Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Skandale!

Fra venstre ses først en klods, som har fået olie - derefter flydende voks og så hård voks. Herefter en klods, som har fået sæbespåner, så Probat gulvsæbe og til sidst har vi vinderen: Den lyse klods har fået sæbespåner fra Brugsen, som er “neutraliseret” med lidt oxalsyre. Træet i baggrunden er ubehandlet eg.
Man risikerer at glide i sæben.

Overskriften en måske en lille smule overdrevet. Men det skal en god overskrift være - den skal være strammet lige nøjagtigt så meget, at den får dig til at hoppe i stolen, men ikke så meget, at du bagefter vil påstå, at det er fup og fidus.

Og jeg kan altså lige netop ane konturerne til en skandale i en del af den danske sæbebranche, som begår sig på nettet, hvor de falbyder sæbespåner som værende åh-så milde og velegnede til behandling af alskens træværk som møbler og gulve.

Særligt gode er de hvide spåner til lyst egetræ, og det er den samme opskrift, som går igen både her og hisset: Først sliber man træet med fint sandpapir, indtil overfladen er blød og lækker og helt lys - så tørrer man sit møbel, eller hvad det nu er, over med en fed opløsning af sæbe - så lader man det tørre og vasker så (eller tørrer over) med en opvredet klud og en normal opløsning af vand og sæbe. Overfladen er nu mættet med sæbe og derfor afvisende, og vedligeholdelsen vil i al fremtid blot bestå i, at man tørrer over med sæbevand på en moppe eller opvredet klud - endelig ikke for meget sæbe i vandet, for så opbygger man en alt for tyk og uskøn film af sæbe. Skulle det ske, vasker man i bund med grundrens - og starter forfra.

Annonce

Oh, skræk

Det kan man læse alle vegne, og det har såmænd også stået her i spalterne - indtil flere gange. Og altid med en understregning af, at sæbespåner er milde - altså med en lav pH - og at de efterlader en tynd beskyttende film. Halleluja!

Forleden var jeg så - i forbindelse med et projekt, som ikke vedkommer sagen - i færd med at undersøge, hvilken metode og hvilket produkt der er mest effektivt. Jeg havde et antal klodser af egetræ lige fra høvlen - jeg behandlede dem med det ene og det andet og det tredje for at se, hvad der nemmest og mest effektivt holdt træet lyst. Mit ønske var, at behandlingen nærmest skulle være usynlig - at egetræet skal fremstå så tæt på “naturligt” som vel muligt. Og det skulle vel ikke være så svært?

Jeg brugte ren grundingsolie (raffineret linolie med lidt parafin, men uden terpentin), køkkenbordsolie fra Faxe, flydende voks, hård voks - og to slags sæbe: En flydende gulvsæbe, som jeg går ud fra er en slags brun sæbe - og endelig helt almindelige sæbespåner fra Brugsen. Og resultatet så ud ad helvede til - for nu at sige det meget kort!

Gylden eg

Olie under enhver form gør egetræet gyldent, og medmindre det får meget sollys, vil det med tiden blive mørkere gult - for så vidt udmærket, men det har ikke noget med “lys eg” at gøre. Helt ren og hård bivoks påvirker kun farven en ganske lille smule, men det er meget besværligt at påføre. Nærmest umuligt.

Det, som vi i almindelig tale betegner som hård voks, er i virkeligheden blandet med parafin, så konsistensen svarer til skosværte - og parafinen trænger ned i træet og giver det en gylden farve. Ikke dårligt, men tydeligt gylden og ikke lige, hvad jeg ønskede.

Flydende voks indeholder mere parafin - den er meget let at påføre og et ganske glimrende produkt, men kalder altså det gule i egetræet frem. Ikke et resultat, man på nogen måde kan betegne som “lyst egetræ”.

Og det var lidt træls, for så var der kun sæben tilbage, og den er af forskellige årsager ikke så smart til mit formål - men hvis ikke det kunne være anderledes. Men det skulle vise sig at blive meget værre.

Afsyret eg

Nu behandlede jeg nemlig tre klodser med sæbe - en med flydende gulvsæbe a la Probat, en med sæbespåner og den sidste med en slags sæbepulver, som påstås at være både økologisk og helt fantastisk mildt og velegnet til uld og den slags. Jeg brugte fede blandinger i håb om at opnå en mættet overflade med blot én behandling. Og resultatet var hårrejsende.

Den flydende gulvsæbe, som altså anbefales til alle slags gulve af træ, klinker etc., fik egetræet til at blive gråt - grænsende til mørkegråt og lidt grønligt som afsyret eg.

De to slags sæbespåner var ikke meget bedre - træet blev kedeligt gråt med mørke nistre - som et stykke friskhøvlet egetræ, man har glemt udenfor i et par dage - i regnvejr. Ikke noget kønt skue.

Hvis det var sket med din Y-stol eller Børge Mogensen-sofa, ville du straks skrive til “ham der på avisen, som vistnok kan trylle med den slags …” - du ville falde på knæ og bede så inderligt, om jeg dog kunne hjælpe med at redde din elskede sofa.

Base giver mørk eg

Nu var det heldigvis kun et par klodser, det var gået ud over, men jeg var faktisk en smule chokeret. Ikke så meget over den flydende Probat - jeg går ud fra, at det er en slags brun sæbe, og så har den helt givet en høj pH. Den er altså kraftigt basisk og derfor god til at gøre rent - den opløser fedt, og hele huset dufter rent som i gamle dage.

Men sæbespånerne - de er jo så milde - åh, så milde, det har jeg selv skrevet utallige gange, og det står at læse alle vegne. Men når garvesyren i egetræet tydeligvis reagerer med sæben, så den jo være basisk - det er nemlig det, der sker: Egetræ indeholder usædvanligt meget garvesyre, som reagerer med enhver base, så træet øjeblikkeligt bliver gråt eller helt sort. Sådan er det bare. Og derfor skal man bruge en pH-neutral sæbe til egetræ - det er logik for burfisk.

Og nu gjorde jeg mig så den ulejlighed at læse, hvad der står på posen med sæbespåner fra Brugsen - der står højt og tydeligt, at sæben “i brugsopløsning” har en pH på 10,0. I en fed opløsning er det formodentlig meget værre.

Kendt problem

Jeg var lamslået. Normalt siger man, at en pH på 7,5-8 er neutral - lavere er surt, medens højere værdier er basiske. 10,0 er med andre ord ganske kraftigt basisk!

Hvad skulle en klog mand dog gøre?

En hurtig tur rundt på nettet viste, at Gud og hvermand anbefaler sæbespåner til alle slags træ - møbler og gulve - og de steder, hvor de besværer sig med at oplyse pH-værdien, ligger den på samme niveau som Brugsens sæbespåner.

Så fik jeg en smart idé - jeg ringede til Dinesen, som hver dag laver masser af gulve i egetræ - kostbare plankegulve til velhavere i den halve verden, og de skal vel holdes lyse?

Nej, de anbefaler, at gulvene bliver behandlet med deres egen olie og derefter vedligeholdt med en særlig gulvsæbe. Som de sikkert har købt ved Probat, men det er en anden historie …

De beskytter altså først træet med olie (hvorved det bliver forholdsvis mørkt), og først derefter kommer sæben ind i billedet. Og ønsker man et lyst gulv, bruger man olie med hvidt pigment - og siden sæbe med samme pigment.

Brug kun skum

Hvad så med Fredericia Furniture, hvor de laver en hel stribe af de fineste og dyreste danske møbelklassikere?

Jo, her bruger de sæbe som eneste behandling af møbler i egetræ, som skal fremstå helt lyse og sarte - og de er meget nøjeregnende med, hvilken sæbe de bruger:

- Sæben skal være helt ren og uden tilsætningsstoffer - parfume og den slags, siger damen i kundeservice.

- Mange fabrikanter tilsætter kemiske stoffer, som kan reagere med garvesyren i egetræ. Så vi anbefaler, at man kun bruger økologiske sæbespåner, som er allergitestet.

- Her på stedet pisker vi sæben op og anvender kun skummet - og det får kun lov til at sidde på i et par minutter, før det bliver tørret af. Man kan i øvrigt altid gå ind på vores hjemmeside og få vejledning.

Og her står der faktisk, så det ikke kan misforstås, at man ikke skal vaske lyse møbler af eg for ofte og for “grundigt”, da det netop kan resultere i misfarvning.

Kemisk trick

Men hvad er det for noget med de der sæbespåner og den høje pH-værdi?

I slige situationer ringer man til avisens chefkemiker, Julius Novack - som tilfældigvis også er kemiker hos Borup Kemi:

- Jamen, det ligger i sagens natur, at sæbe - også sæbespåner - er basiske. Man laver jo sæbe ud fra én eller anden fedtsyre, som man så “luder” - og luden vil altid efterlade et vist overskud af base. Det kan være større eller mindre, men i almindelighed er det ikke noget problem, fordi det jo hjælper med at opløse fedt - og det er jo oftest det, man er ude på, når man vasker gulvet, forklarer Julius.

- Men så har man jo et problem, når vi taler egetræ, fordi det indeholder garvesyre - som reagerer med basen og gør træet mørkt. Det kan ikke være anderledes, men skulle det ske, så kan man for resten redde situationen med lidt oxalsyre - så bliver egetræ helt lyst igen …

- Det ved vi godt. Det er en gammel nyhed, som jeg har skrevet spalte og spalte ned om.

- Nå, javel - det må du meget undskylde …

- Løsningen kan være sæbespåner, som er pH-neutrale - jeg ved dog ikke, hvor man kan købe dem, men så kan man jo lave dem selv.

- Jeg kan ikke lige en opskrift ud af hovedet, men hvis du laver en mild opløsning af oxalsyre og hælder en snaps i en balje med sæbevand - kan man jo prøve det af og se, om der skal mere eller mindre til.

- Vi takker og bukker og skraber!

Det viste sig, at Julius’ opskrift virker - hvor upræcis den end er: Jeg rørte en teskefuld færdigblandet oxalsyre ud i en kop udpræget fed sæbevand - i første omgang bliver klodsen selvfølgelig mørk, fordi den bliver våd, men når den tørrer igen, er den helt lys.

Endelig - succes!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Leder For abonnenter

Bevar sjælen i byerne

Hver gang man fjerner et hus, fjerner man noget af sjælen, sagde socialdemokraten Anders W. Berthelsen til avisen tidligere på ugen, mens han travede rundt i Hunderup-kvarteret i Odense sammen med en journalist for at kigge på en række af de matrikler, hvor gamle villaer er blevet revet ned til fordel for nybyggeri. Berthelsen har ret: Der forsvinder noget af et kvarters sjæl, når man river en epoke-typisk bygning ned i et kvarter for at erstatte den med et nymodens byggeri. Derfor er det klogt, at de fynske lokalpolitikere beslutter sig for at gennemføre bevarende lokalplaner for kvarterer og bydele, hvor man ønsker at bevare et særligt arkitektonisk udtryk. Det gælder både i Hunderup-kvarteret og i andre boligområder i Odense og på Fyn. Diskussionen om at bevare bygninger drejer sig nemlig ikke blot om nedrivning af gamle villaer i det fornemme Hunderup-kvarter. Det drejer sig også om Gerthasminde og om Møllers Villaby i Odense, og det drejer sig om dusinvis af bymiljøer i Faaborg, i Assens, i Svendborg, ja, i stort set alle de fynske byer. For i langt de fleste byer, landsbyer og bydele findes der karakteristiske bygninger eller kvarterer, som er værd at bevare. Bevares: Vores byer er ikke museer. Derfor er det ikke alle udhuse, cykelskure og parcelhuse, der partout skal bevares for eftertiden, for vores byer skal være levende og kunne udvikle sig i takt med tiden og behovet. En levende by betyder imidlertid ikke, at man som boligejer skal kunne rive bygninger ned efter forgodtbefindende. Tværtimod: I en levende by udviser man respekt for byen, for historien. For dens sjæl. De nedrivninger og nybygninger, som blev nævnt i avisen tidligere på ugen, var markante eksempler på, at det er nødvendigt at skærpe bevaringskravene i Hunderup-kvarteret. Derfor vil det være klogt at gennemføre en bevarende lokalplan i rigmandskvarteret, ligesom det vil være klogt at se på bevaringsindsatsen i andre områder i Odense og i de andre fynske byer. For vi skal have sjælen med. Også i vores byer.

Annonce