Annonce
Livsstil

- Vi er vildt privilegerede, at vi kan bruge tid og penge på noget, som vi ikke skal have noget bestemt ud af

Chris MacDonald. Foto: Franne Voigt

Mig og kulturen: Chris MacDonald

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- For mig handler kulturopleveler om at hente inspiration og viden. Homo sapiens er den eneste art, som kan skabe avancerede kulturoplevelser. Det, synes jeg, er meget vildt at tænke på. For mange andre arter handler det bare om overlevelse. Jeg synes derfor også, kulturoplevelser er en kilde til taknemmelighed. Vi er vildt privilegerede, at vi kan bruge tid og penge på noget, som vi ikke skal have noget bestemt ud af. Vi er nået temmelig langt i forhold til andre arter, men bestemt også vores forfædre, hvis primære fokus var overlevelse.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Det er ikke helt nemt at vælge, for jeg læser afsindigt mange bøger. Meget af det, jeg læser, er faglitteratur, som har at gøre med mit arbejde. Altså bøger om psykologi og fysiologi. Men faktisk er jeg også virkelig glad for at læse om filosofi. Særligt Pierre Hadots bog ”The Inner Citadel: The Meditations of Marcus Aurelius” har gjort indtryk på mig. Marcus Aurelius var den sidste af de gamle og berømte stoiske filosoffer, og han bliver desuden betragtet som den sidste gode kejser i Rom. Under mange af de lange militære krigstogter førte han dagbog, hvori han nedskrev filosofiske notater. De dagbøger overlevede og er i dag kendt under titlen ”The Meditations of Marcus Aurelius”. Meditation er en af grundpillerne i den stoiske filosofi, og Aurelius’ notater i bogform er efter min mening en af de bedste selvhjælpsbøger, der nogensinde er skrevet.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg har altid håbet, at min søn blev stor hurtigt nok til at høre bandet Rush sammen med mig. Særligt en trommesolo af Neil Peart ville jeg gerne have delt med ham. Desværre er det for sent nu (Neil Peart døde 7. januar i år - han blev 67 år, red.). Rush har været mit yndlingsband, siden jeg var teenager. Og jeg lytter forsat ofte til deres musik i dag. Deres tekster er bare anderledes end så meget andet. De handler ikke om kærlighed, og at livet er hårdt, men er mere politiske, futuristiske og filosofiske.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Det er ikke nemt, men jeg vælger tv-serien ”Chernobyl”. Jeg synes, den var en virkelig god cocktail af stærk dramatik, interessant historisk perspektiv, fantastiske skuespilpræstationer og ikke mindst godt filmet.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Jeg bruger ikke meget tid på museer. Men naturen er noget, som gør stort indtryk på mig. For eksempel dengang jeg stod i Rift Valley i Afrika. Det sted, hvor Homo sapiens menes at være opstået, og stedet, hvorfra de udvandrede og endte med at befolke hele kloden. Eller de gange, jeg har været så heldig at besøge Grønland og se den storslåede natur. Det er noget, som gør indtryk på mig. Og det er ikke kun naturen, men også mødet med andre kulturer, som jeg ofte tænker tilbage på. Jeg synes, det er fascinerende at se den forskel, der kan være i forhold til normer og måder at interagere på.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Det, som jeg til stadighed sætter mest pris på, er naturen. Der er intet kunsthåndværk, der kommer til at nærme sig det design, der ligger bag en blomst, et rådyr eller et træ. Det er dybt fascinerende.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg vil rigtig gerne have mere tid til at besøge andre lande og andre kulturer. Det er en fantastisk øjenåbner i forhold til, hvor stor en faktor kultur er for vores adfærd.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Det værste er nok, engang jeg af min kæreste blev taget med ind at se ”Nøddeknækkeren”. Der var intet galt med skuespilpræstationen, de gjorde det godt, og historien er god, men det var ikke lige mig. Hvis jeg tænker kultur lidt bredere end det, så er det helt sikkert sørgeligt at se, hvordan vi efterhånden interagerer med hinanden. Vi kan gå forbi andre mennesker uden at anerkende dem og lige hilse. Det er virkelig nedslående.

Annonce

Chris MacDonald

Født i 1973. Kommer oprindeligt fra USA, men har boet i Danmark siden 1999. Han er uddannet cand.scient. i human fysiologi ved Københavns Universitet og er grundlægger af koncepterne ”Sundhed i Balance” og ”Strong Body Strong Mind”.

Gennem de seneste 20 år har han holdt foredrag og workshops om sund livsstil, personlig udvikling og teambuilding.

Han har desuden været fast skribent på blandt andet Politiken og Berlingske Media og været omdrejningspunkt for flere tv-programmer på DR1, blandt andet ”Chris på chokoladefabrikken”, ”Chris på skolebænken”, ”Chris på vægten”, ”By på skrump”, ”U-Turn - sidste chance” og ”U-Turn 2”.

Chris MacDonald har tidligere forfattet bogen ”Du er ikke alene” og er aktuel med ”Ikke til forhandling”.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Danmark

Endnu en dansker er coronasmittet efter tur til Norditalien

Annonce