Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Vel ikke ligefrem kunst

1: Man ta’r to stumper 10 mm kobberrør og bukker dem 180 grader, så de tilsammen …
Centralstøvsugeren står for skud.

Jeg har sat rammer op for mig selv - et stakit, jeg skal holde mig inden for i mit arbejdsliv frem til jul.

Hvis nu jeg var kunstner, ville jeg nok kalde resultatet for en slags dogme-artikler - med indbyggede og selvpåførte snubletråde og begrænsninger: Hver uge skal jeg fortælle om et af utallige små og større projekter, som er en slags hængepartier fra dengang, jeg renoverede og byggede vores stuehus om.

Det var et ganske radikalt foretagende, som - da det så sortest ud og gik hedest for sig - indebar, at der kun stod nogle ret faldefærdige ydervægge tilbage. Og de truede såmænd også med at brase sammen. Så der var faktisk kun taget at trøste sig med - og det var af strå og så ret ynkeligt ud.

Og Fruen - hun havde simpelthen forladt skuden. Det var bare for meget - hun havde fået nok af mine om- og tilbygninger. Så jeg var alene på slotsruinen, omend jeg i min ensomhed havde skaffet mig en Hunni-hvalp - og vi kunne så pukle alle ugens dage, når vi ikke lige besøgte Fruen inde i den store by, hvor hun boede i en lejlighed i praktisk nærhed af sit arbejde.

Nøj, hvor var det hårdt, men det gik faktisk fremad - efter planen og med forbavsende raske fjed. Der var ligesom ingen andre muligheder - et halvfærdigt projekt er jo nærmest usælgeligt, så der var kun én vej frem.

Og det skal så lige siges, at det var også lidt sjovt - faktisk var det både lærerigt og givende at bygge op helt fra bunden og lave alting efter sit eget hoved.

Men en dag var huset beboeligt igen - nye gulve, vægge og lofter - vand, varme og strøm - køkken, bad og en fladskærm på væggen - ikke et øje var tørt, og Fruen indtog med mærkbar tilfredshed sit nye gamle hus.

Men straks - sådan cirka - gik jeg videre med førstesalen: Nyt stråtaag - så ryddede jeg loftet, forstærkede og rettede spærene op, isolerede og lavede nyt gulv - snart havde vi spritmoderne førstesal - og Fruen sit walk-in-klædeskab - jo-jo!

Men så var jeg - uden vistnok at sige det til nogen - også godt og vel træt af at bygge. Jeg gad simpelthen ikke mere - jeg havde brug for at lave noget helt andet end det skide hus - fan’me!

Og nu sagde jeg flot, at det hele var klappet og klart, men det er jo ikke helt rigtigt: Hen ad vejen har jeg begået større og især mindre bommerter, og der var (og er) hundredvis af små detaljer, som aldrig blev lavet helt færdige - eller bare kalder på at blive lavet om, fordi alting står klarere, når man betragter dem i bakspejlet. Men - som sagt: Jeg gad sgu ikke!

Så min samvittighed blev stedse sortere og sortere - indtil jeg for et par uger siden tog mig sammen og besluttede, at fra nu og frem til jul vil jeg æde mig ind på den lange liste af små projekter, som i den grad trænger til opmærksomhed.

Og i just afvigte weekend blev det altså centralstøvsugerens tur.

Annonce
2: … danner en ring, som man lodder sammen.

Smart

Det er jo smart med en central støvsuger, så man ikke skal slæbe sådan en kasse rundt i hele huset - op og ned ad trapper, og hvor kan man lige finde en stikkontakt?

En støvsuger med slange, rør og mundstykker fylder et helt skab - og man kan skifte de dyre poser i én uendelighed - en jammerdal!

I stedet kan man placere en stor og kraftig støvsuger i sit teknikrum, i garagen, eller hvor man nu finder det praktisk: Væk - ud, hvor den ikke kan høres eller lugtes - og så trækker man rør ind i huset og placerer udtag med sug på strategiske punkter. Når man skal støvsuge, finder man blot slangen frem og stikker den i et udtag - støvsugeren udenfor starter selv, og man hører ikke andet end en susen i mundstykket - og så smider man slangen tilbage i skabet.

Personligt hader jeg lugten af støvsuger - den slipper man for, fordi den centrale suger blæser “den støvede luft” helt ud i det fri. Og hvis man overhovedet bruger pose, er den så stor, at den kun skal skiftes i størrelsesordenen en gang eller to om året.

Det lyder alt sammen smart, og det er det i grunden også. Men træerne vokser ikke helt ind i himlen.

Der er jo oplagt at tænke, at der skal være et udtag i hvert rum - og måske et i hver ende af større rum. Så slangen ikke skal være længere end de par meter, som en almindelig slange typisk er. Men det giver en ganske kompliceret installation med mange rør og udtag.

Og det er ikke just, hvad man anbefaler i brugsanvisningen - vores anlæg er fra Nilfisk, og der følger kun 2 eller 3 udtag med i et kit. Til gengæld er sugeslangen kæmpe-lang - 9 meter - tror jeg.

Og det er - synes jeg - at stramme den. For det første er det sådan, at medens de rør, som man bygger ind i vægge, gulve og lofter, er helt glatte indeni, og derfor er der ikke noget synderligt tryktab - selv helt uden i den anden ende af huset er der masser af sug i udtaget.

Med slangen er det en anden sag - selv de bedste slanger er nemlig mere eller mindre riflede indeni. Det giver en masse modstand og dermed et stort tryktab - hvis du benytter slangen i sin fulde længde, er der ikke ret meget sug tilbage - lidt skuffende.

Mit råd vil være, at man placerer flere udtag, end brugsanvisningen lægger op til - så man kan nøjes med er kraftigt opkortet slange. Måske sådan noget med maks. 4 meter - gerne kortere.

Der er nemlig også det ved det, at en lang slange er ganske uhåndterlig - og i sin fulde længde fylder den mindst lige så meget i skabet som en støvsuger. Ikke smart!

En løsning, som der ikke reklameres med, er den simple, at man skærer slangen over i flere mindre dele - så kan man til hver en tid vælge den længde, der er brug for. Men det kræver en form for samlemuffer med svirvel - findes de? Ikke hvad jeg ved af.

Autentisk

Men vores rør er altså ført under gulvet - før det blev støbt, så jeg kunne trække dem i lige linjer, hvilket er en fordel.

Sugene stikker altså bare op af gulvet og slutter i princippet i en klap af plastic. Den er stor og klodset - ikke ret køn og passer ligesom ikke ind i stilen i vores nok så moderniserede bondehus. Også selvom vi kan vælge dem i en slags patineret metal a la antik.

Så jeg fik aldrig monteret rædslerne, fordi jeg straks sagde til mig selv, at jeg helt sikkert kunne finde på noget mere diminutivt - diskret og elegant. Og det er jo fint nok, men jeg kom bare aldrig på nogen oplagt god idé, så hullerne i gulvet har bare stået der og grinet i årevis.

Men nu har jeg altså hittet på en slags løsning - og den er som sædvanligt kreeret ud fra de forhåndenværende søms princip: Jeg havde tilfældigvis en stump plade af kobber - og en stump 10 mm kobberrør. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg selv skal mene om resultatet - men øh …

Man kan da i det mindste sige, at det er en yderst unik løsning - og måske ligefrem autentisk. Og så burde den vel i grunden være hjemme, for det er noget af det hotteste i tiden: unikt og autentisk. Wow!

Hvis du har en bedre løsning, må du meget gerne sende en mail - gerne med foto.

3: Så finder man et stykke kobberplade og klipper det ud i passende størrelse - og …
4: … så bukker man kanten en lille smule, så pladen bliver stiv, ret og stabil - før man …
5: … borer et hul i midten af pladen - lidt større end ringens indvendige diameter …
6: … så kanten af hullet er i direkte kontakt med ringen og dermed let at lodde - og …
7: … så skal det hele lige pudses lidt, så den ser passende antik ud.
8: Så mangler vi bare at dreje en prop. Rille og skumfidus sprayes med kontaktlim - og …
9: …med lidt snilde presses den 10 mm tætningsliste af skum på plads - prof!
10: Er det kunst? Den er i hvert tilfælde unik og et autentisk udtryk for, hvad Kjeld Bjerre kunne finde på i en snæver vending …
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce