Annonce
Sport

Verdensmester ønsker svar fra Rusland efter karantæne

Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Mariya Lasitskene efterlyser svar fra sit land, efter at Rusland er udelukket fra sportsevents i fire år.

Den flerdobbelte verdensmester i højdespring Mariya Lasitskene retter kritik mod sit eget land, Rusland, efter at Rusland mandag blev idømt en fireårig udelukkelse fra internationale sportsbegivenheder som følge af dopingfusk.

I et åbent brev publiceret på sportsmediet Championat.com ønsker hun at vide, hvem der bliver straffet for den russiske dopingskandale samt det faktum, at hun ikke kan konkurrere under det russiske flag.

Lasitskene, der tre gange har vundet VM-guld udendørs samt to gange indendørs, missede OL i 2016 som følge af dopingskandalen, og hun truer med at forlade Rusland for at undgå en gentagelse i Tokyo i 2020.

Her kan Rusland som følge af udelukkelsen ikke deltage, men enkelte atleter kan få lov til at deltage under neutralt flag, hvis de kan bevise deres dopinguskyld.

- Det russiske flag blev taget fra mig i 2015, siger den 26-årige Mariya Lasitskene og kalder sig selv en atlet med mange spørgsmål:

- Har vi lavet en intern efterforskning? Hvem blev straffet? Hvorfor bruger vores atletik stadig forbudte stoffer, hvorfor arbejder trænere, der er blevet taget i doping, stadig, mens de ansvarlige embedsmænd forfalsker officielle dokumenter?, spørger hun.

Hun henviser til, at Rusland senest er blevet taget i at manipulere med en omfattende mængde dopingprøvedata fra laboratoriet i Moskva.

Tilbage i 2015 blev det afsløret, at statsstøttet doping havde været en del af den russiske sportsverden i en række år.

Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) eksekutivkomité udstedte karantænen mandag på baggrund af en anbefaling fra et nedsat Wada-panel.

Rusland kan inden for 21 dage vælge at appellere dommen til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce