Annonce
Indland

Vi har brug for et "vi"

- Min tilgang er som afdøde Jørgen Schelimanns: Måske multi-etnisk, men ikke multi-kulturelt. Der er kun ét Danmark, siger justitsminister Søren Pind, som man kan møde til Det Fynske Folkemøde. Foto: Asger Ladefoged/Scanpix i Odense på lørdag.Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2016

Kampen mod ekstremismen er i virkeligheden kampen mellem liberalismen og konservatismen. Siger justitsminister Søren Pind (V), som regeringen har skruet gevaldigt op for.

Da justitsminister Søren Pind (V) var lille, var han flaskedreng i Brugsen i Østermarie på Bornholm. Han var nok en lidt nørdet dreng, men i Brugsen mødte han et miljø, hvor det ikke betød så meget, for alle kendte alle, alle talte med alle, og når man sagde, hvad man ville og hvorfor, blev man hørt. Også som den yngste. Også som flaskedrengen.

Den erfaring har han taget med sig i det politiske liv, men den stødte på grund 3. december sidste år.

- Jeg havde en opfattelse af, at hvis man som politiker stillede sig op og sagde: "Nu skal I høre. Vi skal igennem noget lort, men vi er nødt til at gøre det, og jeg mener, at vi skal gå denne her vej", så kunne man få en ret stor del af befolkningen i tale, ligesom Lars Løkke fik det, da han gjorde op med efterlønnen i 2010.

- Men så tabte vi en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal være med i det europæiske politisamarbejde.

- For mig var det en mental katastrofe.

Annonce

Debatten ruller

For Søren Pind er der en lige linje fra den nat, hvor danskernes nej stod lysende klart, til 14. juli i år, hvor en mand i en lastbil pløjede ind gennem menneskemængden, der så på fyrværkeri på Promenade des Anglais i Nice. Få timer efter skrev han de efterhånden berømte ord på Facebook:

"Vi er i krig med en dødskult. Ikke islam. Bliver det til en krig mod islam, slutter den aldrig. Der er over 1 1/2 milliard muslimer i verden. Og samtidig vil det være en krig mod hundreder af millioner af uskyldige mennesker."

Siden har debatten rullet. Præsten og debattøren Katrine Winkel Holm kalder ham en struds, der lukker øjnene for realiteterne. Et medlem af Nye Borgerlige har foreslået ham at læse David Duke, storvesiren fra Ku Klux Klan. Til gengæld var der ros i en lederartikel i Politiken. Og fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Mens DF's Søren Espersen har rystet med sabelen, men sænket den igen, da Pind forsikrede om, at det ikke var DF, han talte om. Som sådan.

- Efter folkeafstemningen tænkte jeg, at jeg simpelthen havde mistet sansen for at tale med det danske folk. For første gang i mit liv. Det kunne jeg ikke forstå. Og så dog alligevel.

- Hvad gjorde du?

- Jeg gik lidt i hi og prøvede at arbejde med det.

Hul igennem

Svaret fandt han så at sige i sig selv. Ikke i sin religion, for her er han som troende kristen i forvejen i åndelig krig med islam, som han udtrykker det. Men derimod i sin politiske -isme, liberalismen. Der skulle dog lige en Brexit, en Donald Trump som mulig præsident i USA og et terrorangreb i Frankrig til, før Søren Pind igen fandt lydhørhed for sine synspunkter. Ikke til klapsalver, især ikke fra nære allierede, men der var hul gennem muren, da han erklærede sin ikke-krig. I næsten samme åndedrag som statsminister Lars Løkke Rasmussen erklærede, at nej, Danmark skal ikke udtræde af internationale konventioner.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Det er Venstre-toppens måde at sige "hertil-og-ikke-længere" til Dansk Folkeparti, selv om netop DF ikke bliver nævnt, og når de gør, er det med samtidige besværgelser om, at man i Venstre står vagt om den stramme udlændingepolitik.

Kultur kan flyttes

Men der er en liberal grænse, som Søren Pind luftede allerede i bogen "Kære Søren", hvor han og Søren Krarup, tidligere folketingsmedlem for DF, diskuterede, om man kan skabe et demokratisk islam, som den nu konservative Naser Khader plæderer for.

- Krarups udgangspunkt er, at det er umuligt. At islam aldrig kan blive demokratisk. Et klassisk konservativt standpunkt, for i deres øjne kan kultur ikke flytte sig. Kultur er kultur er kultur, siger Pind og pointerer, at han med ordet konservativ ikke mener Det Konservative Folkeparti, men den konservative tankegang. Som jo også har haft rodfæste langt ind i DF og stadig har det. Blandt andet vil DF, modsat Venstre, slet ikke tale om integration af flygtninge, hvis de kan slippe for det.

- Hvorimod det liberale synspunkt er, at vist er kulturen det vigtigste, men vi kan flytte den, blandt andet med politiske beslutninger. Det var jo det, bønderne gjorde i forrige-forrige århundrede. Det er det, der er vores claim to fame som liberale. At vi i fællesskab kan flytte ting.

- Derfor står kampen, hvor den altid har stået: mellem konservatisme og liberalisme. Om vi tror, at vi vitterligt kan forandre det her. Om vi faktisk kan inkludere Naser Khader i vores samfund, mens han på sin side kæmper for at reformere islam. Om vi mener, at det er sandt, når faderen til Khan, den afghanske soldat, som faldt i Irak for Amerika, siger: "We have an undevided loyalty to our country" (vi har ubetinget loyalitet over for vores land, red.).

- Det er enormt stærke ord. Og ord, der retter sig lige lukt mod påstanden om, at vi er i krig med islam.

- Derfor står jeg vagt om, at vi har brug for et "vi". Vi har brug for muslimer i kampen mod ekstremisme, islamistisk ekstremisme. Det kommer vi ikke til at håndtere alene. Alternativet er krig mod halvanden milliard mennesker.

- Og jeg vil ikke gå i krig med en religion. Jeg vil udfordre den i mine samtaler og i min egen tro, og jeg vil altid være i åndelig strid med den. Jeg mener, at islam er en ørken, åndeligt set, men jeg vil aldrig nogensinde - og nu bevæger vi os over i det religiøse billedsprog - aldrig nogensinde mene, at vi skal rejse myndighedens sværd mod religionen som sådan.

- Det kan man ikke. Det har vi selv lært. Vi skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Myndighedens sværd skal bruges til at opretholde fred og sikkerhed.

- Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser folk bruge udtryk som den "endelige løsning", som Nicolai Sennels fra DF, eller ham, der ville have mig til at læse David Duke. Det har intet at gøre med borgerlighed, som i min terminologi også udviser et åndeligt overskud.

- Der trækker jeg en streg ud til den yderste højrefløj, for det, de vil have, vi skal gøre, vil medføre de tilstande, som de beskriver, at de er bange for. Hvorimod det, jeg synes, jeg skal beskytte, er ønsket om nærhed. At børnene kan cykle til skole. At vi kan tale med hinanden, selv om vi er rygende uenige.

Stangborgerlig

- Vi har lige hørt Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), sige, at landet er ved at knække over i to, og at det skyldes indvandrere, flygtninge og østarbejdere. Her taler du den anden vej, som jeg hører det. Men ret mig, hvis jeg tager fejl?

- Efter Brexit og Trump har jeg følt det nødvendigt at træde et ekstra skridt frem. Og jeg fornemmer, at vi er ved at finde en folkeligt rodfæstet forståelse for, at vi lever i en tid, hvor det svageste led definerer. Det skal det ikke have lov til, og derfor oplever jeg, at der er ved at samle sig en opinion, der siger: Hertil og ikke længere. Derfor kaster jeg mig ud i de her diskussioner. Jeg har aldrig nogensinde opfattet det som værende venstreorienteret, for om noget er jeg da stang-borgerlig.

- Jeg besluttede meget tidligt, at jeg som minister ville bibringe folk troen på, også med handling, at vi kan håndtere det. Vi er i krig, vi er i krig i Syrien og Irak, vi bomber rigtige, levende mennesker. Og vi har en efterretningstjeneste, som er meget fokuseret. Vi er på et meget højt beredskab. Så ja, vi er i krig, og det kommer til at tage lang tid.

- Men sagen er, at vi godt kan håndtere det. Grundlovens fædre har været kloge, de har givet os instrumenterne. Ja, der skete et kæmpe nederlag, da grænserne brød sammen i EU, men hvem bilder sig ind, at vi kan finde løsningen uden for Europa? Det kan vi jo ikke.

- Men bliver man ikke frustreret som borger, hvis man på den ene side får at vide, at EU er forfærdeligt, at udlændingene skal ud, og at vi kan være os selv, og så bagefter får at vide, at det kan vi ikke alligevel?

Den tid er væk

- Jo, vi lever i en brydningstid. Det er ikke som i 70'erne, hvor man kom ind til en konfirmation, og alle var hvide. Nogle var borgerlige, andre socialdemokrater, men efter tre glas vin var alle enige. Så kunne der være en enkelt kommunist, men ham blev man så enig med efter det fjerde glas.

- Den tid er væk. Men der kan sagtens være et nyt "vi", for dansk kultur er stærkere, end vi tror, og der er en grund til, at der er slagsmål i de muslimske miljøer. Der er jo et kæmpe tryk på dem fra det omkringliggende samfund, og det synes jeg er godt.

- Min tilgang er som nu afdøde Jørgen Schleimanns: Måske multi-etnisk, men ikke multi-kulturelt. Hvis man vælger at komme til Danmark og blive her, mener jeg, at der implicit i det ligger, at man kommer for at blive dansk. Der er kun ét Danmark.

- Deri ligger også, at man godt må have forventninger til folk, der kommer, og nogle af dem må også godt gennemtvinges.

- Hvad er så definitionen af danskhed?

- Det er det svære. For mig er det ikke flæskesteg, fodbold og fadøl. For mig er det Kierkegaard, H.C. Andersen og Carl Nielsen, Valdemarerne. Grundtvig. Folkehøjskolerne. Det er noget særligt, noget andet end alt det andet. Og det er vores. Og fortjener det beskyttelse? Ja. Og udvikling? Også det.

- Men hvorfor skulle vi så ud i en smykkelov, som fik udlandet til at vende sig massivt mod os?

Smykkeloven

- Symbolsk set var smykkeloven også forfærdelig. Det sjove var, at hverken statsministeren eller jeg så det. Vi så på det som jurister og tænkte, at har man råd til at betale selv, skal man betale selv. Det gør alle andre i Danmark. Der var - og det kan jeg godt sige nu - nogle, der sagde noget andet. Der var nogle, der advarede, siger Søren Pind med et smil.

Uden at nævne for eksempel udenrigsminister Kristian Jensen.

- Og så fik vi en medfart, som jeg synes er urimelig, men sådan er det i en moderne verden. Det har vi selvfølgelig lært af. Men overordnet set var det vigtigt at få lavet et værn, både i forhold til folk, der kom hertil, og i forhold til at betrygge folk om, at vi kan håndtere det. De behøver ikke at gå til ekstremer, de behøver ikke at gribe til selvtægt. Det har været min bekymring.

Søren Pind remser alle regeringens stramninger op, 38 i alt. Plus skærpelser i straffeloven. Plus sagerne mod Syriens-krigerne.

- Hvis alt det kan betegnes som ingenting, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad folk forestiller sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Annonce