Annonce
Kultur

Velkommen i protein-riget

Soner Incik har overtaget restauranten La Melisa i Pogestræde, og der er dømt store bøffer til små priser.

Der er australske og sydamerikanske lunser på grillen, og er man ikke til kød i rå mængder, har La Melisa også pizza, pasta og salatbar

Lige i hjertet af byen. Omme i det listige Pogestræde. Der putter proteinernes rige sig forklædt som italiensk restaurant med bastflasker i loftet, falske tegltag, spejle, årstidernes guirlander og flag. I en stil, der er mere hygge end Bo Bedre.

Ekstra hyggeligt er det muligvis, at man sidder ryg ved ryg og skal lirke sig ud for at komme op til salatbaren. Det er i hvert fald ikke vanskeligt at følge med i konversationen ved bordene foran og bagved, og hvis man ikke selv er til den særlige dansk-italienske hygge, er der andre, som er begejstrede.

- Det her var da lige et sted, hvor man kunne tænke sig at holde juleaften.

Den replik trænger igennem fra et selskab på fire 70-plus-gæster, og de er enige om, at Soner Incik, den nye vært, gerne måtte stå for deres julemenu.

Svineproteinerne måtte de så undvære, for hans specialiteter fremgår tydeligt af aftentilbuddene på spisekortet. De domineres af oksekød fra Australien og Brasilien. Mørbrad og filet. Grillet og pandestegt og i de største portioner ledsaget af kalkun og kylling.

Denne aftens gennemsnitsgæster - og dem er der 15-20 af - er i en alder, hvor det er et godt råd at huske læsebrillerne, hvis man vil afkode spisekortet i den latinske hyggebelysning. Alle retter er kodet om i tal, for de er nemmere at håndtere fra gæst, tjener og til køkkenet. Det mindsker risikoen for fejltagelser. Hvis man ellers er skarp nok til at se de små tal. Forveksler man 44 med 49 er oksekødet byttet ud med gorgonzola, og bliver 13 til 14, får man oksemørbrad i stedet for kæmperejer.

Vin, vand og cola kommer tjept på bordet sammen med hjemmebagte pizzabrød, og det varer heller ikke mange øjeblikke, får det afsløres, at vi har fundet frem til de rigtige tal. To gange rygende varm aspargessuppe og en portion kæmperejer med rosmarinduftende tomatsauce lander på bordet. Vi er kun tre, og den fjerde opdækning får lov til at blomstre urørt. Den kvindelige tjener er bestemt sød, men det faglige kan ligge et meget lille sted. Hun glemmer også at spørge, om bøfferne skal være rare, røde, medium eller welldone.

Aspargessuppen får ros for sin cremede konsistens og mættede smag. Der er gode bidder af den hvide grøntsag, og der udleveres kun smagsprøver mod rejer fra min tallerken. Rejerne er perfekt stegt. De er stadig spændstige og interessante og serveres på en tomatsauce med rucola, hvidløg, olivenolie og hvidvin. Lidt, men godt.

Salatbaren er der fri adgang til. Den har ikke samme spændstighed. Kokken har vist glemt at inspicere icebergbladene og de tre dressinger. Man fristes til at tro, at flere ting har været med siden frokost. En dum fejl, som værten ville have opdaget, hvis han lige havde rundet restauranten.

Men køkkenets folk forbliver silhuetter, som jonglerer med grill og pander, mens flamberende flammer slikker op under loftet.

Ildskæret viser sig at være et varsel om, at de eksklusive hereford-kødlunser har fået, så fileten passer. Welldone er ikke så well, når man mere er til det røde. Måske foretrækker restaurantens stamgæster det sådan. Men næste gang ser jeg kokken lige i øjnene og beder om rød servering.

Fileten er for tør, men der er så til gengæld allerede rigeligt kød i mørbraden og kalkunen, og den grillede aubergine er en delikat overraskelse sammen med tzatziki.

Den anden servering er kalkunbryst. Tilbehøret er identisk med bøffernes. Det er ikke just opfindsomt, men hvis det er prisen for at gøre det billigt, så o.k. Den tredje tallerken er spaghetti bolognese. Brændende varm, krydret tomatsauce og friskrevet parmesan. Godkendt.

En anden overraskelse er dagens vintilbud. Lussac Saint Emilion 2007. Den er velsmag for viderekomne og bestemt ikke en oplevelse, som man havde ventet til 249 restaurantkroner.

Forholdet mellem kvalitet og pris falder ud til La Melisas fordel. Der er skønhedsfejl, men ikke så mange og så graverende, at jeg ikke med lethed serverer den fjerde stjerne med.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Fyn For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Fyn

Borgmester om Middelfarts jobvækst: - Først og fremmest er det et udtryk for, at mange af kommunens virksomheder klarer sig godt

Annonce