Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: P-plads til pap-vin - version 2.0

1: Man ta’r fire stykker træ - to lange og to korte, men alle af samme bredde og tykkelse - og …
Indtil flere synes, at holderen til pap-vin er en rigtig god idé - den skal bare produktudvikles en lille smule.

På dette sted i din avis er vi sprængfyldte med gode idéer, og før jul nedkom vi med en af de bedre: En slags p-plads til pap-vinen, så man mere komfortabelt og driftsikkert kan skænke vin i glasset - også selvom man af alderdom eller alkoholens indflydelse på finmotorikken er en smule usikker på hånden. Og som en ikke uvæsentlig sidegevinst fanger vi de sidste tre dråber, som ellers altid ender som en klistret plamage på gulvet.

Ikke et øje var tørt, da vi præsenterede denne epokegørende tilføjelse til vor civilisation - win-win-win, som det hedder på moderne reklame-dansk.

Idéen stammer fra Jens, som bor et smut nede ad vejen, og din skriverkarl har så forsøgt at forfine dens fysiske fremtræden, så den kan indtage sin retmæssige plads iblandt danske designklassikere …

Nå, mindre kan nok også gøre det.

Jeg besluttede imidlertid straks - faktisk medens jeg endnu var i gang med arbejdet - at version 1.0 var lidt for håndværkeragtig, hvis man kan sige det sådan. Der var for meget “byggeri” over den - den skulle ligesom være lettere, enklere og uden dikkedarer.

Annonce
2: … så spænder man dem parvis op i sin tap-maskine - det kræver en masse justeren, men …

Træmand

Jeg kan godt lide, når ting er simple - de skal være så simple og næsten primitive, at de nærmest er abstrakte - og dog indlysende - og forfinede.

En masse blærede ord, som det er svært at leve op til, så jeg fik drukket en del kaffe - og jeg fik vrisset lidt ad Fruen, fordi hun hader, når jeg er i det kreative hjørne: Kan du ikke bare gå ud og rydde op ude foran - eller blive klippet - lav dog noget fornuftigt!

Når det lykkes og faktisk fører til noget, der kan bruges, er hun alligevel godt tilfreds og synes, at hendes mand er rigtig dygtig - men selve processen hænger hende ud af halsen, fordi der jo så er noget andet, jeg ikke får lavet. Og det har hun desværre ret i …

Men pludselig kom jeg på en idé, der passede som fod i hose til mine ambitioner - at lave min pap-vin-hjælpe-holde-dims så simpelt, som tænkes kan. Jeg ville ganske enkelt skære en strimmel 4 mm aluminium ud - 10 x 60 cm - og bukke den i facon - sådan!

Eller måske i 5-6 mm akryl - det findes i mange kulører og kunne også være flot. Og simpelt.

Men jeg havde ikke lige noget 4 mm alu-plade, og min bukkemaskine er også lidt for klejn til så kraftig en plade - og jeg har godt nok noget tyk akryl i røgfarvet, men det er ganske besværligt at bukke, fordi det kræver varme lige i bukket og ingen andre steder.

Og i øvrigt er jeg jo træmand!

Tap-maskine

Da faldt det mig ind, at jeg for nogle år siden fik fingre i en særlig “maskine”, som kan lave svalehaler - altså den slags tapper, man i gamle dage brugte, når man lavede skuffer og andet finere snedkeri.

I tidens løb har jeg lavet et hav af netop skuffer og kasser med det fine apparatur - det er en Bosch, og det er lidt overdrevet at sige, at det er en maskine: ZF 60 (som den hedder) er en avanceret skabelon, som man kan spænde sine skuffe-sider op i - hvis man ellers vender dem rigtigt og har styr på dimensionerne, kan man i et snuptag fræse tapperne ud med en helt almindelig overfræser.

Man skal bruge en hel del tid (og en masse bræddestumper) på at indstille den lidt Storm P-agtige tingest, men når alt er justeret (om og om igen), så ta’r den kun et minut eller to at fræse tapperne til et enkelt hjørne ud - så er de lige til at trykke sammen, og hver gang oplever man det som et mindre under - nøj, hvor er jeg dygtig!

3: … når først det kører, går det stærkt - pludselig har man …

Lim og svalehaler

Men det var ganske længe siden, at jeg havde brugt tap-maskinen. Og hver gang er det noget med at bruge en masse tid på at finde brugsanvisningen (på tysk) ude på nettet og læse den - på tysk - eller at bruge den samme tid på at rode rundt i hukommelsen: Hvordan fa’en er det nu lige, at man gør?

Og hver gang ender jeg med at måtte indstille alting fra bunden - det har noget at gøre med bredden og tykkelsen på brættet - og om det er hårdt eller blødt træ.

Men til sidst lykkedes det - efter 15-20 test-samlinger kørte det i olie, og det tog højst fem minutter at fræse tapper i de fire stykker teak, som jeg i forvejen havde høvlet og skåret til.

Så fræsede jeg et sæde - en slags spildbakke - i den del, som skulle udgøre den nederste hylde - der, hvor man stiller glasset. Og så bankede jeg det hele sammen med lidt lim i tapperne - bare almindelig hvid pva - uden at spænde - det er ikke nødvendigt. En samling med svalehaler kan holde i sig selv - med lim bliver den så stærk, at den er umulig at splitte ad.

4: … fire stykker bræt med de fineste svalehaler - lige til at samle, men …

Gelænder eller ej

Og her stod jeg så ved en korsvej. Det har nemlig hele tiden været meningen, at jeg ville montere en slags gelænder - et stykke bukket 6 mm rustfrit, som skulle forbinde den bagerste støtte med den nederste hylde. Ikke fordi det på nogen måde er nødvendigt, men fordi jeg syntes, at det ville se godt ud - og logisk: Et “gelænder” viser, hvor pap-dunken og glasset skal stå - en slags visuel forklaring på, hvad hele himstregimsen skal bruges til.

Men jeg kom i tvivl - og jeg er stadig i tvivl. Dels er gelænderet (bøjlen) lidt besværligt at lave, og især et det svært at gøre det ordentligt fast - dels kom Harald forbi.

Han har den mest fænomenale evne til at dukke op, lige når jeg har besluttet et eller andet - eller måske allerede har lavet det - og så siger han ud i den blå luft og helt uden smålige hensyn til mine finere følelser, at jeg er helt galt på den.

Og det mest irriterende er, når han helt indlysende har ret - og det har han ofte. I dette tilfælde vippede han straks min fint tappede holder til pap-vin rundt på siden, så den lignede - øh, et eller andet abstrakt, som så dyrt og fint ud - en skulptur, som kunne stå på et museum.

- På den måde er den jo multi-funktionel, kvidrede Harald.

- Man kan stille sine kogebøger i den - eller bare stille den til pynt, når den ikke er i brug. Glem det gelænder - det kan godt være, at det giver praktisk mening, men det ødelægger æstetikken.

- Det er jo den kreative klasse, vi skal have fat i - de har ingen sans for det praktiske, men de ved, hvad der er god og dårlig stil - ud med det gelænder!

Jeg forstår godt, hvad Harald mener, men jeg er stadig ikke helt overbevist.

Så jeg lavede en mere - af egetræ, fordi jeg ikke har mere teak, og til gengæld blev den med 6 mm gelænder. Og så vil jeg gerne høre fra læserne, hvad der er bedst - send en mail!

Nu er det jo meningen, at du - kære læser - skal have fingeren ud og lave en p-holder. Men du har jo ingen tap-maskine - hvad gør du så?

Jeg kan trøste med, at hvis man er lidt fiks på fingrene, kan man lave de tre tappede samlinger pr. håndkraft lige så hurtigt, som det ta’r at indstille min tap-maskine. Til gengæld kan jeg hurtigt lave 10 mere, men det er en anden historie.

Du skal bruge et skarpt stemmejern og en god japanersav - en fintandet træksav - og en vinkel, en smigvinkel og en spids blyant.

Princippet er det simple, at du tegner et sæt tapper på den ene part - den part, hvor de skrå sider er på fladen. Du fordeler bare tapperne, så det ser pænt og passende ud - og symmetrisk. Du skal ikke bruge tid på at tegne tapperne op med hysterisk nøjagtighed!

Når du har savet og stemt det første sæt tapper ud, er fidusen nemlig, at du bruger dem som skabelon, når du skal tegne tapperne på den anden part op - så eventuelle forskydninger og unøjagtigheder på den første part flytter altså bare med over på den anden part.

Det handler selvfølgelig om præcision - både når du saver, og når du stemmer ud. Men så er det heller ikke værre!

Og hvis du tilfældigvis har en lille båndsav - eller kunne tænkes at købe en - så er den i øvrigt til meget stor hjælp. I givet fald skal den have et land (bord), som kan vippes - så kan du lave både de skrå og de lige snit med stor nøjagtighed.

Skynd dig at købe en lille båndsav - den kan bruges til mange sjove ting.

5: … først skal vi lige lave en skabelon med et cirka 100 mm hul - hæftes på et af de korte stykker …
6: … så man kan fræse en lille forsænkning til at stille glasset i - og …
7: … så banker vi det hele sammen med lidt lim imellem tapperne - så er det …
8: … tid til at høvle samlingerne helt rene og plane - og kanterne skal rundes - og derefter …
9: … kan man godt sige, at vi har lavet et lille kunstværk af teak- men …
10: … man kunne jo også lave den af lys eg - og med gelænder på. Spørgsmålet er så …
11: … om den ene er mere “rigtig” end den anden?
Sådan laver du svalehaler - med håndkraft: 1
2
3
4
5
6
7
8
9
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Uddannelse. Snobberiet når nye højder

Synspunkt: Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt man vil gå for at fastholde de unge og deres forældre i vildfarelsen om, at gymnasiet er den eneste vej at gå, hvis man vil have et langt og godt arbejdsliv. Det seneste eksempel kom her i avisen den 21. januar, hvor gymnasielæreren Ulf V. Olsen udbredte sig om ”farerne” ved at vælge en erhvervsuddannelse frem for at gå i gymnasiet. Det er forståeligt nok, at han gør, hvad han kan for at beholde sit job som lærer. Vi ville bare ønske, at det blev gjort ved at styrke kvaliteten og relevansen af undervisningen på gymnasierne i stedet for ved at sprede og forstærke fordommene om erhvervsuddannelserne. Først og fremmest er det ganske enkelt faktuelt forkert, når det påstås, at stort set lige mange unge vælger henholdsvis gymnasier og erhvervsskoler. I 2019 valgte hele 72 procent af de elever, der forlod grundskolen, at søge ind på gymnasiet som førsteprioritet, mens kun 20,1 procent satte kursen mod erhvervsuddannelserne. Samtidig får Ulf V. Olsen det til at lyde som om, at stort set alle gennemfører de gymnasiale uddannelser, selv om Danske Gymnasiers egne tal viser, at gennemførselsprocenten svinger fra 85 på STX til 67 på HF. På erhvervsuddannelserne gennemfører 80 procent ifølge Undervisningsministeriet grundforløbet. Og selv om der også er et (for stort) frafald efterfølgende, så har erhvervsskolereformen haft en positiv effekt. Derudover kan man jo nævne, at en erhvervsuddannelse er den direkte vej ud på arbejdsmarkedet, mens mere end hver femte student stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse 27 måneder efter den sidste eksamen – og hvad er studenterhuen så egentlig værd? Vi ser også, at rigtig mange studenter vælger efterfølgende at tage en erhvervsuddannelse. På elektrikeruddannelsen har hele 25 procent af eleverne faktisk gennemført en gymnasial uddannelse, og andelen af elever, som har en delvist gennemført gymnasial uddannelse, er også høj. Det kunne måske være en indikation af, at deres valg af gymnasiet i første omgang ikke var det rigtige, og at de i stedet var på udkig efter en mere praktisk orienteret uddannelsesvej. Det er rigtigt, at man på nogle erhvervsuddannelser stadig har udfordringer med at skaffe det nødvendige antal lærepladser, men billedet er ikke sort/hvidt. En række uddannelser (bl.a. de tekniske uddannelser indenfor fx el, vvs og industri) har de senere år således sat nye rekorder for antallet af indgåede uddannelsesaftaler, samtidig med at man som elev allerede begynder at tjene penge under uddannelsen i stedet for at skulle sætte sin lid til en beskeden, statsunderstøttet SU-udbetaling. Alle eksperter er enige om, at behovet for faglærte blot vil blive større de kommende år. Derfor holder Ulf V. Olsens skræmmebillede af en jobverden med stor jobusikkerhed for unge med en erhvervsuddannelse ikke. Og slet ikke når man sammenligner med, at cirka hver femte akademiker ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stadig står uden arbejde 26 uger efter færdiggjort uddannelse. Kigger man på lønsedlen, er der også god grund til at vælge en erhvervsuddannelse. I hvert fald viser tal fra henholdsvis UddannelsesGuiden og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man som eksempelvis elektriker eller vvs’ere både får en højere startløn og over et helt liv tjener mere end mange med en akademisk uddannelse. Både for elektrikere og vvs’ere er den månedlige startløn i gennemsnit på 27.000-28.000 kroner efter endt uddannelse, mens man med en længerevarende videregående uddannelse som designer får cirka 20.500 kr. og med en universitetsuddannelse i filosofi kan se frem til en startløn på cirka 21.700 kr. Igen er der naturligvis forskelle på de enkelte fag, men tallene viser under alle omstændigheder, at tingene ikke er så entydige, som gymnasielæreren får det til at virke. Som en sidste ”trumf” leverer han fordommen om, at livet som faglært er præget af fysiske nedslidning, som gør dig gammel før tid. Et argument, der er udtryk for et stærkt forældet virkelighedssyn. Den moderne håndværker og tekniker har i dag adgang til et væld af hjælpemidler, der sikrer, at den fysiske belastning holdes på et minimum, så man kan se frem til et langt og sundt arbejdsliv – og så sundt er det altså heller ikke at sidde på en kontorstol og stirre ind i en computerskærm dag ud og dag ind. Vi siger ikke, at alle skal vælge gymnasierne fra. Men vi ønsker en mere ligeværdig prioritering af de uddannelsesvalg, den næste generation præsenteres for, når livet efter folkeskolen venter. Det stiller krav til både de unge selv, deres forældre og ikke mindst uddannelsesvejlederne. I den sammenhæng er der ikke brug for et unuanceret mørkesyn i forhold til erhvervsuddannelserne og de mange muligheder, de åbner … heller ikke for at understøtte gymnasielærernes jobsikkerhed.

Sydfyn For abonnenter

Problemer på hotel kom bag på bestyrelse og ejer: - Der er ikke er nogen, der har fortalt os det

Annonce