel og attraktiv. Men i udligningens navn vil de nu komme til at betale noget til resten af landet. Vi landkommuner kan i sagens natur ikke hjælpes med de samme greb som konkret brugtes i København i 90’erne. Vi forventer såmænd ikke luksus, men blot have rimelige rammevilkår. Sådanne vilkår har vi rigeligt med borgere indeholdende igangsætter-, iværksætter- og entreprenørgéner, som kan omsætte til action og værdiskabelse øjeblikkeligt. Den vilje, staten viste overfor København i 1994 og den vedholdende, opadgående udviklingsspiral, KBH har haft siden, behøver resten af landet også mærke.

Stem på politikere, der har gjort noget for provinsen og landdistrikterne de seneste år, og som vil gøre endnu mere i de kommende. For en hel og sammenhængende nation, der ikke skal skilles i rige storbyer og fattig provins. Det gøres ved tre ting: 1) rimelige belåningsmuligheder for erhvervsliv og private i landområderne, 2) en ret og rimelig udligning(-sreform) mellem kommunernes økonomier, samt 3) uddannelsesinstitutioner i hele landet med fornuftige trafikforbindelser imellem. Det er snart last call. Og for en god ordens skyld: 25 år udgør minimum seks-syv valgperioder, så der skal arbejdes vedholdent og langsigtet. Det skal vi nok holde (et godt) øje med.

Annonce
Søren Steen Andersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Kerteminde For abonnenter

Nyt forslag: Hvis du flytter til Kerteminde, får du en gratis byggegrund og 100.000 kr. i hånden

Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Annonce