Annonce
Bagsiden

Var en norsk fod først på Antarktis?

Turister besøger Orne Harbour på Antarktis i november 2019. En nordmand var for 106 år siden med til at bane vejen for dem. Foto: Johan Ordonez/Ritzau Scanpix
Læser undrer sig over jubilæumsartikel. Forklaringen er også lidt usikker - og giver Bagsiden en idé.

For en uge siden bragte vi en artikel i anledning af 200-året for, at Antarktis, som det sidste kontinent på kloden, blev opdaget af mennesker. Det var esteren Fabian Gottlieb von Bellingshausen, der 27. januar 1820 fra det russiske skib Vostok fik øje på et bakket islandskab, der ikke lignede den sædvanlige pakis syd for polarcirklen. Bare tre dage efter fik også englænderen Edward Bransfield og amerikaneren Nathaniel Palmer øje på kontinentet.

Artiklen blev læst med interesse - og en vis undren - af Helge Borre, Strib:

- Jeg mener, at nordmanden Carsten Borchgrevink (1864-1934) var den første, som satte sin fod på Antarktis. Fra 1898 til 1900 ledede han den britiske Sydkors-ekspedition, hvor han blev en af de første personer, som satte fod på fastlandet.

Efter at have gransket opslagsværkerne Wikipedia og Encyclopedia Britannica må vi give læseren delvis ret.

Annonce

En vinter på Antarktis

Se, nu handlede jubilæumsartiklen jo om, hvem der først Antarktis. Der gik faktisk temmelig lang tid, før nogen stod på Antarktis.

Carsten Egeborg Borchgrevink var et af de første mennesker, der betrådte Antarktis.

Sydkors-ekspeditionen sejlede længere sydpå end noget skib før, mandskabet slog som de første mennesker lejr og overvintrede på Antarktis.

Men allerede seks år før havde nordmanden været på Antarktis.

Fire mand i land

24. januar 1895 var Carsten Borchgrevink om bord på det norsk-svenske hvalfangerskib Antarctic, som skulle undersøge mulighederne for hvalfangst længst mod syd.

Skibet lagde til ved Kap Adara på Antarktis. En båd blev sat i vandet med seks mand om bord. Fire af dem hævdede senere, at det var en af deres støvler, der først betrådte Antarktis. Ud over Borchgrevink var det svenskerne Leonard Kristensen og Henrik Bull samt newzealænderen Alexander von Tunzelmann.

Men de var ikke de første.

Skuffede sælfangere

Allerede i 1821 hævdede englænderen John Davis, at han havde været i land ved Hughes Bay. I de følgende årtier gik ekspeditioner og hvalfangere fra flere nationer i land på diverse øer omkring Antarktis.

Men den første dokumenterede landgang på Antarktis fandt sted 27. januar 1853, da en amerikansk hval- og sælfangerbåd med Mercator Cooper som kaptajn havde manøvreret sig ind gennem ismasserne i jagten på sæler. En båd blev sat i vandet og besætningen trådte ud på en ishylde med høje bjerge i baggrunden.

Skuffelsen over, at der kun var millioner af pingviner - men ingen sæler - overskyggede den kendsgerning, at ishylden hvilede på det antarktiske kontinent, hvilket gør deres sæljagt til den første dokumenterede landgang på Antarktis.

På ski over isen

I 1892-1893 stod normanden Carl Anton Larsen i spidsen for den første norske ekspedition til Antarktis på skibet Jason.

Han blev den første, der stod på ski i Antarktis, og lagde navn til den enorme ishylde Larsen Ice Shelf, som i disse år er ved at bryde op som følge af klimaforandringer.

De næste årtier gik et intenst kapløb i gang for at nå Sydpolen, og berømte opdagelsesrejsende som Scott, Amundsen og Shackleton erkendte, at de stod på skuldrene af Carsten Borchgrevinks pionerbedrifter.

Det skal da fejres

Tak til Helge Borre for at henlede opmærksomheden på disse store bedrifter. Hele anledningen var jo et 200-årsjubilæum, som nok de færreste havde hørt om, og det har inspireret Bagsiden.

2020 er jo genforeningsår. Det er også 80-året for besættelsen (og 75-året for befrielsen), og når den tid kommer skal vi nok også mindes 100-året for påskekrisen.

Men hvad med andre jubilæer? Begivenheder, som for eksempel var oversete i samtiden, men fik enorm betydning i eftertiden ... eller omvendt.

Dem vil vi forsøge at markere i serien "Det skal fejres". Artiklerne vil blive bragt med uregelmæssige mellemrum hen over jubelåret 2020, og vi modtager meget gerne forslag fra læserne til oversete jubilæer, der fortjener en markering. Mail til: Bagsiden@fyens.dk. Jo bedre begrundelse, jo større chance for, at vi fejrer jubilæet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

OUH i corona-beredskab: - Vi bruger flest ressourcer på frygt og bekymring

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Danmark

Endnu en dansker er coronasmittet efter tur til Norditalien

Annonce