Annonce
Kerteminde

Verena Junge er miljønørd: Grøntsager skal være friske, giftfrie og lokale

Verena Junge, Skovløkke Frilandsgrønt, vil helst sælge sine grøntsager og frugt lokalt. Men fordi kvaliteten af varerne er så høj, har hun ladet sig lokke til at sælge noget af det til gourmetrestauranter i København. Foto: Helle Nordström
Verena og Michael Junge driver Skovløkke Frilandsgrønt ved Birketved. For dem er det en selvfølge at dyrke høj kvalitet og sælge i lokalområdet, så lange, forurenende transporter undgås

Birketved: Verenas grøntsager strutter af sundhed. For Verena Junges ypperste mål med sit virke på gården Skovløkke er at avle sunde grøntsager, der aldrig har set så meget som skyggen af en giftsprøjte, for der bliver kun sprøjtet uden for vækstsæsonen. Og grøntsagerne skal helst heller ikke bliver transporteret mange kilometer på landevejen.

Det sidste er lige så vigtigt som det første, og derfor sælger Verena Junge og hendes mand Michael de fleste af deres frugt og grøntsager i vejboden på Birketvedvej.

- Kvaliteten af de grøntsager, vi producerer på Skovløkke er sådan, at jeg kunne sende det hele til København, men det vil jeg ikke. Jeg leverer lidt til nogle gourmetrestauranter, men ellers sælger jeg kun lokalt. For det er jo ikke meningen, at jeg skal dyrke sunde grøntsager, hvis der så skal bruges en masse brændstof på at fragte dem. Som den miljønørd jeg er, går jeg op i at undgå lange transporter, understreger hun.

- Jeg vil meget hellere sælge til mine venner i lokalsamfundet. Jeg tilbyder også hver morgen at levere friske varer til lokalområdets butikker, men det har jeg mindre succes med - desværre. Menu på Mågebakken i Odense aftager en del af mine grøntsager, men ellers vil de handlende åbenbart hellere have leveret grønt fra deres grossister.

Annonce

Hvidløgene er hjertensbarnet

Verena og Michael Junge har drevet Verenas fødegård siden 2015, og de har efterhånden taget mere og mere af jorden ud til grøntsagsavl, der omfatter blandt andet rabarber, friske hvidløg, kartofler, ærter, jordbær, rødbeder, porrer, løg og kål.

Det startede med kartofler og så hvidløgene, der er Verenes yndlingsafgrøde:

- Det er mit hjertensbarn, for jeg kan så godt lide dem, og sæsonen er så lang. Og mine hvidløg er friske fra i år, hvor dem, du køber i butikker, godt kan have været flere år undervejs.

Det med friskhed er en anden af Verena Junges kæpheste:

- Jeg har intet, der overvintrer på lager. Mine kunder skal have friske grøntsager og lære at spise det, der er i årstiden.

Og så er det håndarbejde: Jeg kan ikke konkurrere med dem, der har store maskiner, så derfor må jeg skille mig ud på kvalitet - og det får man af at lave arbejdet manuelt og have hænder på det hele.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce