Annonce
Debat

Vi har glemt, hvad skole er for noget

Lars Drud

For nogle år siden sad jeg til eksamen i en videregående uddannelse hos lektor Hanne Knudsen. Hun spurgte mig ved eksaminationen: Hvad er en skole? Jeg blev helt paf og fik ikke svaret. I dag tænker jeg, at hun måske ville høre, at en skole var et system eller høre mig fortælle om noget fra det gamle Grækenland. Men lige siden har jeg spekuleret på det og søgt efter et svar.

Professor Niels Egelund svarede engang, at folkeskolen er noget slask. Norske Trond Ålvik spidsformulerede på andres vegne: Hvorfor gå i skole, når man kan spise sin madpakke derhjemme? De unge siger nu om dage, at hvis man erstatter alle bogstaver i ordet skole, så står der bajer. Bertel Haarder vil nok sige, at folkeskolen er lig med folkeskolens formålsparagraf.

Finansministeriet vil sige, at skolen koster 35 milliarder, og at vi får for lidt for pengene. Undervisningsministeriet vil sige, at forskningen, vores nye religion, har fundet ud af, hvad der virker i skolen, og forskningen kan derfor svare på, hvad en skole er.

Underviserne på læreruddannelserne vil svare, at skolen selvfølgelig er lig med den reformpædagogiske skole, hvor skolen indretter sig efter de børn, som kommer og ikke omvendt, og at den skal være præget af ligeværd, inklusion, anerkendelse, relationskompetencer, motivation, trivsel og børnefællesskaber.

En klasselærer kom en tidlig morgen ind i klassen for at være forberedt, og blev der mødt af en, som hektisk gik og flyttede om på bordene. Hun syntes ikke, at hendes datter sad rigtigt i klassen, og hun ville have hende tættere på de gode veninder. Sådanne historier er der en del af, og de fortæller, hvilket syn nogle forældre har på skolen: Forældre vil sige, at skolen skal udvikle og gøre mit barn dygtigt, altså mit barn.

Forvaltningscheferne i kommunerne vil måske sige, at de bestemmer i skolerne. De vil sende nogle pædagogiske koncepter derud, og så bliver alt godt. Politikerne i kommunerne, de faktiske ejere af folkeskolen, ved ikke rigtigt. Skolelederne har for travlt til at svare på spørgsmålet.

Skolepædagogerne vil sige, at de ikke kan finde deres professionsidentitet i skolen. De skal nu være vikarer, passe børn i frikvarterer, undervise i understøttende undervisning og på lektiecafé. De føler sig ansvarlige for elevernes trivsel. Kan man forestille sig en skole med mange flere pædagoger og færre lærere?

Lærerne, samfundets flinke-sakker, vil sige, at skolen er børn, masser af børn i klasserne, også glade børn, skolen er lyden, synet, lugten, mærket efter børn, skolen er dansk og matematik og alle de andre fag, og fælles mål, dannelse, forberedelse til test, motion og bevægelse, lektiecafe, tværprofessionelle møder,"jeg skal lige huske at skrive til Caspers mor på skoleintra", og trivsel, for ellers kan man ikke lære noget, det er vigtigt, forberedelse, evaluering, synlige individuelle mål, inklusion for pokker, dokumentation og empiri, uddannelsesparathed, lønsedler som ikke passer, forkortede ferier, efteruddannelse. Er der i øvrigt nogen, som har set stopurene fra idræt?

De frie og private skoler vil måske sige, at de er lige så meget skole, som folkeskolen, også selvom de måske er det mere.

Folkeskoler bliver lagt sammen, og nogle får mærkelige nye navne. Føler alle en nærhed til skolen? Vi kan da også spørge, om folkeskolen er folkets skole eller skolen for folket? Måske skal den være mere det sidste. Folkets skole kan godt defineres, som alle er medejere af folkeskolen. Men den kan også ses som noget unikt, at skolen for folket snarere er en folkegave.

Noget til nogen.

Måske begynder jeg at få en forståelse for, hvad der er vigtigt. For hvad er dette "noget". Tager man udgangspunkt i tesen om, at skolen skal tilpasse sig de børn, som kommer i skolen, kan det se ud, som lærere og pædagoger for længst har mødt grænsen for tilpasningsevnen til det store diversitet. Skolen har for længst ramt overliggeren, skrævet over elevernes store mangfoldighed, og interessenternes forskelligartede fordringer er blevet for vidt - bukserne er for længst revnet - eller hvordan det nu udtrykkes.

Derfor kan ræsonnementet være, at vi vender billedet på hovedet, så det er eleverne, som skal tilpasse sig skolen. Altså det modsatte paradigme end det fremherskende i dag. Der opstår bare det problem, at skolen i dag er for utydelig og derfor svært at afkode og tilpasse sig henimod.

Skolen kunne godt være som et eventyr. Ikke et eventyr, men som et eventyr, for vi kender alle eventyrets dramaturgi: Der var engang en skole, den havde en god prins og en ond stedmoder. Den havde syv dværge eller tre prinsesser. Den havde også en stor, farlig og dragende skov. Og snip, snap snude, nu er skoledagen ude.

Vi skal kunne genkende skolen! Vi skal genkaldes os skolens dramaturgi. Skolen må gerne være ophøjet, hævet over tiden trends og mærkelige påfund, fri fra politiske vinde. Skolen må gerne være oplevelse og oplysning, men i skolens optik. Skolen må bestemt gerne have udsyn, men det er med skolens briller, vi ser på verden.

Det kunne måske være en idé, at alle skoler i konkret eller i overført betydning opfører en skoleport. Når børnene går igennem porten, vil de vide, at de går ind i skolen, de vil vide, at nu er de inde i skolen. Forældrene vil stoppe og aflevere børnene ved skoleporten. Børnene vil gå ud af porten, når de har fri om eftermiddagen, eller når de har fået sommerferie. Og nu begynder jeg at forstå det bedre. En skole er en skole. Vi har bare glemt det.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Vi skærer, hvor det gør ondt, mens der flyder millioner til Frederiksberg og Gentofte

Lokaldebat: Årets budgetlægning (i kommunerne red.) har været præget af stor usikkerhed og forsinkelse. Folketingsvalget kom sent, derefter var Socialdemokraterne og deres støttepartier længe om at få dannet en regering. I stedet for hurtigt at få lavet aftaler med kommuner og regioner, valgte den nye regering at holde sommerferie. Derfor vidste vi ikke, om vi skulle spare 25 eller 100 millioner før sidst i september. Det er ingen let opgave at være politiker i disse år. Vores udgiftspres stiger voldsomt år efter år på grund af flere ældre og flere borgere med tunge diagnoser. Og vores indtægter er meget under landets gennemsnit, så skal der skæres, hvor det gør ondt. Danmark mangler stadig en udligningsreform, der hjælper kommuner som vores. Når velstillede kommuner som Frederiksberg og Gentofte næste år får henholdsvis 90 og 50 millioner i udligning fordi de "har ryddet op i cpr. registret" og derfor mister indbyggere, er kommentarer vist overflødige. Heldigvis er vi i en situation, hvor den ansvarlige politik, de fleste af os har været enige om, gør, at det nu i nogle år er muligt bruge af opsparede midler. I år fremlagde administrationen et effektiviserings- og sparekatalog på 60 millioner med mange tidsler. Det gik heldigvis bedre end forventet, så der blev ”kun” brug for cirka 25 millioner. Det blev muligt at styre udenom de værste forslag omkring daginstitutionerne, skoleområdet, de tidlige indsatser, rengøring hos de ældre og reducering af nattevagter. Det lykkedes også at få et balanceret anlægsbudget, hvor rammen blev hævet fra 90-95 millioner. Det var vigtigt for Venstre, så vi også fortsat har penge til haller, skoler, trafiksikkerhed og cykelstier rundt i Faaborg-Midtfyn Kommune, samtidig med store beløb til byudvikling i Årslev.

Annonce