Annonce
Livsstil

- Vi har alle brug for et afbræk, og her bruger jeg kulturen i bredeste forstand

Maria Rørbye Rønn. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Mig og kulturen: Maria Rørbye Rønn

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Som generaldirektør bruger man rigtig meget tid på møder, dokumenter, processer og beslutninger. Det er helt fint, og jeg holder meget af mit arbejde. Men af og til tror jeg, at vi alle har brug for et afbræk, og her bruger jeg kulturen i bredeste forstand. Jeg læser meget og får uendeligt meget energi ud af beskrivelser af andres liv og verdener - både når det minder om mit eget liv og er helt anderledes. Det er i øvrigt også derfor, det betyder meget for mig, at DR er en medie- OG kulturinstitution, der sørger for både fakta og refleksion.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Dem har jeg heldigvis haft rigtig mange af. Men hvis jeg skulle fremhæve en af de seneste, så er det ”Byens spor” af Lars Saabye Christensen. Jeg har nydt bind 1 og 2 enormt meget, og nu er 3’eren her endelig. Han har et fantastisk godt blik for at skildre det, der jo et eller andet sted har været grundlaget for min egen samtid. Selvom der er forskel på Oslo og København, er der meget, jeg kan genkende i forhold til velfærdsstatens opbygning og kvinders frigørelse for eksempel.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Paul McCartney i Boxen i Herning. Han var helt fremragende. Hans numre er jo både udødelige og et musikalsk bagtæppe til hele mit liv - og især ungdom. Jeg kunne da også synge med på alle numrene. Og så må man bare sige, at det er imponerende, at en mand i 70’erne kan stå der på scenen og være så ... skal vi kalde det spændstig. Efterfølgende har jeg set ham ved endnu en koncert, og jeg håber virkelig ikke, at det var den sidste.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Filmen ”Bohemian Rhapsody” om Freddie Mercury var simpelthen fantastisk. Rami Malek spiller helt eminent godt, og jeg vil godt indrømme, at filmen gav mig tårer i øjnene. Hvis jeg nu skal nævne noget fra DR selv, så har jeg her på det seneste tænkt en del over, hvor banebrydende ”Forbrydelsen” sæson 1 var. Banebrydende at have modet til at lade en historie fylde gennem 10 afsnit og introducere nogle nye, originale karakterer og en kvindelig efterforsker. Det satte gang i en masse efterfølgende med Nordic Noir og den slags, så i dag kan man godt glemme, hvor nyt det egentlig var dengang.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Dem er der heldigvis mange af. Efterårsferien i Spanien med den helt fantastisk spændende katedral i Cordoba tænker jeg stadig tilbage på ofte. Forleden havde jeg desuden den store fornøjelse at besøge Poul Isbaks værksted i Københavns Nordhavn. Jeg er meget glad for hans skulpturer, og det var spændende at kigge indenfor.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Danske møbelklassikere, helt sikkert. Hvis jeg skal fremhæve én, så bliver det Wegners berømte stol ”The Chair”, som den jo imponerende nok kaldes. Jeg er så heldig, at der på mit kontor står seks rundt om mødebordet. Jeg nyder at se på dem og sidde i dem mange gange om dagen. Og det er jo præcis det skønne ved vores designklassikere.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg blev spurgt om det samme i en anden sammenhæng forleden og havde først lyst til at svare sådan lidt udglattende. Men det ærlige svar er, at mens jeg er god til at komme til koncerter, udstillinger, læse eller at se en film, så kniber det mere med at komme i teatret. Det burde jeg nok få afsat noget mere tid til.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Jeg tror, at min smag er ret bred, så jeg skal virkelig tænke efter. Men den seneste af slagsen er snarere en oplevelse, som jeg er rigtig glad for at være foruden. Jeg var på besøg i Sevilla og besøgte en arkitektonisk meget smuk tyrefægterarena med tilhørende museum. Efter besøget var jeg helt afklaret med, at det i hvert fald ikke er en ”kulturoplevelse”, jeg ønsker.

---

Fakta: Blå bog

Maria Rørbye Rønn (f. 1964) er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1990. Hun var ansat i Justitsministeriet og Kulturministeriet, inden hun i 1995 kom til DR. Her begyndte hun som advokat i DR Ophavsret, og blev i 2001 chef for DR Jura, og seks år senere fik hun titel af chef for DR Jura, Politik og Strategi. Da Kenneth Plummer forlod kanalen i 2010, blev hun konstitueret generaldirektør, og i 2011 blev hun valgt til ny generaldirektør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce