Annonce
Debat

Vi har solidaritet med dem, der fik de korteste uddannelser

Pension: Maj måned betyder eksamenstid for folkeskoleelever i 9. klasse. Om en måneds tid står de med deres eksamensbevis i hånden og skal vælge, hvad de nu skal i gang med. Herfra skal lyde et held og lykke til hver og en af dem.

Nogle vil vælge gymnasiet, få en studentereksamen og læse videre på universitetet. Andre vil vælge en den erhvervsfaglige vej og en dag stå med et svendebrev. Og atter andre vil helt forlade skolebænken og gå direkte ud på arbejdsmarkedet.

Hvordan det vil gå dem hver især, ved vi ikke. Men vi ved, at de som ikke får anden uddannelse end folkeskolen, i gennemsnit lever 7,5 år kortere end de af deres klassekammerater, der tog en lang videregående uddannelse. Det er 7,5 år, som skal trækkes fra de gode år på pension, som alle fortjener efter et langt arbejdsliv. Det er en skævhed, som vores nuværende pensionssystem ikke tager højde for.

Det er derfor, Socialdemokratiet i januar fremlagde et forslag om en ny ret til tidlig pension for dem, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og dem, der er nedslidte. Fordi vi mener, at folk skal have lov at trække sig tilbage. Ikke først når kroppen er fuldstændig ødelagt. Men mens man endnu er nogenlunde rask og rørig, og kan se frem til nogle gode og aktive år på pension sammen med børn og børnebørn.

Da vi fremlagde vores udspil, blev vi først mødt med hån af Lars Løkke og regeringen. Løkke kaldte forslaget ”det største bluff i dansk politik i flere genererationer”. Man måtte forstå på regeringen, at der slet ikke var nogen grund til at bruge tid på at snakke nedslidning.

Og det er måske ikke så underligt, når man tænker på Lars Løkkes egen forhistorie. Det var Lars Løkke, som reelt afskaffede efterlønnen tilbage i 2011. Og det var Lars Løkke, som for et par år siden kæmpede hårdt for at få sat danskernes pensionsalder yderligere i vejret.

Men så kunne Lars Løkke åbenbart alligevel godt fornemme, at han var helt ude af trit med de mange danskere, som i dag er bekymret for, om de kan holde frem til pensionsalderen. I hvert fald fik han pludselig travlt med at tale om, at der skulle gøres noget for de nedslidte. Nu har regeringen så sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fremlagt et forslag til det, de kalder en seniorpension.

Mange af de overordnede tanker er sådan set udmærkede. Dem kan vi godt tilslutte os.

Men for det første er der jo ikke tale om en rettighed. Der er tale om en ordning, man skal visiteres til. Og her halter forslaget for alvor. For partierne bag aftalen har ikke engang kunnet blive enige om, hvem der fremover skal vurdere, om man er nedslidt nok til at måtte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og det er jo helt afgørende for det forløb, de nedslidte skal igennem.

For det andet, så hjælper forslaget alt for få lønmodtagere. Regeringen påstod, at det ville hjælpe 17.000 danskere. Men nu ved vi, at det tal var voldsomt overdrevet. Faktisk vil kun omkring 130 personer per årgang kunne gå fra et fuldtidsarbejde til seniorpension. Det rækker jo slet, slet ikke til at løse den opgave, vi står med.

Løkke har også begyndt at tale om, at vi måske skal se på, om pensionsalderen skal indrettes mere retfærdigt i fremtiden. Men først engang efter 2040. Alle dem som bliver nedslidte de næste tyve år – blandt andet som konsekvens af, at efterlønnen udfases – må altså se langt efter hjælp. Og så ellers bare håbe på, at de er blandt de 130 udvalgte, som årligt får lov at komme på seniorpension.

Tilbage står derfor, at regeringen nok er begyndt at tale om de nedslidte. Og nok har lavet en lille aftale, der trækker et lille skridt i den rigtige retning. Men slet ikke har præsenteret noget, der kommer bare i nærheden af at løse problemerne. Og nu må vi så forstå på Lars Løkke, at han ikke mener, der skal gøres mere ved problemet de næste tyve år.

Annonce
Henrik Dam Kristensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce