Annonce
Debat

Vi har glemt, hvad skole er for noget

Lars Drud

For nogle år siden sad jeg til eksamen i en videregående uddannelse hos lektor Hanne Knudsen. Hun spurgte mig ved eksaminationen: Hvad er en skole? Jeg blev helt paf og fik ikke svaret. I dag tænker jeg, at hun måske ville høre, at en skole var et system eller høre mig fortælle om noget fra det gamle Grækenland. Men lige siden har jeg spekuleret på det og søgt efter et svar.

Professor Niels Egelund svarede engang, at folkeskolen er noget slask. Norske Trond Ålvik spidsformulerede på andres vegne: Hvorfor gå i skole, når man kan spise sin madpakke derhjemme? De unge siger nu om dage, at hvis man erstatter alle bogstaver i ordet skole, så står der bajer. Bertel Haarder vil nok sige, at folkeskolen er lig med folkeskolens formålsparagraf.

Finansministeriet vil sige, at skolen koster 35 milliarder, og at vi får for lidt for pengene. Undervisningsministeriet vil sige, at forskningen, vores nye religion, har fundet ud af, hvad der virker i skolen, og forskningen kan derfor svare på, hvad en skole er.

Underviserne på læreruddannelserne vil svare, at skolen selvfølgelig er lig med den reformpædagogiske skole, hvor skolen indretter sig efter de børn, som kommer og ikke omvendt, og at den skal være præget af ligeværd, inklusion, anerkendelse, relationskompetencer, motivation, trivsel og børnefællesskaber.

En klasselærer kom en tidlig morgen ind i klassen for at være forberedt, og blev der mødt af en, som hektisk gik og flyttede om på bordene. Hun syntes ikke, at hendes datter sad rigtigt i klassen, og hun ville have hende tættere på de gode veninder. Sådanne historier er der en del af, og de fortæller, hvilket syn nogle forældre har på skolen: Forældre vil sige, at skolen skal udvikle og gøre mit barn dygtigt, altså mit barn.

Forvaltningscheferne i kommunerne vil måske sige, at de bestemmer i skolerne. De vil sende nogle pædagogiske koncepter derud, og så bliver alt godt. Politikerne i kommunerne, de faktiske ejere af folkeskolen, ved ikke rigtigt. Skolelederne har for travlt til at svare på spørgsmålet.

Skolepædagogerne vil sige, at de ikke kan finde deres professionsidentitet i skolen. De skal nu være vikarer, passe børn i frikvarterer, undervise i understøttende undervisning og på lektiecafé. De føler sig ansvarlige for elevernes trivsel. Kan man forestille sig en skole med mange flere pædagoger og færre lærere?

Lærerne, samfundets flinke-sakker, vil sige, at skolen er børn, masser af børn i klasserne, også glade børn, skolen er lyden, synet, lugten, mærket efter børn, skolen er dansk og matematik og alle de andre fag, og fælles mål, dannelse, forberedelse til test, motion og bevægelse, lektiecafe, tværprofessionelle møder,"jeg skal lige huske at skrive til Caspers mor på skoleintra", og trivsel, for ellers kan man ikke lære noget, det er vigtigt, forberedelse, evaluering, synlige individuelle mål, inklusion for pokker, dokumentation og empiri, uddannelsesparathed, lønsedler som ikke passer, forkortede ferier, efteruddannelse. Er der i øvrigt nogen, som har set stopurene fra idræt?

De frie og private skoler vil måske sige, at de er lige så meget skole, som folkeskolen, også selvom de måske er det mere.

Folkeskoler bliver lagt sammen, og nogle får mærkelige nye navne. Føler alle en nærhed til skolen? Vi kan da også spørge, om folkeskolen er folkets skole eller skolen for folket? Måske skal den være mere det sidste. Folkets skole kan godt defineres, som alle er medejere af folkeskolen. Men den kan også ses som noget unikt, at skolen for folket snarere er en folkegave.

Noget til nogen.

Måske begynder jeg at få en forståelse for, hvad der er vigtigt. For hvad er dette "noget". Tager man udgangspunkt i tesen om, at skolen skal tilpasse sig de børn, som kommer i skolen, kan det se ud, som lærere og pædagoger for længst har mødt grænsen for tilpasningsevnen til det store diversitet. Skolen har for længst ramt overliggeren, skrævet over elevernes store mangfoldighed, og interessenternes forskelligartede fordringer er blevet for vidt - bukserne er for længst revnet - eller hvordan det nu udtrykkes.

Derfor kan ræsonnementet være, at vi vender billedet på hovedet, så det er eleverne, som skal tilpasse sig skolen. Altså det modsatte paradigme end det fremherskende i dag. Der opstår bare det problem, at skolen i dag er for utydelig og derfor svært at afkode og tilpasse sig henimod.

Skolen kunne godt være som et eventyr. Ikke et eventyr, men som et eventyr, for vi kender alle eventyrets dramaturgi: Der var engang en skole, den havde en god prins og en ond stedmoder. Den havde syv dværge eller tre prinsesser. Den havde også en stor, farlig og dragende skov. Og snip, snap snude, nu er skoledagen ude.

Vi skal kunne genkende skolen! Vi skal genkaldes os skolens dramaturgi. Skolen må gerne være ophøjet, hævet over tiden trends og mærkelige påfund, fri fra politiske vinde. Skolen må gerne være oplevelse og oplysning, men i skolens optik. Skolen må bestemt gerne have udsyn, men det er med skolens briller, vi ser på verden.

Det kunne måske være en idé, at alle skoler i konkret eller i overført betydning opfører en skoleport. Når børnene går igennem porten, vil de vide, at de går ind i skolen, de vil vide, at nu er de inde i skolen. Forældrene vil stoppe og aflevere børnene ved skoleporten. Børnene vil gå ud af porten, når de har fri om eftermiddagen, eller når de har fået sommerferie. Og nu begynder jeg at forstå det bedre. En skole er en skole. Vi har bare glemt det.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fynske Motorvej: Tre biler kørt sammen

Klumme

Dagen i dag: Ny reklamefilm for Tuborg Squash er blevet forbudt

1994 Jacob Haugaards medlemskab af Folketinget har ført til, at en ny reklamefilm for Tuborg Squash er blevet forbudt af TV2 Reklame (TVR). I morgen aften skulle der have været premiere på en ny film med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard. Finn beder Jacob hjælpe ham med at lære at synge. De synger, drikker Squash og pointen dukker frem på skærmen: ”Squash giver gode stemmer”. Efter at TVR modtog filmen, besluttede vicedirektør Marianne Pittelkow, at den sidste sætning er årsag til, at reklamen er i strid med reglerne for politisk reklame. Tuborg har reageret omgående ved at flytte hele Squash-kampagnen over på TV3, hvor den allerede kan ses fra i aften. 1969 I dag gik man efter flere udsættelser i gang med monteringen af den første brobanesektion på den nye Lillebæltsbro. Hermed er brobyggeriet, hvis omkostninger i dag anslås til at ville komme op på 250 mio. kroner, gået ind i den afsluttende fase. I den kommende tid vil de øvrige 92 brobanesektioner følge efter, og i løbet af vinteren skal svejsere i specielt indrettede telte foretage sammensvejsningen af brobanerne. Den første brobane blev flådet ud midt i Lillebælt fra den kunstige halvø ved Staurbyskov, hvorefter ophejsningen med de to specialkraner, tog sin begyndelse. Samtlige brobaner ventes hejst op i løbet af sommeren 1970, og et år efter vil de første biler ruller over den sekssporede motorvejsbro. 1944 Det har længe været åbenbart, at tuberkulosestationen på Odense Amts og Bys Sygehus er blevet alt for lille til den belastning, den er ude for. Flere og flere mennesker kommer til undersøgelse, fordi de har mistanke om, at de kan være blevet smittet med tuberkulose. På samtlige tuberkulosestationer i Odense Amt er der hvert år omkring 20.000 konsultationer i form af almindelige kontrol eller forebyggende undersøgelser. Alene på stationen i Odense modtager man 16.000-17.000 besøg årligt, eller i gennemsnit 90-100 besøg ved hver konsultation. Det har i nogen tid været under overvejelse at udvide den nuværende station eller en helt ny bygning, så snart mulighederne foreligger.

Sydfyn

Det flyder med vildsvin: Nummer seks drevet i land på Ærø

Annonce