Annonce
Debat

Vejen til psykologhjælp gør mig mere træt end mine egne psykiske udfordringer

Vi har indrettet vejen til psykologhjælp som en forhindringsbane med så mange benspænd, at alt for mange aldrig krydser målstregen. År efter år taber vi unge, som rækker ud efter hjælp, men i stedet må kæmpe med udløbne lægehenvisninger, månedsvise lange ventelister og prioriteringssystemer, som kun fordrer de økonomiske stærke i samfundet.

Jeg besluttede for et halvt år siden, at nu måtte det være tid; det måtte være tid til at søge hjælp via kognitiv terapi til at hjælpe mig ud af flere år på angstens hest udløst af dårligt selvværd, kropshad og et forskruet forhold til mad herudaf. Overraskende for mig blev det et skridt lige ind i vores udmattende og usammenhængende psykologsystem.

Den første forhindring startede det øjeblik, jeg trådte forhåbningsfuldt og lettet ud af lægehuset med min henvisning i hånden, da det nu viste sig, at jeg var overladt til mig selv med at finde den psykolog, som matchede mine behov.

Forestil dig, hvis du havde hofteproblemer, og din læges eneste instans var at stikke en henvisning i hånden på dig og vinke dig ud med beskeden; Så finder du bare selv ud af, hvilken læge der er mest rigtig ift. dit problem ud af alle landets læger, og forresten så har du kun fire uger til både at finde en læge og sikre dig, at han har tid til at konsultere dig snarest. Systemet er nemlig også i sin reneste form selvmodsigende, når man oplever, at den lægehenvisning, som skulle være ens hjælpende hånd, er udløbet, når dens funktion bør træde i kraft.

Det er et urimeligt krav at stille til patienter. Derfor kan jeg kun stille mig totalt uforstående, hvorfor psykologhenvisninger gribes sådan an. Hvor ville det være hensigtsmæssigt, hvis psykologer f.eks. blev tilknyttet en lægepraksis.

Udover at skulle finde den rette psykolog selv indenfor de fire uger, så mødes man i sin søgen af uoverskuelige lange ventelister, hvor prioriteringslisten er rangeret efter, hvem der er villig og har midlerne til at betale mest for konsultationen. Hos mange psykologer ender patienter med lægehenvisning aller nederst på ventelisten, hvor borgere med råd til det fulde beløb placeres øverst. Man skulle fristes til at tro, at politikerne sidder bag de lukkede mure og fejrer det med kage, når privatiseringen igen udvander dele af vores velfærdssamfund?

Det skaber dog håb, når vi forsøger os med gratis psykologkonsultationer til unge mellem 18-20 år, og psykiatrifonden indsamler underskrifter til et borgerforslag om gratis psykologhjælp til voksne, men desværre må vi konstatere, at det ikke er nok. Fejlen ligger nemlig i den måde, vi indretter vores henvisningssystem på.

Mine tanker kan kun gå til alle, som ikke er født med en ressourcestærk familie i ryggen, som kæmper en endnu hårdere kamp end jeg selv. Psykiatrien har brug for omprioriteringer og omstruktureringer, for vi må ikke nøjes med at konstatere, men handle på de høje tal om psykisk udsatte unge, som vi år efter år chokeres af. For hvis det velfærdssamfund, som vi ellers har så kært, ikke griber dem, som har mest brug for det, men tværtimod taber dem på jorden, hvem gør egentlig så?

Annonce
Sofie Matilde Billeskov Moss
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

10.000 grønne fingre. Skolehaver giver jordforbindelse og -forståelse

Synspunkt: ”Man tænker bare yes, når man skal i Haver til Maver, for så er man ikke inde i klassen, man har friheden”. En elev i 4. klasse rammer med den udtalelse præcist ideen og meningen med det succesfulde projekt i skolehaverne i Odense. At læring ikke kun sker gennem bøger og pc'er ved vi jo godt, men nogle gange glemmer vi lærere det alligevel. Bevægelse, motivation og frisk luft giver gevinst. Eleverne bliver engagerede og der kommer smil på læben. Filosofien er simpel; når man trives og er motiveret, så er dørene åbne for at lære noget. Og hvad kan man så lære i en skolehave? Svaret er simpelt: Man kan lære lidt om det vigtigste i livet; at man selv kan producere noget. At man kan lykkes. Den vilde glæde ved at trække en gulerod op af jorden og spise den, en gulerod man selv har dyrket. Den glæde forplanter sig i kroppen og hovedet, det er en sanselighed, man ikke glemmer igen. Lad os kalde sanseligheden for jordforbindelse. Vigtigheden af jordforbindelsen kan ikke overdrives, for når vi begejstres, så har vi behov for at lære mere om det, vi begejstres af. I skolehaven er det oftest naturen og grøntsagerne, der begejstrer. Resultatet er naturligvis, at eleverne i Haver til Maver har gjort egne erfaringer om, hvor grøntsager kommer fra og om sammenhænge i naturen. Vores samfund er i gang med grøn omstilling og vi har diskussioner om klimaet. Viden og erfaring er essentiel for at kunne forstå den udvikling. Vi skylder os selv og vores børn, at børnene klædes på med viden, erfaring og forståelse for vores jord, og for maden vi spiser. Vi vil stolt påstå, at i Haver til Maver opnår skolebørnene noget af denne vigtige viden og erfaring. Vi tager ikke stilling til om man skal være vegetar eller hvilken miljøpolitik, vores land skal føre. Vi lærer simpelthen børnene om, hvordan man dyrker grøntsager, og hvordan man kan lave lækker mad af de friske grøntsager. ”Målet er ikke bare at få planterne til at gro. Målet er også at få dem, der passer planterne, til at gro.” Odense har nu tre skolehaver, hvor skolebørn lærer at dyrke deres måltider. 44 skoleklasser er i Haver til Maver otte gange på en sæson, fra såningen om foråret til efterårets høst. Hver gang er børnene i marken og hver gang er der spiselige glæder. De gange, hvor eleverne selv skal kløve brænde, tænde bål og lave deres egen mad, giver naturligvis ekstra begejstring. Skibhusgården er den nyeste skolehave i Odense. Jacob Guldin er skolehaveleder i dette idylliske hjørne af Odense, som også huser en naturskole. Jacob er også underviser på jordbrugslinien på KOLD College, så naturligvis er den nye skolehave både smuk og funktionel. Haver til Maver på Skibhusgården blev indviet i 2019 og fik disse ord med på vejen af rådkvinde Susanne Crawley Larsen: ”Haver til Maver har været fremsynede i forhold til at lære børnene at passe på vores jord. I skolehaverne er der skabt et sted, hvor de abstrakte ord som klimaforandringer og bæredygtighed bliver konkrete og begribelige for børn. Selv så jeg gerne, at vi brugte konceptet endnu mere i Odense i vore skoler og i daginstitutioner.” Odense Kommune har nu gennem 10 år været en fremragende partner for Haver til Maver Odense og vores partnerskab kendes som ”Odense Modellen” og bruges som inspiration i andre kommuner rundt om i landet, der også vil skabe skolehaver og glæde for byens børn. Med årligt 44 klasser, ca. 1000 elever har foreningen Haver til Maver Odense nu nået et vigtigt mål. Sammen med gode samarbejdspartnere i uddannelsessektoren som Kold College og Syddansk Erhvervsskole (SDE), og i det private med virksomheden Juliana Drivhuse har vi nået meget. Ældre Sagen er vores nyeste samarbejdspartner. Sidste år havde vi 14 aktive seniorer, der deltog i de glade dage i Haver til Maver. Successen af dette generationsmøde har været overvældende. Børn, lærere og seniorerne selv har haft stort udbytte af de glade dage i sol og regn i skolehaverne. I Haver til Maver Odense har vi nået meget, og vores idealer og engagement er dog stadig intakt. Vi glæder os til det bliver forår, og byens tre skolehaver bliver fulde af liv.

Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Annonce