Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Russisk fidus

1: Man skærer et stykke båndstål ud i sådan cirka denne facon - 3 mm er passende, og …
Snedigt lille værktøj, som gør spændebånd overflødige.

Jeg har altid hadet spændebånd - altså disse patent-dimser, man bruger til at spænde store og små slanger fast med. De findes alle vegne - bilen, båden haveslangen - store, små og midtimellem - galvaniserede, rustfri og sågar i plastic - og fælles for dem alle sammen er, at det er det værste lort!

For det første er de grimme og klodsede, og man kan rive sig noget så eftertrykkeligt på dem. For det andet virker de kun til nøds, fordi de ikke danner en perfekt runding - hvis det er en slange med tryk på, bliver den altid utæt lige der, hvor selve spændeskruen giver den en flad profil. For det tredje er der næppe en voksen mand her i landet, som ikke har prøvet at stikke skruetrækkeren halvvejs igennem hånden i et febrilsk forsøg på at spænde det elendige bras lidt mere, end godt er - bare en lille smule mere …

Spændebåndet er simpelthen en skandale - en historisk fejltagelse - det skulle aldrig have været opfundet, og nu udgør det en skamplet på vores ellers glorværdige kultur.

Annonce
2: … så saver du to dybe ridser langs streger på foregående foto - halvt igennem - og …

Man er vel spejder

Nå, men jeg hader altså skidtet godt og grundigt, og derfor har jeg i tidens løb udviklet et særligt talent for alternative løsninger. Og hvad er mere nærliggende end at erstatte spændebåndet af en god bevikling?

Jeg var spejder som lille og har sejlet siden barndommen, og jeg kunne lave en rigtig god og stram bevikling, før jeg kunne gå.

De første gange, jeg brugte bevikling på en slange, var det nok, fordi jeg ikke havde et passende spændebånd. Men det virkede, og jeg bed mærke i, at en bare nogenlunde udført bevikling er langt mere diskret og elegant end et grimt spændebånd.

Såh - hen ad vejen udviklede jeg teknikken. Jeg fandt eksempelvis hurtigt ud af, at man skal bruge den særlige slags garn, som er beregnet til formålet - det må nemlig ikke strække sig (som muresnor), og det skal være vokset eller tjæret, så det ikke skrider, medens man nørkler med arbejdet.

Men når man har det rigtige garn, og man har øvet sig lidt, så kan man til gengæld også lave en bevikling, som er helt utroligt stram - meget strammere end et dumt spændebånd.

Med ståltråd

I årenes løb har jeg monteret mange “lynkoblinger” på slanger til trykluft - det er ellers noget af det sværeste at få stramt nok og dermed tæt, og du kan da lige bande på, at hvis du prøver med et spændebånd, så holder det ikke ret længe.

Men jeg fandt ud af, at man bare kan lave beviklingen med ståltråd - den tynde slags, som leveres oprullet på en pind - det er vist beregnet til at fastholde isolering og den slags. Fidusen er, at det overhovedet ikke strækker sig - beviklingen fylder næsten ingenting, og man kan binde en uendeligt lille “knude”, som man bagefter giver et gok med en hammer, så den ikke river - og hvis det skal være rigtigt fint, lægger man lige et par omgange “selvvulkaniserede” tape omkring - så har du en elegant løsning, som holder evigt.

Jeg sagde EVIGT - og jeg mener det!

3: … så laver du en klods og bukker det hele i skruestikken som vist - og svejser kanten eller fikserer med skruer, før du …

Russerne kommer

Nå, men så forleden, da jeg var på nettet, så jeg ud af øjenkrogen en video-blogger påstå, at han havde opskriften på et særligt værktøj, som er beregnet til at lave hurtige og perfekte “spændebånd” - af ståltråd!

Aha, tænkte jeg - især fordi bloggeren er russer, og jeg har bemærket, at der på nettet er en del udpræget seriøse, dygtige og originale russere. Folk med både kunstnerisk og teknisk forstand, som kan lave smukke og brugbare ting og sager af tre pinde, en stump jern og lidt ståltråd. Spændende og oprigtige folk.

Og denne her russer kalder sig altså Advoko - han er fra Leningrad og dyrker det frie liv i naturen. Han har lavet stribevis af videoer om den bjælkehytte, han har bygget langt ude i skoven - med sine egne hænder og kun en smule håndværktøj. Og det er, hvad videoerne handler om - alle det små fiduser, som livet i naturen har lært ham.

Han er ikke kostfornægter - han er ikke frelst eller det mindste puritansk. Han kan bare godt li’ at bruge sit hoved og sine hænder - i den rækkefølge.

4: … med rundfil eller vinkelsliber laver et hak på tværs ude i spidsen - det er lidt kringlet, men …

The clamper

Og nu ville han altså gerne fortælle (på glimrende og klart engelsk, som enhver kan forstå) om en særlig “clamper” - et lille stykke traditionelt værktøj beregnet til at lave hurtige og perfekte “hose clamps”, som spændebånd hedder på engelsk.

Advoko fortæller vidt og bredt om alt det, man kan bruge clamperen til - og der er vistnok også henvisning til en tegning med mål og hele molevitten.

Og jeg skulle egentlig skrive om noget helt andet, men jeg blev så glad over hans fortælling, at jeg glemte alt om den sikkert udmærkede plan - i stedet gik jeg straks i gang med at lave en clamper efter Advokos opskrift.

Nu er jeg ikke så god til at følge opskrifter, så jeg lavede faktisk bare dimsen ud af hovedet, som jeg husker den fra videoen. Du kan se og vurdere resultatet af billederne her på siderne.

5: … skulle gerne ende med at se sådan ud - bemærk, at bredden er slebet ned til 2-3 mm. Så skal du …

Mange formål

Idéen i clamperen er, at man med almindelig fingersnilde lægger en “dobbelt løkke” omkring slangen - først herefter tager man sin clamper og bruger den til at stramme “beviklingen”. Derefter låser man den med et vrid af værktøjet, og så klipper man enderne af og dasker “låsen” flad med en hammer.

De første 4-5 gange, man forsøger sig, bliver resultatet ikke noget, der er værd at skrive om i avisen, men så begynder man at få taget, og så kan man pludselig lave en perfekt “clamp” på et øjeblik.

Og det smarte er så, at nu behøver du ikke et større udvalg af spændebånd i alverdens størrelser - du skal bare have en rulle ståltråd i passende tykkelse (1,5-2,0 mm) - så kan du lave alt fra de mindste til de aller største beviklinger. Og man kan bruge teknikken alle mulige steder, hvor man slet ikke tænker på spændebåndet som løsning.

Advoko er jo lidt af en natur-freak, så han bruger teknikken på samme måde, som spejdere, når de snurrer alle mulige og umulige konstruktioner sammen.

6: … bore et hul (f.eks. 8 mm) og bukke et tilsvarende tykt stykke rundstål med to 3 mm huller - og …
7: … her har vi så den færdige super-clamper.
8: Så lægger du ståltråd (1,5-2,0 mm) omkring din slange (eller hvad det nu er) - en slags dobbelt løkke som vist - og …
9: … så fører du enderne op igennem hullerne i håndtaget og strammer - hårdt - og …
10: … når du er tilfreds, vipper du clamper’en nedad for at “låse” - og klipper enderne af …
11: … så det ser sådan ud. De to spidser klemmes ned i mellemrummet, så …
12: … man opnår en hamrende elegant og særdeles stram bevikling.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce