Annonce
Debat

Vi frygter den kunstige intelligens

I 1931 skrev den britiske forfatter Aldous Huxley fremtidsromanen 'Fagre nye verden'. Huxley advarer os om, hvad der sker, når en buldrende teknologiudvikling viser sine grimme, gule hjørnetænder og tager magten over menneskeheden. I romanen er det især menneskenes forplantning og sygdomsbehandlingen, der er blevet teknologificeret. Bogen stiller spørgsmålet: Hvor bliver de menneskelige relationer af? Snart 100 år senere er spørgsmålet mere relevant end nogensinde.

Teknologiudviklingens næste tigerspring er kunstig intelligens, som efter årtiers skuffende resultater nu viser sit potentiale og er på vej til at ændre vores samfundsindretning. De første varsler var datamater, der slog verdensmestrene i skak og det asiatiske spil GO. Mennesket synes til alle tider at have haft et ambivalent forhold til maskiner, der overtager vores arbejdsfunktioner. De hjælper os i det daglige arbejde. Men de ændrer også vores dagligdag, vores sædvaner og sociale relationer, og tanken om at maskinen kan blive klogere end os og tage magten fra os er skræmmende.

Populærkulturen er fyldt med værker, der illustrerer vores ubevidste frygt for den nye teknologi. Terminator-filmene med Arnold Scharzenegger har overmenneskelige androider, der truer menneskets eksistens, Blade Runner-filmen ligeså. Man skulle næsten tro, at mennesket lider af en ubevidst skyldfølelse over at opfinde teknologier, der gør livet og hverdagen lettere for dem. Og det gør vi måske også. I det gamle testamente bliver Adam og Eva smidt ud af Paradiset, da Eva spiser af æblet, fordi hun tror at opnå indsigter i alt. Guds straf rummer, at mennesket resten af sin tid skal arbejde hårdt i sit ansigts sved.

Det havde den tyske digter og naturforsker Goethe blik for. I 1797 skrev han digtet ”Troldmandens lærling”, en tidlig fantasi om fremtidens robotter, der tager det tunge arbejde fra menneskene. Historien kendes nok bedst fra Micky Mouse-versionen fra først 1940 ”Fantasia”. Troldmandens lærling er alene hjemme på slottet og trættes hurtigt af hverdagens tunge arbejdsopgaver. Derfor bryder han tilliden mellem mester og lærling og benytter en trylleformular, som får kosten til at øge arbejdet. Hurtigt mister han dog kontrollen over kosten, som oversvømmer slottet og laver andre ulykker. Lærlingen slår kosten i to med en økse, men de nu to koste fordobler problemet. Troldmandens hjemkomst redder situationen, da han afbryder fortryllelsen. Moralen er, at kun den indsigtsfulde og besindige, mesteren – ikke lærlingen, bør forløse teknologiens og skaberkraftens uoverskuelige kræfter. Centralt for succes er relationen mellem mennesker og teknologi. En tidlig teknologikritik fra romantikkens stormester Goethe.

Den største katalysator for udbredelsen af kunstig intelligens blandt politiske beslutningstagere har i Danmark været Singularity University. Det private ”universitet” har i et par år haft en aflægger i Danmark. Herhjemme hedder det Singularity U, fordi universitet er en beskyttet titel. Bag tænketanken/lobbyvirksomheden/markedsføringsmaskinen står iværksætteren Ray Kurzweil, og bagved ham en række Silicon Valley tech-virksomheder. Kurzweil har lånt begrebet singularity fra naturvidenskaben, hvor det betegner den tilstand, hvor naturlovene ophæves. I Singularity U’s forståelse er det tidspunktet, hvor kunstig intelligens overtager magten ved at være klogere end menneskene. Det vil ifølge Kurzweil ske i 2029.

Centralt for singularitytilhængernes tænkning er ideen om, at nutidens teknologier er eksponentielle. Med eksponentiel menes den matematiske sammenhæng, at noget udvikler sig med en konstant acceleration. Man kan forklare det med Moores lov fra 1965 om at transistorerne i et integreret kredsløb fordobles hver 18. måned, en regel der stadig gælder for computernes regnekraft.

Eller man kan forestille sig Galilei, der kaster en metalkugle fra toppen af Det skæve Tårn i Pisa. Kuglen accelererer på grund af tyngdekraften og rammer muligvis den nysgerrige tilskuer nedenfor et stykke tid før, han troede det muligt og erkendte faren. Af samme grund møder man vandet med overraskende 60 km/t, hvis man vover et spring fra timeter-vippen.

Eksemplerne handler om en væsentlig antagelse - nemlig, at vi ikke magter at forestille os, hvor hurtigt udviklingen i virkeligheden går.

Det kommer nu nok ikke til at gå så hurtigt, som teknologifetichisterne forestiller sig. Maskinerne er stadig langt fra at udvise social og sproglig intelligens. De menneskelige relationer har vist sig svære at erstatte. Med børn i seksårsalderen kan man føre meningsfyldte samtaler, og de kan udføre mange af hverdagens gøremål. Det kræver både tænkning og menneskelige reaktionsmønstre baseret på indlevelse i andre menneskers og dyrs eksistens. I sådanne aktiviteter indgår også intuitive adfærdsreaktioner som er delvis betinget af menneskelige hormoner og deres vekslende niveau i kroppen. Der er tale om meget komplicerede processer, som robotter ikke kan overtage. Vi vil derfor ikke se sygeplejersker afløst af robotter inden for en fremtid, vi kan overskue. Måske aldrig. Menneskelige relationer er nemlig ikke kun nødvendige og værdiskabende, de synes også uerstattelige.

Det ændrer dog ikke ved det faktum, at mange mennesker vil blive hårdt ramt i de kommende år, især den del af arbejdsstyrken med rutinearbejde. Vi ved efterhånden ganske godt, hvad der ikke kan automatiseres væk. Det gælder komplekse arbejdsfunktioner - job som kræver, at man bearbejder maskinens output, typisk i form af udvælgelse og vurdering af data. Og det gælder relationer, hvor viden skabes i samspillet mellem mennesker, kommunikation og produktionsprocesser.

Vi kan foretage værdibaserede valg i stedet for at lade os tyrannisere og ensrette af nødvendighedens økonomiske love. Vi må derfor ikke falde i den fælde, at vi anser teknologiens udviklingsdynamikker for naturlove. Et sådant primitivt og åndløst teknologisyn skaber etiske faldgruber. Lad os derfor begynde med at spørge os selv om, hvad teknologien kan gøre for os i de kommende årtier. Snarere end hvad vi kan gøre for teknologien.

Annonce
Claus Agø Hansen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce