Annonce
Debat

Vi har solidaritet med dem, der fik de korteste uddannelser

Pension: Maj måned betyder eksamenstid for folkeskoleelever i 9. klasse. Om en måneds tid står de med deres eksamensbevis i hånden og skal vælge, hvad de nu skal i gang med. Herfra skal lyde et held og lykke til hver og en af dem.

Nogle vil vælge gymnasiet, få en studentereksamen og læse videre på universitetet. Andre vil vælge en den erhvervsfaglige vej og en dag stå med et svendebrev. Og atter andre vil helt forlade skolebænken og gå direkte ud på arbejdsmarkedet.

Hvordan det vil gå dem hver især, ved vi ikke. Men vi ved, at de som ikke får anden uddannelse end folkeskolen, i gennemsnit lever 7,5 år kortere end de af deres klassekammerater, der tog en lang videregående uddannelse. Det er 7,5 år, som skal trækkes fra de gode år på pension, som alle fortjener efter et langt arbejdsliv. Det er en skævhed, som vores nuværende pensionssystem ikke tager højde for.

Det er derfor, Socialdemokratiet i januar fremlagde et forslag om en ny ret til tidlig pension for dem, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og dem, der er nedslidte. Fordi vi mener, at folk skal have lov at trække sig tilbage. Ikke først når kroppen er fuldstændig ødelagt. Men mens man endnu er nogenlunde rask og rørig, og kan se frem til nogle gode og aktive år på pension sammen med børn og børnebørn.

Da vi fremlagde vores udspil, blev vi først mødt med hån af Lars Løkke og regeringen. Løkke kaldte forslaget ”det største bluff i dansk politik i flere genererationer”. Man måtte forstå på regeringen, at der slet ikke var nogen grund til at bruge tid på at snakke nedslidning.

Og det er måske ikke så underligt, når man tænker på Lars Løkkes egen forhistorie. Det var Lars Løkke, som reelt afskaffede efterlønnen tilbage i 2011. Og det var Lars Løkke, som for et par år siden kæmpede hårdt for at få sat danskernes pensionsalder yderligere i vejret.

Men så kunne Lars Løkke åbenbart alligevel godt fornemme, at han var helt ude af trit med de mange danskere, som i dag er bekymret for, om de kan holde frem til pensionsalderen. I hvert fald fik han pludselig travlt med at tale om, at der skulle gøres noget for de nedslidte. Nu har regeringen så sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fremlagt et forslag til det, de kalder en seniorpension.

Mange af de overordnede tanker er sådan set udmærkede. Dem kan vi godt tilslutte os.

Men for det første er der jo ikke tale om en rettighed. Der er tale om en ordning, man skal visiteres til. Og her halter forslaget for alvor. For partierne bag aftalen har ikke engang kunnet blive enige om, hvem der fremover skal vurdere, om man er nedslidt nok til at måtte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og det er jo helt afgørende for det forløb, de nedslidte skal igennem.

For det andet, så hjælper forslaget alt for få lønmodtagere. Regeringen påstod, at det ville hjælpe 17.000 danskere. Men nu ved vi, at det tal var voldsomt overdrevet. Faktisk vil kun omkring 130 personer per årgang kunne gå fra et fuldtidsarbejde til seniorpension. Det rækker jo slet, slet ikke til at løse den opgave, vi står med.

Løkke har også begyndt at tale om, at vi måske skal se på, om pensionsalderen skal indrettes mere retfærdigt i fremtiden. Men først engang efter 2040. Alle dem som bliver nedslidte de næste tyve år – blandt andet som konsekvens af, at efterlønnen udfases – må altså se langt efter hjælp. Og så ellers bare håbe på, at de er blandt de 130 udvalgte, som årligt får lov at komme på seniorpension.

Tilbage står derfor, at regeringen nok er begyndt at tale om de nedslidte. Og nok har lavet en lille aftale, der trækker et lille skridt i den rigtige retning. Men slet ikke har præsenteret noget, der kommer bare i nærheden af at løse problemerne. Og nu må vi så forstå på Lars Løkke, at han ikke mener, der skal gøres mere ved problemet de næste tyve år.

Henrik Dam Kristensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce