Annonce
Debat

Vi er vant til at se kritisk på verden - på en konstruktiv måde

Simon Lægsgaard Madsen

Det er lørdag nat. Jeg sidder i Paris. For mange lyder det måske som en drøm. Det er ikke en af de gode. Jeg er strandet på vej hjem fra Seoul og sidder uden bagage og (rene) underbukser på et billigt hotelværelse i lufthavnen og prøver at styre mit jetlag. Det går ikke så godt. Jeg har rejst de sidste 20 timer, og mange tanker holder mig vågen.

Jeg var inviteret til en uddannelseskonference i Seoul af Mr. Oh. - selvsamme Yeonho Oh, som umiddelbart efter konferencen tog til Danmark (med større held end undertegnede), og som den første udlænding, modtog Grundtvigprisen for sit arbejde for frie skoler i Sydkorea. Den Sydkoreanske konference handlede om, hvordan tankerne bag de frie skoler i Danmark kan bidrage til revitaliseringen af det sydkoreanske uddannelsessystem og bringe glæde, liv og håb til unge sydkoreanere, som ofte bliver hjælpeløst fanget i konkurrencesamfundets hamsterhjul. Det kan vi tale med om i Danmark, hvor mange unge oplever de samme tendenser - I Sydkorea er de bare langt foran.

Det var meget inspirerende at opleve en lang række talere fra bl.a. efter- og højskoler beskrive den danske dannelses- og uddannelses-historie. Det var svært ikke at få en fornemmelse af, at vi her har en enestående skat, som resten af verden sukker efter at få del i. Netop forkærligheden for "at dele", og den meningsfuldhed, der afledes heraf, blev beskrevet som fundamental for det danske folks selvforståelse. Ansvarsfølelse, samarbejde og fornemmelse for fællesskabet, der afledes heraf, ses ikke mange andre steder i denne verden. Bevares, denne selvforståelse udfordres, men så meget desto mere burde vi have vores opmærksomhed på dens enestående værdi. Det, at "folket" de sidste 150 år er blevet dyrket som nationens vigtigste råstof, hvad deraf følger af magtoverdragelse, oplysning, dannelse og ejerskab, er ganske enkelt unikt, og det er svært at komme udenom, at netop dette kan blive Danmarks absolut vigtigste bidrag til verdensdagsordenen, for ansvar, samarbejde, ejerskab og fællesskabsfølelse er også grundpillerne i en bæredygtig omstilling, og derfor har vi som danskere, med denne kulturrigdom i bagagen, en helt særlig forudsætning for at bidrage til den akutte bæredygtighedsdagsorden.

En flyrejse til Seoul er isoleret set noget værre svineri. Jeg håber mit bidrag til konferencen på sigt skaber balance i regnskabet, men efter en uge i selskab med fly, lufthavne, hoteller og gigantiske storbyer er jeg i rød alarm over kakofonien af SMOG, overforbrug, engangsservice, parfumestank, dårlig madkvalitet, plastik og rendyrket overfladekultur - og trods klimamål og gode hensigter, så synes misvæksten umulig at stoppe. Men det er præcis det, der er opgaven, og tiden er mere end moden til, at de ,der kan, tager affære. Heldigvis har vi masser at skyde med. Vi har så meget i vores kulturelle bagage, som vi kan lære verden, og mindst lige så meget vi kan lære af den. Der er alle mulige grunde til at komme ud af sofaen, og der er masser af mulige arenaer for dette møde mellem os og verden, hvor vi kan være med til at skabe og forandre, mens vi selv lader os forme og danne. Det er ren "win-win". Det kræver blot, at vi kigger dybt i vores eget kulturelle bagkatalog og vælger at sætte værdierne i spil, vælger at gøre det mod verden, som vi selv er rundet af, nemlig: "At dele".

At forholde sig konstruktivt kritisk til såvel sit eget som til de andres verdensbillede er en uundværlig og unik del af den danske kulturarv. Frihed til forandring, protest og mangfoldighed er essentiel, når folket skal udøve magten, og derfor skal vi være os vores indflydelse bevidst og bruge den. Det er ikke bare en ret, det er simpelthen en pligt i et bæredygtigt demokrati, og verdens fremtid afhænger af, at vi tager dette demokratiske ansvar alvorligt. "Det skylder vi at bevise ved det snarligt kommende valg", tænker jeg, mens jeg fortsætter min færd gennem en ikke-bæredygtig rejseverden, hvor den eneste bæredygtige formildende omstændighed er, at jeg netop har vendt mine underbukser.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fængselsforbundet: - Vi kan aldrig undgå, at indsatte tager livet af sig selv

Odense

Thomsens 41 år med lokalhistorie

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce