Annonce
Kultur

Verdensberømt maler og ukendt digter mødes i Ribe

Til venstre ”To mennesker. De ensomme”. Motivet lader ingen i tvivl om, hvem der er forladt, og hvem der er gået. Til højre ”To kvinder ved stranden”. Et godt eksempel på Edvard Munchs puslespil-teknik. Foto: André Thorup
Norske Edvard Munch og danske Emanuel Goldstein i livslangt venskab bundet sammen af fælles mentalt gods som nervøsitet, livsangst, dødsangst og mislykkede kærlighedsaffærer.

Udstilling: Man må sige, at direktøren for Ribe Kunstmuseum, Dagmar Warming, og hendes skarpe og kompetente team i høj grad formår at komponere udstillinger, der giver museet nye og uventede indtryk. Dansk guldalderkunst, nationalromantik og Det Moderne Gennembrud på højeste niveau er kendte ingredienser, der begejstrer publikum med farver og motiver, der udstråler ro, dynamik og æstetisk fryd.

Sådan er det ikke med den aktuelle udstilling ”Munch og Goldstein. Intense linjer”. Man skal ikke opsøge udstillingen, hvis ens humør trænger til et turbo-boost som serum mod en begyndende efterårs-tristesse, for hvis der er noget, der bandt den verdensberømte maler Edvard Munch (1863-1944) og den ukendte danske digter Emanuel Goldstein (1862-1921) sammen, var det nervøsitet, livsangst, dødsangst og mislykkede kærlighedsaffærer. Begge havde stor lyst til kvinder, men trods adskillige forhold blev Munch aldrig gift. Goldstein nåede det, men ægteskabet holdt kun tre timer! Som det fremgår i digteksemplerne, var Goldstein dybt fortvivlet, når det gjaldt kærlighed.

Annonce

Udstillingen

Frem til 8. december viser Ribe Kunstmuseum en enestående samling bestående af 56 træsnit udført af den verdenskendte norske maler Edvard Munch (1863-1944). Samlingen er i privateje og vises sjældent for offentligheden. Udstillingen belyser samtidig kunstnerens venskab med den danske digter Emanuel Goldstein (1862-1921).

Udstillingens titel er ”Munch og Goldstein. Intense linier”. Det er fortællingen om et livslangt venskab mellem den verdensberømte maler og den ukendte danske digter Emanuel Goldstein fra Lolland. Munchs kraftfulde og farverige træsnit sættes i dialog med Goldsteins heftige digte om kærlighed og elskov. Udstillingen rummer også uddrag af de tos omfangsrige brevveksling.

Goldstein er i dag gået i glemmebogen, men Munch var en stor beundrer af ham. De mødtes første gang i Paris i 1890. Goldstein var født i Nakskov, hvor faderen drev bundtmager-forretning. Som ung flyttede han med familien til København, hvor faderens forretningsmæssige succes sikrede ham økonomisk uafhængighed og mange lange udlandsophold som voksen.

Intens kærlighedsaffære

Umiddelbart kan et livslangt venskab mellem en verdensberømt maler og en ukendt dansk digter virke temmelig umage, men de to mødtes i Paris i 1890, og deres venskab holdt livet igennem.

Begge er kendt for stærkt følelsesmæssige skildringer af eksistentielle livsforhold som angst og ensomhed og dybe følelser som jalousi og kærlighed. Goldsteins produktion begrænser sig til tre digtsamlinger. ”Alruner” blev dedikeret til Munch, der beundrede samlingen. Den fortæller om en intens kærlighedsaffære, der ender med, at det mandlige digterjeg bliver forladt.

Samlingen er en slags erotikkens filosofi. Kærlighed og erotik beskrives som en evig strid, hvor tiltrækning, frastødning, varme og kulde, had og kærlighed konstant hvirvles ind i hinanden. Både vekselspillet mellem mand og kvinde og kvinden som den der suger alt liv ud af manden, og efterlader ham syg af jalousi, genfindes i Munchs værker.

I tiden omkring 1890, da de to kunstnere mødtes i Paris, var begge optaget af symbolismen. Begge søgte en måde at skildre deres inderste og mest sårbare følelser. De diskuterede emnerne inderligt, og dialogen blev afgørende for Munchs stilskift fra naturalismen til symbolisme. Mødet mellem de to venner, der kom til at dele en fælles personlig skæbne, satte således et markant aftryk på kunsthistorien.

En del af den omfattende brevveksling mellem de to er udstillet nu i Ribe. Udstillingen omfatter 56 træsnit af Edvard Munch. De tilhører en privat norsk samler, der ønsker anonymitet. Ved sin død efterlod Munch sig omkring 1000 værker, der blev testamenteret til Munch-museet i Oslo.

Madonna og Skriget

Med sikker professionalisme er der skabt en seværdig udstilling, hvor fine forklarende tekster og uddrag af Goldsteins digtsamlinger harmonerer perfekt med Munchs træsnit. Udstillingen er delt i en sal for sort-hvide arbejder og en sal, hvor motiverne er farvelagte.

Der er indrettet en formidlingsgang, hvor man kan nærstudere de forskellige teknikker, Edvard Munch benyttede.

Han er først og fremmest kendt for sine malerier, med ”Madonna” og ”Skriget” som nok de mest berømte. Mange af hans værker er først blevet til som malerier, mens han så i en hel del tilfælde først adskillige år senere har genskabt dem som træsnit, hvor han benyttede den såkaldte puslespils-teknik.

Et af udstillingens centrale billeder er ”Smertens blomst”, en slags programbillede for Munchs syn på kunsten og kunstnerens rolle i 1890’erne. Personen vrider sig i smerte, og det er sandsynligvis en selvfremstilling af den lidende kunstner som begreb. Den ene hånd holdes over hjertet, hvorfra blodet strømmer ned over kroppen og i jorden. Men fra den frugtbare jord vokser en blomst frem som symbol på kunsten.

Han visualiserer sine tanker, for han skrev på samme tid: ”Jeg tror ikke på den kunst, som ikke er tvungen sig frem ved menneskets trang til at åbne sit hjerte. Al kunst - litteratur som musik, må være frembragt med ens hjerteblod - Kunsten er ens hjerteblod”.

Citatet viser en klar intellektuel relation til Goldstein, der samtidigt skrev: ”Forfatteren er det Legeme, gennem hvilket Samtidens Tanker og Følelser strømmer”.

Den ukendte lollik og den norske verdensstjerne forstod hinanden.

Museumsinspektørerne Kitt Holm (tv.) og Josephine Nielsen-Bergqvist ved værket "Liglugt”. Foto: André Thorup
”Mandshoved i kvindehår”. Foto: André Thorup
Edvard Munchs ”Emanuel Goldstein med hat”. Foto: André Thorup
”Smertens blomst”. Foto: André Thorup
”Kysset III”. Foto: André Thorup
I udstillingens formidlings-gang kan man bl.a. se dette eksempel på, hvordan Munch arbejdede med puslespils-teknikken i sine træsnit. Foto: André Thorup
En væg med portrætter. Foto: André Thorup
Dette træsnit bærer titlen ”Panik”. Naturen truer med at vælte ned over menneskene. Foto: André Thorup
”Hoved ved Hoved”. Nærkontakten mellem mand og kvinde er absolut ikke entydigt lykkelig. Foto: André Thorup
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce