Annonce
Debat

Vi har ikke brug for skattestop - men styr på skatten

Velfærd: Valgkampen raser og det er de store løfters tid. Heldigvis har flere partier meldt sig på banen i kampen for at styrke vores fælles velfærd. Stoler man på valgløfterne og de seneste ugers meningsmålinger, vil et flertal i folketinget efter valget kunne garantere danskerne, at velfærden ikke vil blive forringet de kommende år. Eller som det så mundret hedder: Lade velfærden følge det demografiske træk. Det glæder mig, at partier på tværs af den politiske skala trods alt kan blive enige om, at vores fælles velfærd ikke skal forringes.

For det halter med vores fælles velfærd, og intentionen om at rette op på det forsømte er et valgkampens store temaer. Alene i valgkampens første uge er danskerne blevet stillet en ekstra milliard til ældre og minimumsnormeringer i daginstitutionerne i udsigt. Inden valgkampen er omme, er der sikkert kommet endnu flere løfter. Det lyder alt sammen godt. Der er bare ét problem. Hvor skal pengene komme fra?

Hvis velfærden skal følge det demografiske træk, så kræver det, at vi investerer stort set hele det økonomiske råderum i velfærd. Så de politikere, der forsøger at blide danskerne ind, at vi både har råd til styrket velfærd og et skattestop –ja, sågar måske skattelettelser, de skylder i samme sætning at forklare hvordan.

Et skattestop vil betyde, at der ikke bliver råd til at udvikle velfærden. Selvom det er valgkamp, kan man mig bekendt stadig ikke både kan blæse og have mel i munden. Skal vi sikre en værdig tilbagetrækning, bedre ældrepleje og flere pædagoger, så har vi ikke råd til skattelettelser!

Dét vi virkelig har brug for er et skatte-snyds-stop! Staten går hvert år glip af 14 milliarder, fordi virksomhederne betaler for lidt i skat. 14 milliarder, som kunne være brugt på flere pædagoger, flere sygeplejersker, flere lærer, mere velfærd. I fagbevægelsen har vi derfor foreslået politikerne at ansætte 1000 flere medarbejdere i Skat.

Beregninger viser, at det vil kunne forbedre de offentlige finanser med over fem mia. kr. frem mod 2025. Penge som kan anvendes direkte til velfærd.

Det nager mig at tænke på, at hvis regeringen havde haft lige så meget fokus på at håndhæve et skatte-snyds-stop som på skattelettelser og skattestop, så kunne vi i dag haft et langt stærkere velfærdssamfund. Et samfund, hvor de bærende institutioner ikke er ved at knække midt over. Lad os bruge næste valgperiode på at løfte velfærden. Det kræver et skatte-snyds-stop. Ikke et skattedrop eller skattestop.

Annonce
Lizette Risgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce